KOMMENTAR. »Steven Spielbergs bedste film i 20 år«.
Sætningen gik de internationale medier rundt. Hollywood-mesterens nye science fiction-film ’Disclosure Day’ var blevet vist ved sin første eksklusive visning i slutningen af maj, og de heldige inviterede havde fået lov til at dele deres umiddelbare indtryk på sociale medier.
Adjektiverne var glødende, og en freelance-journalist fra mediet Gizmodo kom altså med ovenstående skudsmål på X, der endte med at pryde overskrifterne. Forventningerne til Spielbergs alienbuster blev med ét skudt helt op i rummet.
Et par uger senere fik filmen premiere. Og selvom der også her var begejstring at spore i mange anmeldelser – inklusive Soundvenues – må man alligevel sige, at modtagelsen har været mere blandet. På anmelderaggregatsitet Metacritic har den en god, om end ikke fantastisk score på 76.
Sådan er rytmen ofte i den marketing-tendens i filmlandskabet, der irriterer mig allermest (sammen med fællesonanien over lange klapsalver): De såkaldte first reactions, som næsten altid er vildt begejstrerede for en kommende blockbuster, som ingen andre endnu har set.
Filmmedier som Variety, The Hollywood Reporter, Deadline og Movieweb, men også mere bredtfavnende medier citerer lystigt fra disse første indtryk, der siver ud fra første visning af en ventet amerikansk film.
’Michael’ blev efter en af disse tidlige visninger beskrevet som »en af de bedste biopics nogensinde«, indtil anmelderne stemplede ind med et forfærdeligt gennemsnit på 39 på Metacritic.
The Guardian fremhævede i en first reaction-artikel ’Wuthering Heights’ som en »nyklassiker«, før avisens egen anmelder fem dage senere stemplede ind med to stjerner og domsfældelsen »et følelsesmæssigt hult fejlskud«.
Den seneste ’Jurassic Park’-film, ’Rebirth’, blev i en first reaction-opsamling kaldt »en brølende triumf«, før det globale anmelderkorps savede den over.
James Camerons seneste ’Avatar’-film, ’Fire & Ash’, var »det ultimative filmiske spektakel«, før den landede på Metacritic med beskedne 61 procent.
’Captain America: Brave New World’ var »en thrill ride var start til slut«, før virkeligheden ramte, og filmen landede en pænt sagt middelmådig anmelderscore på 42.
Og tilbage i 2018 var ’Aquaman’ simpelthen »den bedste DC-film siden ’The Dark Knight’«. Soundvenues anmelder kvitterede siden med én stjerne.
Leflende skødehunde
Man kunne blive ved, men I forstår pointen: Der er en Grand Canyon-kløft mellem de jublende beskrivelser på sociale medier efter en tidlig visning og den modtagelse, filmen i sidste ende får.
Og man skal ikke være et sekund i tvivl om, at det er resultatet af en snedig professionaliseret indsats fra de store studiers marketing- og pr-afdelinger.
Disse første reaktioner slipper nemlig ud fra visninger, der ligger før de egentlige visninger for anmelderne. Som regel er aftalen, at man som inviteret (og visningerne er invitation only) ikke må anmelde filmen efter disse visninger, men gerne må dele sin umiddelbare reaktion på sociale medier.
Selvom der ikke ligger en formel aftale om, at man kun må skrive noget positivt – og man da også kan finde mere lunkne first reactions (så ved man, at filmene er virkelig dårlige!) – er det alligevel ofte resultatet.
Hvis folk hader skidtet, har de som regel mindre behov for at lufte denne holdning i offentligheden, nu hvor de har været særligt indbudt til den første visning i verden, hvor instruktøren og holdet bag ofte også har været til stede.
Og sæt nu, man ikke bliver inviteret næste gang?
Den modsatte effekt …
Men hvem er så de VIP’s, der bliver taget i armen og ført ind i denne særlige loge? Det er som regel mennesker, som studierne har en forestilling om vil kunne lide det nye storværk. Journalister, freelancere og influencere tilknyttet medier og kanaler båret af begejstring mere end kritisk sans. Og typer, som vil blive benovet over overhovedet at blive inviteret.
Nogle af disse leflende skødehunde har integritet på størrelse med et fingerbøl, men dem, der bare er overmåde lykkelige for DC’s vandmand eller det nyeste skud på dinostammen, skal naturligvis ikke lægges for meget til last.
Der findes værre trusler mod filmverdenen – og verden som sådan – end begejstring.
Grellere står det til med de medier, der gør de eksalterede reaktioner til forsidestof. Respekterede medier, der piller den mest ultimative X-vurdering ud af flokken og løfter den op til overskrifter, som puster blockbusterballonen op til bristepunktet.
Og her aner man måske markedsføringstrickets slagside: I nogle tilfælde skrues forhåbningerne op til et urealistisk niveau. Når man går ind til ’Disclosure Day’ med en forventning om, at Spielberg har præsteret på ‘Nærkontakt af tredje grad’-niveau, kan man næsten kun blive skuffet.
Det mærkede D.C.-franchisens boss (og instruktøren af alt fra ’Guardians of the Galaxy’ til ’Superman’) James Gunn tilbage i 2023. Her fortalte han ved et pressemøde, at den ellers stormombruste ’The Flash’, som ingen havde set endnu, »nok er en af de bedste superheltefilm nogensinde lavet«.
Well, that backfired.
Kritikergennemsnittet landede på 55 efter premieren, og mange anmeldelser holdt filmen direkte op mod det opsigtsvækkende udsagn fra D.C.-chefen, der var gået kloden rundt.
Siden har Hollywoods topchefer taget ved lære. Man må naturligvis gerne ytre, at ens kommende film er fantastiske, men man skal næppe være alt for hyberbolsk eller kålhøgen.
Det skal man hellere lade ukritiske X-brugere om, og det har også D.C. så gjort siden. Du kan i disse dage roligt tælle ned til, at den glødende modtagelse af ’Superman’-opfølgeren ’Supergirl’ rammer nettet om 3, 2, 1 …
Men nu er du så væbnet med din kritiske sans, der bedrevidende kan slå fast: Lad os nu liiiige vente og se.
Eller den mere ublu version: Stik jeres first reactions op i røven!