Med den syrede og tragikomiske Nicolas Cage-film ‘Dream Scenario’ fik norske Kristoffer Borgli sit store internationale gennembrud.
Det slår han fast med instruktørtjansen på en ny serie skrevet af ‘American Psycho’-forfatteren Bret Easton Ellis.
Her er ifølge Indiewire tale om serien ‘The Shards’, som Bret Easton Ellis baserer på sin egen, delvist selvbiografiske roman af samme navn (på dansk: ‘Skår’) fra sidste år.
Handlingen foregår i 80’ernes Los Angeles og følger en gruppe priviligerede highschool-venners udskejelser, mens en seriemorder kendt som The Trawler hærger i storbyen. Da den mystisk dreng Robert Malley starter på skolen, bliver 17-årige Bret besat af ham, fordi han mener, at Robert har en forbindelse til The Trawler.
Bret Easton Ellis er selv i færd med at debutere som spillefilminstruktør efter at have prøvet sig af med en række kortfilm og serien ‘The Deleted’. Det gør han med gyseren ‘Relapse’, der har ‘Stranger Things’-stjernen Joseph Quinn i hovedrollen.
‘The Shards’ er under udvikling hos HBO, og en premieredato er endnu ikke annonceret.