Det har været en god sommer at være Glen Powell.
Den 35-årige stjerne, der har kæmpet for sit Hollywood-gennembrud i årevis, kom på alles læber med den romantiske komedie ‘Anyone But You’ ved årsskiftet og har i løbet af sommeren kunne ses i ‘Twisters’, der har klaret sig bedre end forventet ved billetlugerne.
Dog har Powell ikke nødvendigvis valgt den oplagte vej fremadrettet, og har blandt andet takket nej til en stor rolle i ‘Jurassic Park’-rebootet ‘Jurassic City’. I stedet har han en rolle på vej i Edgar Wrights filmatisering af Stephen King-romanen ‘Running Man’, den mindre A24-film ‘Huntington’ og en fjollet sportsserie, hvori han bærer en Tom Cruise-lignende næseprotese, på vej.
I den forbindelse er Powells karrierevalg blevet genstand for en analyse i The Wrap. Og i den artikel var der en sammenligning med en anden stjerne, der fik Glen Powell selv til tasterne.
»Glen Powell er uden tvivl på vej til at blive en filmstjerne i den forstand, at publikum nu går i biografen for at se ham«, lød det fra en Hollywood-producer i The Wrap-artiklen.
»I modsætning til en skuespiller som Ryan Gosling, der mest appellerer til et kvindeligt publikum, appellerer Glen til både kvinder og mænd«, blev Powells styrke videre uddybet.
Det mente skuespilleren dog selv var lidt af en overdrivelse. På X har Powell delt artiklen med kommentaren »Gosling is a legend. I’m just Glen«, med reference til Hollywood-kollegaens geniale ‘Barbie’-hit ‘I’m Just Ken’.
Gosling is a legend.
I’m just Glen. https://t.co/Mhj0G2jyfU— Glen Powell (@glenpowell) August 27, 2024