Joachim Trier genforener sig med Renate Reinsve, som fik sit helt store gennembrud med hovedrollen i den norske mesters mest populære film til dato, ‘Verdens værste menneske’.
Det sker i hans næste film, ‘Sentimental Value’, som netop er gået i optagelse:
Production has officially begun on Joachim Trier's SENTIMENTAL VALUE, starring Renate Reinsve, Stellan Skarsgård, Inga Ibsdotter Lilleaas, and Elle Fanning.
In theaters 2025. pic.twitter.com/3qrlUr7ZQb
— NEON (@neonrated) August 15, 2024
Trier, der også står bag film som ‘Reprise’ og ‘Oslo, 31. august’, har samlet sig et rigtigt stærkt cast, der også tæller Stellan Skarsgård, Elle Fanning og Inga Ibsdotter Lilleaas, som vi herhjemme så i Christopher-filmen ‘A Beautiful Life’ på Netflix.
Reinsve spiller skuespilleren Nora, der sammen med sin søster Agnes sørger over tabet af deres mor.
Samtidig vender deres instruktørfar (Skarsgård), som de ikke har set i mange år, tilbage med et manuskript, som han tilbyder Nora at spille hovedrollen i. Hun takker nej, og han giver i stedet rollen til en Hollywood-stjerne (Fanning), men prøver stadig at bruge filmen til at reparere båndene til sine døtre med optagelser i Norge.
‘Sentimental Value’ udspiller sig på norsk og optages ifølge Deadline primært i Oslo med en afstikker til Frankrig. Filmen beskrives som en blanding af komedie og drama, helt i ånden fra Trier og hans faste manuspartner Eskil Vogt, der også har været med til at føre pennen denne gang.
Premieren anslås til 2025 med en åbning på Cannes-festivalen i maj som et rigtigt godt bud.
Renate Reinsve har efter ‘Verdens værste menneske’ taget hul på en international karriere, der blandt andet har udmøntet sig i Jake Gyllenhaal-serien ‘Presumed Innocent’ og A24-produktionen ‘A Different Man’ med Sebastian Stan, som vi forhåbentligt snart får at se herhjemme.