’Twisters’: Tornadofilm med Glen Powell og Daisy Edgar-Jones er lidt af en katastrofe
I 90’erne skrev ‘Jurassic Park’-forfatter Michael Crichton et manuskript til en katastrofefilm om tornadoer.
I 1996 blev den filmatiseret af Jan de Bont (‘Speed’, ‘Speed 2’) med box office-succes og to Oscar-nomineringer, for bedste lyd og visuelle effekter, til følge.
Der har sidenhen været adskillige forsøg på at stable en efterfølger på benene – Bill Paxton var i en årrække spydspids, og efter hans død i 2017 gav Helen Hunt den også et skud. Men vi skulle altså skrive 2024, før det omsider lykkedes.
Og det er tilsyneladende en efterfølger – både Chrichton og hans medforfatter Anne-Marie Martin er krediterede – selvom den eneste karakter, der går igen, er Dorothy: en tønde med mikrochips, der kan analysere tornadoer.
I virkeligheden er ’Twisters’ – der overraskende er instrueret af ’Minari’-instruktør Lee Isaac Chung i dennes første store Hollywood-produktion – nok mere, hvad man ville kalde et soft reboot.
Daisy Edgar-Jones spiller Kate Cooper, der efter et horribelt og fejlkalkuleret møde med en tornado har trukket sig tilbage fra sin stormchaser-karriere – indtil hendes gamle ven Javi opsøger hende med et tilbud, hun ikke kan afslå. Der er nemlig menneskeliv, der skal reddes, og Kates shamanske sjette sans for højtryk og lavtryk er åbenbart uvurderlig.
Turen går til det amerikanske midwest, hvor det ulmende uvejr er en mere og mere presserende del af tilværelsen i kraft af klimaforandringernes påvirkning på tornadofrekvensen, og hvor Javis spritnye radarteknologi forhåbentlig kan komme til sin fulde ret. For ligesom i forgængeren er missionen at kunne måle tornadoerne så præcist, at man vil kunne advare og evakuere befolkningen, inden katastrofen rammer.
Men da den charmerende tornadocowboy Tyler Owens (Glen Powell) pludselig kommer fræsende ind i billedet i sin firhjulstrækker og introducerer hende for sin filosofi om at ride på sin frygt i stedet for bare at konfrontere den, går det op for Kate, at hun måske har en større rolle at spille end bare at fungere mobil vejrvært.
Owens bliver spillet af Hollywoods guldfugl Glen Powell, der i ’Twisters’ ikke ligefrem får muligheden for at brede vingerne ud. Som i ’Anyone But You’ og ’Top Gun: Maverick’ leverer han med sit colgatesmil, tilbagestrøgne hår og selvsikre fremstråling en karakter, man bestemt ikke ville venstre-swipe, men meget mere end det har rollen desværre heller ikke at byde på.
Vi har efterhånden været udsat for mange katastrofale (undskyld) katastrofefilm – ’San Andreas’, ’2012’, ’The Happening’, ’Geostorm’, ’Moonfall’, ’Greenland’ – og ’Twisters’ kan nu tilføjes listen. Det ville kræve en længere afhandling at gå samtlige nedslagspunkter igennem, så lad mig nøjes med et par af de grelleste ugerninger:
Trods den ret ekstreme prolog er ’Twisters’ en exceptionelt blodløs affære. Og det mener jeg både bogstaveligt talt og i overført betydning. Af en katastrofefilm at være er der aldrig nok på spil. Vores hovedpersoners liv er selvfølgelig i fare, men når de konsekvent selv opsøger den, er det begrænset, hvor meget man orker at nærme sig sædekanten.
Der er ingen eskalerende trussel, ingen tid, der langsomt rinder ud, der er blot et alt for stort galleri af adrenalinjunkies og ph.d’er, der i eskadrille kører fra den ene tornado til den anden. Jeg frygtede aldrig rigtigt for deres helbred, både fordi vi primært har at gøre med en flok karikaturer, og fordi det hører til sjældenhederne, at der rent faktisk er nogen, der omkommer.
Det er, som om filmen er mere interesseret i at fokusere på de materielle skader (og dertilhørende forsikringspræmier) end de tabte menneskeliv. Og dermed bliver det en underlig blanding af socialrealistisk midwest-slice-of-life og storladen dommedagseskapisme, hvor Lee Isaac Chung vil blæse og have mel i munden, men nok primært er ude, hvor han ikke kan bunde, eller bare har fået dukket hovedet af producenterne, who knows.
’Twisters’ er en irriterende doven film. Den kombinerer heftig faglig meteorologisk terminologi, som bliver forklaret igennem konstante ekspositionsscener, med gumpetung og sløset dialog, hvor alle følelser bliver sagt straight up. »Jeg følte mig fortabt«, siger Javi på et tidspunkt, og det gør man også i sædet.
Plotmæssigt går det ikke bedre. I en eklatant ringe scene cirka halvvejs inde i filmen har vores hovedpersoner netop mistet en af deres tre triangulerende radarer i en tornado og står nu åbenbart med et ultimatum: at opspore maskinen, der indeholder yderst vigtig data, som simpelthen forgår, hvis de ikke når frem til den (selvom den har fodret dem med live-data under hele missionen), eller skynde sig hen til en uvejrsramt landsby for at dele proviant ud til de tilskadekomne.
Filmen prøver at forcere et moralsk dilemma, man bare ikke køber. Den gentager bedriften senere, hvor valget står mellem at analysere en tornado eller hjælpe indbyggerne i en ny by med at komme i ly, som om de er en flok hovedløse kyllinger, der ikke har oplevet en tornadoalarm før og ikke selv kan finde frem til nærmeste kælderrum.
Der bliver stoppet patos ned i halsen på os, og det hele virker så skrevet og ulogisk, at man får lyst til at udvandre.
I det mindste kommer ’Twisters’ sin forgængers sexisme til livs igennem Kate-karakteren, der er en slags amalgam af de to oprindelige hovedroller. Hun besidder Paxtons næsten overnaturlige evne til at lure ethvert stormvejr og Hunts emotionelle forhold til tornadoen – og så er hun (relativt) immun over for tornadocowboyens prærieappeal.
Det tæller vel også for noget.
Kort sagt:
’Twisters’ er en katastrofefilm uden bid. Den bliver aldrig rigtigt farlig, og så forlader den sig på dovne mellemregninger og forceret patos. Mest af alt får jeg bare lyst til at gense ’The Day After Tomorrow’ og ’Cloverfield’.