Oscar-uddelingen indfører ny kategori – ‘John Wick’-instruktør hylder initiativet

Oscar-uddelingen indfører ny kategori – ‘John Wick’-instruktør hylder initiativet
'John Wick: Chapter 4'. (Foto: Nordisk Film)

Fra 2027 vil en ny priskategori være en del af Oscar-uddelingen.

Ifølge Deadline har Akademiet således annonceret torsdag, at de indfører prisen Achievement in Stunt Design, der altså hædrer det hidtil underbelyste stuntarbejde i filmbranchen.

»Siden filmkunstens tidlige dage har stuntdesign været en integreret del af filmproduktion«, udtaler Oscar-akademiets direktør Bill Kramer og forperson Janet Yang.

»Vi er stolte af at anerkende det innovative arbejde fra disse tekniske og kreative kunstnere, og vi lykønsker dem med deres engagement og dedikation, som har ført dem til denne skelsættende begivenhed«.

Chad Stahelski, der har instrueret de fire actionpakkede ‘John Wick’-film og selv har baggrund som stuntmand og stunt-instruktør, hylder i en udtalelse til Deadline initiativet.

»Ingen af os (i filmbranchen, red.) ville være her, hvis det ikke var for de sidste 100 års stuntfolk«, siger Stahelski, der tidligere i karrieren blandt andet var Keanu Reeves’ stuntdouble i ‘The Matrix’.

»Vi er nået langt, fordi mange andre har ofret meget. Så det er ret fedt at være her og stå på toppen af et helt århundrede af performere, koordinatorer og actioninstruktører. Og det er en skam, at mange af dem ikke får lov til at se, hvor det hele endte«.

Stahelski roser desuden Akademiet for at »lave deres hjemmearbejde« og rådføre sig hos stunt-miljøet angående den nye pris. Han forklarer, at Akademiet blandt andet inkluderede ham samt instruktørkollegaerne J.J. Perry (‘Dayshift’), Sam Hargrave (‘Extraction’) og David Leitch (‘The Fall Guy’, ‘Deadpool 2’), der alle er tidligere stuntfolk, i processen.

Det giver god mening, at stuntdesign-prisen ser på en given films stuntarbejde i bred forstand i stedet for at hædre individuelle præstationer, forklarer han.

»I modsætning til mange andre afdelinger har vi mange forskellige koordinatorer«, siger Stahelski.

»Vi har en stuntkoordinator, vi har en flyvekoordinator, vi har en koreograf, vi har en kørselskoordinator, vi har en undervandskoordinator – der er en hel del, der får det hele til at fungere. Så hvordan gør man prisen retfærdig og virkelig støtter op om, hvad stuntafdelingerne egentlig handler om? Jeg synes, de har gjort et rigtig godt stykke arbejde med at få det sat sammen«.

Oscar-showet for 2027 vil være det 100. af slagsen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af