Produktionen af den kommende syvende film i ‘Scream’-serien er nu skudt helt tilbage til start.
Gyserfranchisen, som bygger på Wes Cravens originale film fra 1996, fik ellers et succesfuldt reboot i 2022 med femte film i rækken, der blot hed ‘Scream’. Den blev i år efterfulgt af ‘Scream 6’, som også solgte godt i biograferne.
I sidste måned kom det imidlertid frem, at ‘Scream 7’ vil mangle de to forudgående films hovedrolleindehavere, Jenna Ortega og Melissa Barrera.
Ortega kunne ikke få sin kalender til at gå op med produktionen på grund af optagelser til hitserien ‘Wednesday’. Barrera blev mere kontroversielt fyret fra filmen, fordi hun på Instagram havde delt indhold om krigen i Gaza. Nogle opfattede opslagene som værende antisemitiske, men det har skuespilleren selv taget afstand fra.
Nu har filmens instruktør, Christopher Landon, også forladt kaosproduktionen. Det fortæller han selv i et opslag på det sociale medie X, skriver Deadline.
»Jeg kan lige så godt annoncere nu, at jeg formelt forlod ‘Scream 7’ for flere uger siden«, skriver Landon, der blandt andet har gyserfilmene ‘Happy Death Day’ og ‘Freaky’ på cv’et.
»Dette vil skuffe nogle og glæde andre. Det var et drømmejob, der blev til et mareridt. Og mit hjerte blev knust på vegne af alle involverede. Alle sammen. Men det er tid til at komme videre«.
Herefter kommenterer Landon indirekte fyringen af Melissa Barrera, mens han priser duoen bag den originale ‘Scream’-film, Wes Craven og manuskriptforfatter Kevin Williamson:
»Jeg har ikke mere at tilføje til samtalen, udover at jeg håber, Wes’ arv trives og løfter sig over larmen fra en splittet verden. Han og Kevin skabte noget fantastisk, og jeg var beæret over at kunne sole mig i deres glød i selv det korteste øjeblik«, skriver Landon.
Da Barrera blev fyret i sidste måned, luftede Landon også sin frustration på X i et nu slettet opslag.
»Dette er min udtalelse: Alt sutter. Stop med at råbe. Dette var ikke min beslutning af tage«, lød det fra instruktøren.