Ufølsom, respektløs og racistisk: Ellen DeGeneres får høvl for sketch om Nicki Minajs røv

På flere medier, blogs og på Twitter bliver komiker og talkshowvært Ellen DeGeneres grillet for en sketch om Nicki Minajs kommende sitcom, der blev bragt på The Ellen Show i forgårs. Som i den planlagte sitcom omhandler sketchen Nicki Minaj som barn og hendes opvækst i Queens med sine forældre fra Trinidad Tobago.

I sketchen optræder Nicki Minaj og hele hendes familie (inklusiv hunden Buddy (Butty?)) med kæmpestore røve. De bevæger sig rundt i huset og vælter frugtskåle, lamper og vaser med deres overdimensionerede bagdele.

Man har selvfølgelig ret til at mene, hvad man vil om den planlagte sitcom – og om Nicki Minaj generelt – men Ellen DeGeneres’ behandling af den må siges at være leveret temmeligt uheldigt – for at sige det mildt. Den bliver både kaldt ufølsom, respektløs og flere steder sammenlignet med forrige århundreders stereotypiske fremstillinger af sorte fremført af blackfaces – hvide i sort sminke.

For selvfølgelig har Nicki Minaj en ganske fornuftig popo, som hun i øvrigt er stolt af og ikke er bange for at demonstrere, men hun har så sandelig også mere end det. Men sketchen reducerer hele hendes karriere, opvækst og virke som kunstner til at være en røv. Og får samtidig bodyshamet personer med en bestemt kropstype, som nogen vi griner af i bedste sendetid.

 

Som bloggen Morning After skriver:

»Ser du, det var en joke, bortset fra… Hvad var det lige præcis, joken var? At Nicki Minaj har en stor røv? (OK, så, men det er bare sandheden, ikke rigtig en joke) At sorte mennesker har store røve? At sorte hunde har store røve? At sorte kvinder kroppe er absurde?«

Også på Twitter er der undren og harme over den for mange ufølsomme og fladpandede sketch.

Forholdet mellem Ellen DeGeneres og Nicki Minaj må ellers siges at være hjertevarmt. Minaj har flere gange deltaget i talkshowet – også som en del af underholdende indslag omkring hendes fysiske attributter.

Hverken Ellen DeGeneres eller Nicki Minaj har udtalt sig om sagen.

Læs også: Internettet er splittet over Justin Biebers penis-foto

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af