Det skal du se i biografen i juli – de største stunts, den største bombe og den største dukke

Listen over julis mest lovende biograftitler er kort, men pakket med storfilm. Christopher Nolan sprænger atombomben, Margot Robbie er Barbie, og Tom Cruise kører motorcykel ud over en bjergkant.
Det skal du se i biografen i juli – de største stunts, den største bombe og den største dukke
'Barbie'. (Foto: Warner Bros)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Elementært’

Et umage forhold mellem vand og ild tager form i Pixars animerede romantiske eventyr ’Elementært’.

I en verden befolket af væsner bestående af et enkelt af de fire elementer ild, vand, jord og luft bliver det iltre ildvæsen Ilena afskærmet fra de andre elementer af sine forældre, indtil vandvæsenet Evan braser gennem et vandrør i ildfamiliens butik.

Sammen må de to løse byens oversvømmelsesproblemer, for at familiebutikken ikke bliver lukket. I løbet af rejsen udvikler de to følelser for hinanden på trods af deres modsatrettede kvaliteter og Ilenas bekymrede forældre.

Manden bag ’Den gode dinosaur’ Peter Sohn instruerer filmen fra selskabet bag ’Op’ og ’Toy Story’.

Biografpremiere 6. juli.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Insidious 5’

‘Insidious: The Red Door’ er den femte film i gyserfranchisen og en direkte opfølger til de to første film i serien.

Josh Lambert kører sin søn Dalton til det fine universitet, hvor han skal studere kunst, men snart indhenter familiens overnaturlige mareridt både far og søn, og de må endnu engang tage til The Further for at stoppe dæmonerne en gang for alle.

Josh Lambert spilles endnu en gang af Patrick Wilson, der med filmen desuden debuterer som instruktør.

Med sig på rollelisten har han erfarne ’Insidious’-kræfter som Ty Simpkins som Dalton og Andrew Astor, Rose Byrne og Lin Shaye i deres vante roller, mens Hiam Abbass og Sinclair Daniel tilfører nyt blod til castet.

Biografpremiere 6. juli.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Mission: Impossible 7 Dead Reckoning Part One’

I ’Mission: Impossible 7 Dead Reckoning Part One’ ser vi Tom Cruise køre en motorcykel udover en norsk bjergklippe, smadre et højhastighedstog og være bag rattet i en nervepirrende biljagt.

Alt er med andre ord helt, som det skal være i en ‘Mission Impossible’-film.

Særligt stuntet, hvor Cruise kører en motorcykel udover en bjergside, har fået massiv mediedækning efter en spektakulær promovideo, der viser Cruises forberedelser til at udføre det halsbrækkende stunt. Her udråber filmholdet selv stuntet til »filmhistoriens største«.

Foran kameraet forenes Cruise med sine faste ‘Mission Impossible’-medskuespillere Ving Rhames, Simon Pegg, Rebecca Ferguson og Vanessa Kirby. Hayley Atwell (‘The First Avenger’) og Pom Klementieff (‘Guardians of the Galaxy Vol. 3’) er blandt de nye tilføjelser til rollelisten.

‘Mission Impossible – Dead Reckoning Del 1’ er instrueret af Christopher McQuarrie.

Biografpremiere 12. juli.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Barbie’

For en håndfuld år siden var der næppe nogen, der ville have troet, at en film om Barbie ville blive en af årets mest ventede.

Men når Greta Gerwig er i instruktørstolen med et manuskript af hende selv og samarbejdspartner Noah Baumbach, er forventningerne i top.

Barbie lader til at finde ud af, at der er mere til verden end bare lyserød plastik. Hun sætter sig således for at rejse afsted mod »den virkelige verden«.

Med til at skrue forventningerne op er det flotte cast med Margot Robbie som Barbie og Ryan Gosling som Ken suppleret af Simu Liu, Kate McKinnon, America Ferrera, Issa Rae, Michael Cera med flere.

Biografpremiere 20. juli.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Oppenheimer’

I Christopher Nolans kommende storfilm ‘Oppenheimer’ kan vi vente os den intense historie om, hvordan en af verdens vildeste og værste opfindelser blev til.

Cillian Murphy spiller hovedrollen som Robert J. Oppenheimer, der opfandt atombomben under Anden Verdenskrig sammen med et hold forskere.

Oppenheimer er drevet af fascination af sit videnskabelige vidunder, mens et krigsførende USA ser bomben som den eneste måde at besejre nazi-Tyskland.

Matt Damon spiller generalen Leslie Groves Jr., der leder kampen for atombomben, men også udtrykker bekymring for atomkraftens risiko for at »ødelægge verden«. Vi får desuden Emily Blunt at se som Oppenheimers kone Kitty og Florence Pugh som hans elskerinde og psykiater Jean Tatlock. Robert Downey Jr. ses i rollen som Lewis Strauss, der grundlagde USA’s komission for atomkraft.

Der er storladne glimt af Kenneth Branagh og Benny Safdie, og på resten af rollelisten finder man blandt andre Rami Malek, Casey Affleck, Gary Oldman, Josh Hartnett og Matthew Modine.

Biografpremiere 20. juli.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af