INTERVIEW. Forestil dig, at du fra den ene dag til den anden bliver berømt over hele verden. Og det eneste, du har gjort, er pludselig – og uden forklaring – at dukke op i folks drømme.
Det er, hvad den uanseelige universitetsprofessor Paul Matthews, spillet af Nicolas Cage, udsættes for i den biografaktuelle ’Dream Scenario’, som Soundvenue holder forpremiere på i aften, 6. februar.
Den ufrivillige opmærksomhed katapulterer Paul ind i medierne, med en pludselig interesse fra både forlag, reklamebureauer og kvinder som resultat i den tragiske, rørende, sjove, uhyggelige og utroligt underholdende film, der giver Cage en af sine bedste roller i nyere tid.
Bag ’Dream Scenario’ står norske Kristoffer Borgli, der fik sit gennembrud med en anden film om opmærksomhedsproblemer. Den anmelderroste ’Sick of Myself’ – som Soundvenue kårede som en af sidste års bedste film – handler om den unge kvinde Signe, der går så langt for at få folks opmærksomhed, at hun overlagt tager suspekte piller, der vansirer hendes ansigt.
Signe gør alt for at komme i spotlyset, og Paul gør intet, men alligevel er deres fortællinger to sider af samme mønt: Det er begge originale satiriske historier om moderne narcissisme og det system af medier, der feeder den.
Men hvad er det ved temaet, der tiltaler den 39-årige norske instruktør, som med blot anden spillefilm har trådt i karakter som en af filmverdenens mest interessante stemmer?
Svaret er slet ikke så absurd, som man måske skulle tro med to så vanvittige film, som Borgli skrev sideløbende med hinanden.
»Jeg var lige flyttet til L.A., og det var, som om byen begyndte at fucke med mit hoved. Jeg ville nogle ting i L.A., som jeg ikke ville andre steder. Det var et slags magisk greb, byen havde på mig. Det begyndte at påvirke min underbevidsthed, og jeg skrev begge film efter at være flyttet hertil som total ukendt«, fortæller instruktøren fra sit hotelværelse i Los Angeles.
En ubehagelig punchline
Men hvordan opstod idéen til ’Dream Scenario’?
»Det var en mellemting mellem at tænke på en karakter: en akademiker, der søgte anerkendelse for det arbejde, han ikke havde gjort. Og jeg læste om Carl Jung (schweizisk psykiater, red.) og hans teorier om drømmetydning, selektiv ubevidsthed og symbolisme. De to ting kombineret blev begyndelsen på ’Dream Scenario’«, siger han.
Kristoffer Borgli oplever en skræmmende tendens til, at man adskiller anerkendelse og bedrift i vores samfund. Han mener, at anerkendelse er noget, vi uddeler helt tilfældigt.
»Det er noget, der tager kontrol over menneskers liv. Du kan falde i et supermarked på en sjov måde, og hvis det fanges på video, kan det ændre folks syn på dit liv. Det kan være det, du bliver kendt for. Man bliver reduceret til en punchline. Jeg har set det ske ofte og er begyndt at tænke på, hvor ubehageligt sådan noget må føles«, siger han og refererer videre til Carl Jung og drømmene.
»Jeg tænkte, hvad hvis nogen bare blev kendt for at poppe op i folks drømme, og hvor skræmmende det ville være, fordi det er ude af din kontrol, hvad der sker i andres drømme«.
Den vanvittige præmis lyder næsten som noget, der på forhånd var skræddersyet til filmens verdensstjerne Nicolas Cage. Men Borgli havde ham slet ikke i tankerne, da han skrev manuskriptet.
»Jeg vidste ikke, om filmen overhovedet ville blive lavet. Og da A24 blev involveret, begyndte vi at diskutere skuespillere, og det blev plausibelt at få en som Nicolas Cage. Vi følte alle, at det ville give meget mening med ham. Jeg havde brug for én, der kunne spænde vidt og gå i alle retninger«, forklarer Borgli, der mener, at Cage’ personlige forhold til berømmelse er identisk med det, Paul gennemgår i filmen.
Nicolas Cage overraskede
Måske verdensstjernen er enig i den påstand. Han sagde i hvert fald ja til rollen, dagen efter han havde modtaget manuskriptet.
»Han sagde, han elskede det, og at han følte sig meget personligt knyttet til materialet«, fortæller Borgli, som siden sine teenageår har set filmikonet som en fiktiv karakter.
»Det var ret svært for mig at komme overens med det faktum, at Nicolas Cage var en rigtig person (…) Han var med i ’Raising Arizona’, han var i ’Wild at Heart’ og ’Adaptation’. Han er med i alle de fantastiske film. Og pludselig at skulle arbejde med ham og tale med ham som et rigtigt menneske, det var overraskende«.
»Han var så professionel og velforberedt. Jeg tror, der er en vis opfattelse af ham som værende vild og utæmmet, men det er alt sammen på kamera. Det er hans performance. Han er meget omhyggelig, forberedt og interesseret i at arbejde. Han er nysgerrig og en ægte kunstner«.
Nicolas Cages tilgang opdagede Borgli, allerede tre måneder inden de begyndte at optage filmen.
»Han sagde tidligt, at han så karakteren som skaldet. Og jeg var ikke helt sikker på, hvordan karakteren skulle komme visuelt til live. Så jeg mødte ham cirka tre måneder inden produktionsstart, og vi barberede hans hoved og prøvede kostumer, forskellige tænder og øjenbryn«.
Kristoffer Borgli så Nicolas Cage forvandle sig til Paul Matthews midt i kostumeprøverne.
»Pludselig ser jeg ham stå foran et spejl og betragte sig selv, og ud af ingenting begynder han at recitere manuskriptet. Han begyndte at lave scener fra filmen med en nasal stemme, som jeg aldrig havde hørt før. Som vi aldrig havde talt om før. Og pludselig så jeg karakteren, Paul Matthews. Han kom til live den dag. Det var meget overraskende at se, hvor meget han havde tænkt på karakteren, flere måneder før vi begyndte at arbejde sammen«.
Norge vs. USA
At lave en vellykket amerikansk film med så klar en kunstnerisk vision efter blot én film i Skandinavien, er en meget usædvanlig bedrift. Mange mere erfarne danske instruktører er knækket på mødet med USA.
For Kristoffer Borgli var formlen at bygge bro mellem ude og hjemme.
»Jeg havde en dansk producer og en norsk fotograf med. Jeg havde en skandinavisk kerne. Det føltes virkelig godt og vigtigt at have en lille del af ’hjemme’ med mig. Derudover tror jeg, at filmskabelsen er grænseløs og et internationalt sprog, som vi alle kan samles om«, siger Borgli, der også blev godt hjulpet af at have tidens mest anerkendte indie-films-producent A24 i ryggen.
»Jeg har haft A24 på min radar i lang tid. Og da vi skulle ud med manuskriptet, ville jeg gerne have, at A24 skulle være basen. Jeg kom fra at have lavet ’Sick of Myself’ i en europæisk model, hvor det er skabt af legater og filminstitutter. Der er ikke noget krav om, at filmen skal indtjene sine udgifter. Man behøver ikke at bekymre sig om det finansielle, når man laver film i Europa«.
Det forholder sig noget anderledes i USA, hvor det at tjene pengene ind igen er afgørende, siger han.
»Så det bliver selvfølgelig en del af samtalen. Og jeg var lidt nervøs for, hvordan det ville påvirke kunsten i filmen. Men A24 er virkelig gode til at lade deres instruktører gøre, hvad de har behov for, og hvad de har lyst til. Det var en virkelig positiv oplevelse«.
Instruktøren håber, at han fremover kan veksle mellem USA og Norge. Han har projekter i gang begge steder.
»Jeg prøver at finde mit eget fodfæste og min egen stemme. Men jeg ved, at en masse af min personlighed og hvem jeg er, er kommet, fordi jeg var født i Skandinavien«.
’Dream Scenario’ kan ses i de danske biografer fra torsdag den 8. februar.