‘Empire’ (sæson 1)
Man burde hade ’Empire’. For intrigerne, strygerne og tårerne. For de indlagte musikvideoer med tonede sixpacks og frodige former. For vældet af teatralske replikker og slibrig r’n’b. Og for synet af Terrence Howards kronisk klagende grimasse.
I stedet hader man, at man elsker den. Lee Daniels’ hiphop-familiedrama, årets mest sete netværksserie i USA, har en paradoksal appel, en hypnotisk tiltrækningskraft på linje med de strygerindsmurte daytime soaps, der tidligere injicerede en illusion af mening i desperate husmødres forstadsliv. Og ligesom dem er den fyldt til bristepunktet med slibrige forviklinger.
Hiphop-mogulen Lucious Lyon (Howard) har udlevet den amerikanske drøm i sin himmelfart fra ghettoen til musikscenens elite, men han står over for at afgive sit imperium, da han diagnosticeres med alvorlig sklerose. Hvilken af sine tre sønner skal han udpege som sin arvtager – møgungen, homoen eller finansmanden (læs: Chris Brown, Frank Ocean eller Jay Z)? Patriarken spiller skånselsløst sine afkom ud mod hinanden, men udvælgelsesprocessen kompliceres, da hans ekskone (en fyrig Taraji P. Henson) løslades efter 17 år i brummen med planer om at skabe rav i dynastiet.
Familiedramaet raser fra første autotunet støn og kulminerer allerede i pilotafsnittet i et kitschet crescendo. Lyon planter en patron i pandebrasken på livslange ven og væbner, idet han hvisler en replik med øjeblikkeligt kultpotentiale: »I don’t let anything come between friendship – except a bullet«. Boom!
Lee Daniels har før svælget i melodramaet i ’Precious’ og ’The Butler’, men hvor de klaskede sammen under det følelsespornografiske læs, svælger ’Empire’ lystigt i det. Her har instruktøren kappet den postulerede virkelighedsforbindelse og ofret den sidste flig af god smag på det skamløse overdrevs alter. ’Empire’ er kompromisløst corny ned til sidste sveddryppende beat.
Som da Frank Ocean-pendanten fortæller sin homofobiske far, at han er en tro kopi af ham, »but on steroids«, eller da klanens Jay Z giver byens hotte viceborgmester århundredets orgasme med sin blotte berøring i bytte for fortrolig information: »The city will looove to help you«, stønner hun.
Selv skildringen af USA’s racespændinger og den udbredte homofobi i den afroamerikanske ghetto fremstår som letkøbte greb i den soapede fortælling. Man kan kritisere Daniels for at forenkle aktuelle problemstillinger i kommercielt øjemed – og tilmed skøjte hen over hiphop- og r’n’b-scenens seksualisering af kvindekønnet – men i det mindste er det befriende, at han giver los for sin hang til hæmningsløs underholdning.
Timbalands samlebånds-bangers på lydsporet er sigende for ’Empire’ som helhed. Det er glaseret og primitivt, men man råæder det alligevel. Og imødeser bævende den kolde tyrker, når sidste afsnit er konsumeret.
Anmeldelsen er baseret på hele første sæson.