SERIE: HOLDER DE I DAG? Christopher Nolans første Batman-film er gennemsyret af frygt og traumer. I 2005 var terrorangrebet 9/11 stadig et åbent sår, der havde ført USA i krig og forhøjet terrorfrygten til skingre niveauer.
’Batman Begins’ viser Gotham som et frygtsamfund. Ingen stoler på hinanden. Alle er bange, og alle prøver at udnytte andres frygt.
Skurken Scarecrow har udviklet en særlig gas med et stof, som fremkalder rædsel hos sine ’patienter’, så han kan styre dem. Ra’s Al Ghul planlægger en terroraktion i Gothams centrum, der skal sprede Scarecrows frygtstof til hele byen, så alle bliver vanvittige og splitter byen ad. Det er ligesom Roms ødelæggelse, forklarer Ra’s al Ghul. Når et imperium er blevet for korrupt og dekadent, skal det knuses, så et bedre samfund kan rejse sig fra asken.
Her 15 år senere, er det tydeligt at se, hvordan USA var i konflikt med sig selv efter 9/11. De onde ramte os i hjertet – kan de gøre det igen? Er vi virkelig de gode? Hvad er det sidste nye, jeg skal være bange for?
Bruce er bange for flagermus. I et flashback ser vi, hvordan den lille dreng falder ned i en underjordisk hule, hvor han bliver omringet af flagermus. Scenen er inspireret af tegneserien ’Batman: Year One’ og det er Nolans ene brik ud af tre vigtige elementer, som forstærker Bruce Waynes traume og sætter fokus på, hvordan vi håndterer frygt.
Den anden brik er forældrenes mord og Bruces skyldfølelse. Oprindeligt blev Thomas og Martha Wayne myrdet efter en biograftur for at se ‘The Mask of Zorro’, hvilket også var et vink til en karakter, som Batman-figuren er kraftigt inspireret af. Her lader Nolan og medforfatter David Goyer dem se en operaforestilling, ’Mefistofele’, hvor artisterne har flagermuslignende dragter på. Det skræmmer den unge Bruce, som overtaler sine forældre til at forlade forestillingen før tid. Derfor ender de i den skumle, skæbnesvangre gyde, hvor Joe Chill trækker sin pistol for at røve dem.
Traumet forstærkes
Den tredje brik kommer, da Nolan lader en ung Bruce – allerede grundigt traumatiseret og skyldtynget – forsøge at slå Joe Chill ihjel. Bruce vil skyde ham, når han kommer ud fra retten, hvor han vidner mod gangsterbossen Carmine Falcone. En simpel hævnaktion. Men i stedet for at dræbe sine forældres morder bliver Bruce vidne til mafiamordet på Joe Chill. Skæbnen redder Bruce fra at blive endnu en syndebuk i de kriminelle kongers spil.
Det får Bruce til at indse, at butleren Alfred havde ret, da han forklarede, at Joe Chill ikke står bag forældrenes mord alene. Det skete på en baggrund af fattigdom og desperation. Bruce var tæt på selv at blive til en Joe Chill, og barndomsveninden Rachel Dawes er skuffet over, at Bruce ikke var i stand til at gennemskue det.
Det er her, Bruce Wayne indser, at der skal noget drastisk til for at blive værdig til forældrenes gode forbillede. De brugte deres formue på at redde Gotham, men fejlede. Forældrene nåede ikke at vende udviklingen, inden byen slog dem ihjel. Men hvis man ikke kan redde Gotham ved at være rig og gavmild, hvad skal der så til?
Pistolen, som Bruce havde smuglet med ind i retsbygningen for at dræbe Joe Chill, kastes symbolsk i havnen, hvorefter han konfronterer Carmine Falcone uden våben. Mafiabossen kalder Bruce for ’The Prince of Gotham’ og føler sig på ingen måder truet, for han ved, at selv uden forældre har Bruce stadig masser at miste, for eksempel butleren og barndomsveninden.
Hermed opstår idéen til et alter-ego. Bruce er nødt til at forkaste sin rigdom og identitet, før han kan bekæmpe underverdenen. Derfor bytter han jakke med en hjemløs mand og hopper om bord på et skib. Det bliver starten på en dannelsesrejse udi livets barske realiteter. Det åbner rigmandssønnens øjne for andre måder at se forbrydelse og straf, korruption og magt, rigtigt og forkert på. Hans privilegerede position gjorde ham blind for det før.
Da Bruce ser sin forældre dø, hører han også faren sige sine sidste ord til ham: »Vær ikke bange«. Men selvfølgelig bliver Bruce bange. Han er bange for alt muligt, og det gamle flagermus-traume gør flagermusen til symbolet på hans frygt.
Når Bruce senere overvinder sin frygt og lader sig omringe af flagermus, ved vi, hvilket mod det kræver sådan at omfavne sin fobi.
Effektive B-skurke
’Batman Begins’ viste, at det var muligt at fortælle en origin story, så den ikke føles som noget, vi allerede ved, hvordan udspiller sig. Og så falder Nolan klogeligt ikke i fælden, hvor han følte sig nødsaget til at bruge de mest ikoniske skurke fra starten. Det ville have taget fokus fra Bruce Waynes historie med en Gækkeren eller Pingvinen.
I stedet bruger Nolan effektive b-skurke. Cillian Murphy leverer en fremragende Scarecrow, som – også uden maske – udstråler arrogance og ligegyldighed over for menneskelig lidelse med sine isblå øjne. Og Liam Neeson er bundsolid som den falske faderfigur Ra’s al Ghul.
De mindre opmærksomhedskrævende skurke giver plads til, at manden Bruce Wayne kan træde frem, før han bliver til myten Batman. Den ene er afhængig af den anden.
Det er ikke et positivt tegn, at Matt Reeves’ kommende Batman-filmatisering med Robert Pattinson har både Gækkeren og Pingvinen som skurke. Bliver det overhovedet plads til Batman?
’Batman Begins’ står ofte i skyggen af dens enestående efterfølger. Men jeg vil påstå, at ’The Dark Knight’ kun er så god, fordi den havde hovedkarakteren på plads fra ’Begins’, så Jokeren kunne udfolde sig.
’Batman Begins’ var starten på en trilogi, som rent faktisk blev afsluttet, og det er umiddelbart den eneste superhelteserie, jeg kan komme i tanke om, der fik sin start, midte og slutning uden at blive afsporet undervejs.
Det har uden tvivl krævet selvtillid at træde ind på den store scene som relativt ukendt instruktør og manusforfatter på det, Warner Brothers håbede ville blive Batman-forretningens redning, og så vente med at vise Batman, før vi er en time inde i filmen.
Selvfølgelig hjælper det også på filmenes eftermæle, at Ben Afflecks seneste bud på Batman var en kedelig fuser, så Christian Bales mørke ridder står stadig som den øverste barre.
Den realistiske superhelt
Kontrasten mellem den Batman (på film), der fandtes før og efter ’Batman Begins’, kunne ikke være større. Katastrofen ’Batman & Robin’ fra 1997 vred livet ud af franchisen ved at gøre figuren latterlig. Batman havde brystvorter på dragten, og Arnold Schwarzenegger som Mr. Freeze kom med fjollede is-ordspil (»Let’s kick some ice«).
Sam Raimi og Bryan Singer havde med henholdsvis Spider-Man og X-Men bevist, at superhelte kunne fungere i en mere moderne kontekst. Men det var Nolan, der tog skridtet fuldt ud og skabte den realistiske superhelt.
Væk var det funklende, kvasifuturistiske børneunivers, der brugte tegnefilmregler i stedet for fysikkens love. I ’Batman Begins’ går turen ned til bathulen via en gammel, skramlende mine-elevator. Batmobilen har ikke unødig pynt, det er et eksperimentelt militærkøretøj malet sort.
Og Bruce og Alfred er nødt til at bestille Batman-gadgets fra Kina og Singapore i 10.000 eksemplarer, så det ikke vækker mistanke og afslører Bruce Waynes hemmelighed. De får endda bestilt en maske, som i første omgang ikke er i god nok kvalitet. Det er Batmans oplevelse med at handle på WISH, før WISH eksisterede.
Måske var hemmeligheden bare, at Nolan ikke gik til filmen med indstillingen om at lave en superhelte-tegneseriefilmatisering. Han lavede bare en film.
Holder den i dag?
Ja! Lige som Scarecrows dødsensfarlige gas består ’Batman Begins’ af en koncentreret dosis frygt og skyld. Pakket ind i en superheltehistorie. Filmens store triumf er, at den tilfredsstiller som superheltebrag, samtidig med at den fungerer som karakterdrama og afdæmpet første akt til det store opus i den næste films opgør med Jokeren. Dét er en svær balancegang, men Nolan lykkedes med det og indvarslede den realistiske superhelts æra.