’They Cloned Tyrone’: Ny Netflix-film er et perfekt mix af Tarantino, Shyamalan og Spike Lee
Siden Jordan Peele eksploderede på den internationale scene med ‘Get Out’ i 2017, har vi set en opblomstring af afro-surrealisme, der vender virkeligheden på vrangen med en syret absurditet og bruger skæv humor til at undersøge den originale amerikanske arvesynd – racismen.
‘Lovecraft Country’ udforskede de sorte amerikaneres modstand i mødet med Jim Crow-æraens hvide overherredømmes kapacitet for ondskab. ‘Sorry to Bother You’ dykkede ned i assimilation som en overlevelsesstrategi i mødet med en xenofobisk verden. ’I Am Virgo’ gik i flæsket på race i krydsfeltet med altopslugende kapitalisme.
Og nu lander Juel Taylor i sin debut som instruktør med, hvad der bedst kan beskrives som den perfekte sammensmeltning mellem M. Night Shyamalan, Quentin Tarantino og Spike Lee: et humoristisk science-fiction mysterie, fortalt gennem en gruppe snakkelystne underdogs, der dykker ned i et Illuminati-konspirationskaninhul på et bagtæppe af et socioøkonomisk krakeleret Amerika, hvor den sorte amerikaner og andre marginaliserede grupper er de første til at falde igennem sprækkerne.
Filmen åbner med en grynet analog billedside, der sender os ind i en modsætningsfyldt retro-fremtid, hvor klaptelefoner lever side om side med telefonboksen i nabolaget The Glen i en unavngiven by. En slags eksistentiel endestation, som for længst synes at være glemt for alle andre end dens beboere, som prøver at overleve i bunden af behovspyramiden.
Her bliver narkohandleren Fountaine (John Boyega), alfonsen Slick Charles (Jamie Foxx) og sexarbejderen Yo-Yo (Teyonah Parris) vidner til en forbrydelse, der sætter dem på sporet af et hemmeligt laboratorium i en kælder, der dækker over en konspiration, som får vidtrækkende konsekvenser for dem selv og resten af byens beboere.
Jobbeskrivelsen som narkohandler kræver, at Fountaine projekterer en hård, intimiderende og ensidig maskulinitet udadtil. Men bag den maskuline monolit får man fornemmelsen af friskt emotionelt arvæv og en skrøbelighed, der ligger lige under overfladen på den ydre hårde forsvarsmekanisme.
Det er en vekselvirkning, som Boyega udfører til perfektion, særligt i Foutaines rituelle hverdagsrutiner. Hans samspil med den utilgængelige mor er et helt særligt højdepunkt i sig selv.
Teyonah Parris er energisk og multifacetteret i rollen som Yo-Yo. Med skarp humoristiske timing, elektriske replikker og emotionel spændvidde puster hun liv i alle scener, fra at planlægge sin flugt fra sin kviksandstilværelse i The Glen ved at erobre blockchain til at blive primus motor i et Scooby-Doo-lignende plot med Yo-Yos krimikærlighed til Nancy Drew.
Der er utroligt mange måder, hvor ’They Cloned Tyrone’ kunne køre skævt. Ligesom blaxploitation-æraen i 70’erne kunne den nemt falde ned i dovne og forsimplende troper og blive en slags elendighedsturisme. En blind læsning af hovedkarakterernes erhverv klinger også som en hul repræsentation af den sorte amerikaner: en dealer, en alfons og en sexarbejder. Det lyder nærmest som begyndelsen på en dårlig joke fortalt på et tilrøget værtshus.
Men rammen er en trojansk hest, der rummer handlekraft. For når Fountaine, Slick Charles og Yo-Yo konfronteres med, hvad der virker som en uovervindelig fjende, fatter de mod og vælger at tage kampen op. En modstandskamp, der afslører deres individuelle styrker, svagheder, frygt og håb.
Lidt som Frodos kamp for at udslette magtens ring viser Fountaine, Slick Charles og Yo-Yo også, at selv de mindste og mest usandsynlige helte kan gøre den største forskel.
Kort sagt:
’They Cloned Tyrone’ tåler mange gensyn med sit overflødighedshorn af kløgtige detaljer og analogier om de sorte skæbner, der står afskåret fra den amerikanske drøm. John Boyega, Jamie Foxx og Teyonah Parris imponerer med deres præstationer.