Marvel Cinematic Universe har de seneste 16 år været garant for storsælgende blockbusters. Sidste år kunne man dog spore metaltræthed hos Disneys superheltefilmfranchise.
Marvel Studios’ seneste superheltefilm, ‘The Marvels’, slog nemlig i november negativ rekord med den værste åbningsweekend nogensinde for en Marvel-film.
Denne tendens er muligvis grunden til, at Marvel Studios nu omlægger deres udgivelsesstrategi. I hvert fald bekræfter Disneys administrerende direktør, Bob Iger, at underholdningsgiganten fremover vil udgive færre film og serier sat i Marvel-universet. Det skriver NME.
»Vi vil langsomt reducere volumen og sandsynligvis gå ned på omkring to tv-serier om året i stedet for, hvad der var blevet til fire, og reducere vores filmproduktion fra måske fire om året til to, eller maksimalt tre«, fortæller Bog Iger ifølge NME til Wall Street-analytikere. »Og vi arbejder hårdt på, hvad den vej er«.
Bob Iger fortæller, at MCU’s nye udgivelsesstrategi er del af en overordnet plan for Disney om at fokusere mere på kvalitet end kvantitet – ikke ulig Netflix’ nye strategi for originalfilm.
»Samlet set har jeg det godt med udvalget. Det er noget, som jeg har forpligtet mig til at bruge mere og mere tid på. Jeg har enorm tillid til holdet og den IP, som vi udvinder, inklusive alle de efterfølgere, vi laver, er uden sidestykke«, fortsætter Disney-bossen, som lover »et par gode film i ’25« og derefter »mere ‘Avengers’, hvilket vi er ekstremt spændte på«.
2024 byder kun på en enkelt MCU-film, nemlig ‘Deadpool & Wolverine’, som får biografpremiere 25. juli.