Allerede inden sin officielle premiere afføder den nye film om Steve Jobs kontroverser. Filmen, der er baseret på en biografi af Walter Isaacson, er instrueret af Danny Boyle med manuskript af Aaron Sorkin og med Michael Fassbender i titelrollen. Men selv med den imponerende gruppe ved roret er Steve Jobs’ enke Laurene Powell Jobs ikke imponeret.
Ifølge en artikel i Wall Street Journal forsøgte hun tidligt i processen at få filmen stoppet, primært på baggrund af bogen, som hun gentagne gange har udtalt sig kritisk omkring, hvorfor en »film baseret på bogen på ingen måde kunne være præcis«.
Universal, der distribuerer filmen, udtaler til Wall Street Journal, at de har inviteret Laurene Powell Jobs til at se filmen, hvilket hun har afvist.
Filmen deler tilsyneladende vandene for folk tæt på Steve Jobs. Apples nuværende administrerende direktør Tim Cook er på team Powell Jobs og kaldte i et interview med Stephen Colbert filmen for opportunistisk. Omvendt er firmaets medstifter Steve Wozniak meget positiv og har sågar medvirket som konsulent på produktionen.
En anden aktuel film om Steve Jobs har også skabt røre. Det drejer sig om Alex Gibneys dokumentar ‘Steve Jobs: Man in the Machine’, som Apples softwaredirektør Eddy Cue kalder ondskabsfuld og upræcis.
Very disappointed in SJ:Man in the Machine. An inaccurate and mean-spirited view of my friend. It's not a reflection of the Steve I knew.
— Eddy Cue (@cue) 16. marts 2015
Selv i døden formår Steve Jobs at vække stor opstandelse.
Læs også: Rosenguldet kommer: iPhone 6S får releasedato i Danmark og 35 andre lande