10. Ali Pfefferman, ‘Transparent’
Ali er den den rebelske yngling i Pfefferman-klanen og klæder sig derefter. Det kræver sit at være ‘Transparent’s mest outreret klædte, når din forælder er transperson og spilles af Jeffrey Tambor i dametøj, men det klarer hun uden problemer. Ali går i alt fra ruskind og frynser til herresuits, grafiske poloskjorter og lyserøde satin-bombers, og oftest på en helt skæv måde uden nogen klar stilretning. Og selvom Alis outfits er i den grad hit-and-miss, men hun har i den grad en unik stil, og hendes ungdommelige og legende udtryk har en enorm charme over sig.
09. Mindy Lahiri, ‘The Mindy Project’
Mindy Lahiris garderobe afspejler virkelig karakterens romantiske verdenssyn og er primært bygget op om tre ting: Knaldfarver, print og ekstremt pigede fornemmelser. Hendes udtryk er sprælsk og poppet, med masser af matchning af farver og mønstre på kryds og tværs af kjoler, tasker, sko og statementsmykker. Selvom det måske kunne ligne en forvokset teenagepiges tøjvalg, er det så gennemført, at det fungerer på rigtig fin vis.
08. Cameron Howe, ‘Halt and Catch Fire’
Programmøren Cameron Howe – det iltre, rebelske midtpunkt i serien om kreative udviklere af pc’er og online-spil i 80’erne (det er langt mere spændende, end det lyder) – inden klæder sig med en punket drengethed. Cameron bader formentlig temmelig sjældent, men hun mestrer virkelig ‘jeg-har-spist-chips-og-programmeret-hele-natten’-looket. Militære referencer, flade sko, kraftig eyeliner og formløse t-shirts er ofte at finde i hendes udvaskede outfits, der sammen med det korte, afblegede hår giver hende en seriøst bad-ass attitude.
07. Claudia Moreno, ‘Bedrag’
Dansk, klassisk og pænt. Mens vores tv-anmelder fokuserede på temaer og fortællestruktur, har vi på moderedaktionen haft øjnene fæstnet på Claudia. Eller måske rettere, den ambitiøse chefjurists stil. Karakteren klæder sig nemlig i nogle enormt pæne og enkle outfits, der tit låner fra herregarderoben, men bevarer et umiskendeligt feminint udtryk. Det er en balance, vi kan lide.
06. Olivia Pope, ‘Scandal’
Krisehåndteringsmesteren Olivia Pope er altid umanerligt præsentabel. Udtrykket er klassisk og elegant, når Kerry Washingtons kommunikationsrådgiver dirigerer USA’s elite iklædt feminine pantsuits, pencilnederdele, lange frakker og andre business-mindede sæt – selvfølgelig med et par høje hæle til. Det er præcist og seriøst og passer perfekt ind i de formelle rammer, karakteren færdes i.
05. Virginia Johnson, ‘Masters of Sex’
Det er næsten ikke til at se, at Lizzy Caplan også spillede goth-pigen Janis Ian i ‘Mean Girls’, inden hun påtog sig rollen som den velklædte forsker i seksualitet, Virginia Johnson, i ‘Masters of Sex’. At serien udspiller sig i 50’erne og 60’erne er tydeligt på dens omfattende produktionsdesign, der gang på gang ifører Virginia Johnson moderigtige outfits i æraens karakteristiske stil med tætsiddende kjoler, matchende sæt, korte ærmer og masser af udskærings- og kravedetaljer.
04. Lady Mary Crawley, ‘Downton Abbey’
Den engelske serie startede som underholdende periodedrama og endte som kulørt sæbeopera lige inden nytår efter seks sæsoner. Men selvom fortællingen løb af sporet, så var stilen intakt til den bitre ende.
Ekstravagante gulvlange kjoler, luksuriøse materialer og diamantbesatte hårbånd – moden for cirka 100 år siden var af en særligt glamourøs kaliber. Og særligt Lady Mary Crawleys smukt udførte looks fangede vores opmærksomhed med alt fra kniplinger, blonder og velour til perlebroderinger, pelskraver og lange perlekæder.
03. Claire Underwood, ‘House of Cards’
Det bliver næppe mere klassisk moderne end Claire Underwood og hendes garderobe – et udsagn, der gælder helt ned i hendes nattøjsskuffe. Den både følsomme og kyniske præsidentfrues personlighed spejler sig i de på samme tid konservative og moderne looks, hun er iklædt. Kropstætte, minimalistiske kjoler i moderne snit og klassiske, neddæmpede farver, pryder hendes look, der i sandhed er en førstedame værdig.
Samtidig virkede hendes outfits nogle gange også som en slags fængelsuniform, der markerede hendes fastlåste rolle i forholdet til Frank. Og da hun i slutningen af seriens tredje sæson gjorde oprør mod sin mand, er det spændende om hendes nyfundne frihedstrang påvirker hendes garderobe, når sæson 4 får premiere til marts.
02. Jessa Johansson, ‘Girls’
Det er oftest Lena Dunham og hendes hovedkarakter Hannah, der løber med omtalen – positiv som negativ – når det kommer til krop og tøj. Men det er Hannahs bedste veninden Jessa, hvis ganske uforcerede stil inspirerer os mest.
Jessa er en berejst person, og det ses tydeligt på hendes garderobe, der i et boheme-agtigt vintage-mix låner elementer fra alle verdenshjørner. Således har hendes eksperimenterende personlige stil både budt på kimonoer, lange flagrende kjoler, store hatte og jeans i diverse sammensætninger.
Girls vender i øvrigt tilbage med en ny sæson den 22. februar.
01. Cookie Lyon, ‘Empire’
Cookie Lyons stil i ‘Empire’ har fået næsten lige så meget opmærksomhed som serien selv (i sidste uge scorede Taraji P. Henson endda en Golden Globe for den markante rolle), og det er helt fortjent.
Ex-fangen og pladeselskabsbossen spankulerer New York tynd iført det ene outrerede outfit efter det andet med pels, dyreprint og kraftige farver som sine kendetegn – gerne kombineret med bling-smykker og et par dyre hæle.
Her er en kvinde, der (hvis nogen skulle være i tvivl) absolut ikke mangler selvværd. Det ses tydeligt på karakterens bombastiske stil, som hun – selvom det burde være umuligt – owner 100 procent.
Læs også: Årets 10 bedst klædte kvindelige musikere