SERIE: HOLDER DE I DAG?
Tredje og fjerde gennemsyn: En af Nolans mest menneskelige film
Jeg husker ikke, at ’Memento’ var så god.
Efter at have genset ’Memento’ for tredje og fjerde gang er jeg blevet bekræftet i, at Christopher Nolan godt kan, eller i hvert fald engang kunne, lave film med klangbund i menneskets sind, følelser, eksistens … og humoristisk sans.
For hvor instruktørens besættelse af tid og ingeniørtilgang til den spektakulære blockbuster-oplevelse med ’Tenet’ endte som et maskineri med marionetkarakterer udsmykket som en uinspireret James Bond-kopi, rummer Nolans film fra 2001 en fortælling, der resonerer den dag i dag.
En eksistentiel – min kæreste siger nihilistisk – fortælling om vurderingsmanden Leonard (alsidigt spillet af Guy Pearce) og hans forsøg på at fortrænge konens død. Mellem filmens tvetydige fortællespor mere end antydes det, at Leonards kone er blevet voldtaget og senere har taget sit eget liv som en implicit effekt af at leve med Leonard og det sjældne korttidshukommelsestab, han lider af efter at være blevet slået ned af konens overgrebsmænd.
Fortællingens dybt eksistensbetonede og rørende tragiske omrids skabes især ved, at den historie, vi ser og lader os rive med af, egentlig er Leonards selvopdigtede illusionsloop, en detektivisk film noir-fortælling som erstatning for det, der engang var hans liv. Leonard er for længst fremmedgjort fra sin fortid. Den eneste rest er en historie om den ligeledes hukommelsesfortabte Sammy Jankis, formentlig en allegori over Leonards eget liv i udstrakt arm.
Selv den korrupte og manipulerende, men hjælpsomme politimand Teddy må lade livet. På trods af at han assisterer Leonard i hans meningsløse eftersøgning, er Teddy en farlig bærer af sandheden om Leonards smertefulde fortid. Leonard udnytter sin egen ikkeeksisterende hukommelse til på bedste ’Inception’-vis at indpode sig med et plot- og livsstyrende mantra om Teddy:
»’Don’t believe his lies«. Det igangsætter en selvbekræftende boble af mening og sandhed ud fra fotos, tekst og tatoveringer. »We all need mirrors to remind ourselves who we are« og »we all lie to ourselves to be happy«, som det siges i filmen. Lyder det bekendt?
’Memento’ er fra en tid omkring årtusindeskiftet med fetichistisk dyrkelse af labyrintiske postmoderne puslespilsfortællinger og, ja, nihilistiske anskuelser (hey, David Fincher!). Nu er Nolans subjektive verdensgengivelse i filmen et tankeeksperiment sat på spidsen, men mekanismerne har paralleller til måden, vi har udviklet vores hverdag på.
Hvor langt er vi fra Leonard, når vi udvælger og spejler os i repræsentative billeder fra vores hverdag eller bekræfter os selv og andre i tilsyneladende modstridende – nogle ville sige falske – sandheder? Vi famler og flakker rundt og googler selv den mindste usikkerhed med overbevisning om, at det, vi læser, er sandt. Med andre ord er vores subjektive verdenssyn, vores selvbeskyttende adfærd, og hvor sårbare vi er over for vidensmæssig manipulation, blevet mere tydelig end nogensinde.
Allerede ved filmens premiere var flere anmeldere, blandt andet koryfæet Roger Ebert og herhjemme Kim Skotte, imponerede over Christopher Nolans fortælletekniske snilde, men såede samtidig tvivl, om det ikke blot var en veludført om end køligt kalkuleret stiløvelse. En kritik, som siden har fulgt instruktøren, men som jeg ikke mener, ’Memento’ er berettiget til.
For bag Nolans præcist optegnede struktur og leg med vores behov for at tænke i sammenhæng, runger en moderne tragedie om vores selvindbildske metode til at overleve, selvom der ikke længere er noget at leve for.
Og så har den de sjoveste scener i Nolans filmografi, særligt da Leonard i en intens forfølgelsesjagt pludselig ikke kan huske, om han er jageren eller den jagede.
Andet gennemsyn: Fortælleteknik til at falde på halen over
Anden gang jeg så ’Memento’ – i 2002 – kom som en reaktion på at være blevet opslugt af film noir og narrativ filmteori på universitet. Pludselig lagde jeg mærke til, hvordan Christopher Nolan trak heftigt på den klassiske film noirs tvetydige karaktergalleri, downtown-setting, mordopklaring, sortsynet og den subjektive (og ofte upålidelige) fortællerstemme.
Det mest fascinerende var imidlertid, at den dengang 29-årige Christopher Nolan og brormand Jonathan, som havde skrevet novelleforlægget ’Memento Mori’, mestrerede de filmiske fortællegreb ind til benet og vidste, hvordan de kunne sætte vores delagtighed i filmens fortælling i spil (eller helt ud af spillet).
Nolan-brødrene syntes nærmest at undersøge, hvor langt man kan gå ud fra filmteoretikerens David Bordwells kanoniserede opdeling af plot og story (fortælling). Kort sagt er plottet al den information, vi løbende får præsenteret i filmen, mens fortællingen er den sammenhængende helhed, vi sammenstykker ud fra informationen.
I farvedelen i ’Memento’ bliver vi placeret durk midt i slutningen hos vores tabula rasa af en hovedperson. I fragmenter oprulles historien baglæns, mens scenariernes tilføjelse af ny information blot leder til flere spørgsmål. Opbygningen får os til konstant at revidere, hvordan vi troede tingene forholdt sig.
Tilføj den sort-hvide del med Leonard på hotelværelset, der kronologisk langsomt skrider frem for til sidst at gå over i farvedelens udgangspunkt, og du har ikke bare en flot matematisk tegning, som Nolan selv stolt viser frem, men også et fuldstændigt fluekneppet analyseobjekt.
Heller ikke anden gang blev jeg emotionelt revet med, men jeg hæftede mig ved den tilfredsstillende symmetriske og cirkulære måde, som filmen er skruet sammen af gentagelser og spejlinger i billeder og ord.
For selvom inspirationen fra modernistiske noveller og franske avantgardefilm fra 60’erne skinner igennem, spinder Nolan på alternativ vis videre på klassiske Hollywood-fortælledyder om kausalitet og gentagelse. Og så er det imponerende, hvordan Nolan rykker rundt på rækkefølgen i den klassiske noir-thriller og alligevel formår at skabe suspense og spænding ved at skrue op og ned for længden på historiens fragmenter og efterlade cliffhanger-agtig information i starten af hver scene.
Modsat senere Nolan-film som ’Inception’ og ’Tenet’ bliver vi i ’Memento’ ikke overeksponeret af stride talestrømme om fortællestrukturens indre logik.
I stedet får vi langsomt serveret byggesten, vi selv må sætte sammen, jo længere vi kommer ind – eller tilbage – i historien. ’Memento’ bliver derfor aldrig kun et gimmicky sluttwist som flere af de fællesbetegnede puzzle films, men vinder ved flere gensyn for summen af alle sine enkeltdele og den veltimede orkestrering af dem.
Første gennemsyn: Ikke min kop fortænkt twist
Jeg husker min første oplevelse med ’Memento’ som mildest talt skuffende. Som en teenager med hang til detektiviske thrillers og alskens mørk mystik, som emmede af Shyamalalan’sk ’nu-tager-jeg-røven-på-dig’-twist, havde jeg længe set frem til ’Memento’. Allerede dengang havde filmen en pæn IMDb-rating og blev flittigt refereret til, når jeg for eksempel læste omtaler af lignende uortodokse præmisser som ’Donnie Darko’ og ’The Butterfly Effect’.
Formentlig gav jeg op, før jeg kom i gang. Jeg var ikke klar på, at ’Memento’ aldrig giver én et fodfæste eller nogen form overblik, men klipper fra brudstykke til brudstykke. Dertil var tonen metallisk tung og livsfattig som en instruktionsbog, hvilket var mit generelle indtryk af Nolans film, indtil jeg et år eller to senere så ’The Prestige’ og siden ’The Dark Knight’. Det eneste, som holdt mig nogenlunde investeret, var Guy Pearces præstation.
Holder ’Memento’ i dag?
Ja, som Guy Pearces fedtprocent i filmen er det stadig noget af det tighteste, Christopher Nolan har sat sit navn på til dato.
Legen med fortælleformer og subjektive oplevelse af tid og rum har den gudedyrkede instruktør siden gentaget i lang større og visuelt mere overrumplende skala. Men hvor konceptet i flere film har overtaget styringen, er fortællingen i ’Memento’ funderet i og formet af menneskelig erfaring.