’Transparent – sæson 2’
Med lige dele forventningens glæde og rastløs utålmodighed genså – nej, genslugte – jeg første sæson af Amazons fænomenalt gode tv-serie ’Transparent’ som optakt til den nye sæson.
Hovedforfatter Jill Soloway skabte her et karaktergalleri lige præcis så kompliceret, akavet, elskeligt og genkendeligt, at det bare føltes ægte. Familien Pfefferman er på én gang både det bedste og værste selskab at befinde sig i. Som så mange andre familier.
Første sæson kredsede om far Morts transition til ’mapa’ Maura og det emotionelt hårde arbejde i at finde sig selv og springe ud som transkvinde som 70-årig pensionist. En rolle, Jeffrey Tambor til perfektion balancerede med graciøs navigeren mellem tør humor, indsigtsfuld forældrevarme og nervøse første skridt.
Fokus her i sæson to er på familiens totale omkalfatring oven på Mauras ditto. Døtrene Ali (Gaby Hoffmann) og Sarah (Amy Landecker) og sønnen Josh (Jay Duplass) tager alle et godt og grundigt opgør med deres hidtidige tilværelse. De ser indad og mærker efter. Det samme fortsætter Maura selvfølgelig også med at gøre, blandt andet til tonerne af Sias ’Chandelier’ på natklubbens dansegulv, hvor hun finder og danser med sit eget spejlbillede. Ja, familien Pfefferman er stadig selvoptagede ud over alle grænser. Og gensynsglæden med dem er stor og varm.
Ved udgangen af første sæson havde Sarah forladt sin mand til fordel for sin gamle ungdomsforelskelse Tammy. Sarah og Tammys bryllup, hvor alle gæster er grinagtigt klædt i hvidt midt i den californiske ørken, skyder sæsonen veloplagt i gang. Hele den sammenbragte Pfefferman-klan tager opstilling foran fotografen, mens finker fyger af fadet, tvivlen bruser op i Sarah, og Maura må finde sig i at blive tiltalt ’hr.’ af fotografen.
Første afsnit slutter med et både blæret og blændende gennemført tracking shot af familiemedlemmerne på hver deres hotelværelse efter den afsporede bryllupsfest. Her orkestreres både tone og tematik for hele sæsonens videre forløb. Josh og hans nygravide kæreste, rabbineren Raquel, kæmper med parforholdets interne dynamik. I værelset ved siden af fortæller Sarah Tammy – på bryllupsnatten, altså – at hun ikke kan være sammen med hende alligevel. Så ser vi mapa Maura og mor Judith i kærlig omfavnelse udveksle et forsigtigt kys.
Og endelig stopper kameraet ved Ali i det sidste værelse. Hun trækker glasdøren til side, går ud på altanen og stirrer alene ud i natten. Ali og de andre Pfeffermans søger, eksperimenterer og famler sig frem. I livet som i kærligheden.
Alt det, der gjorde første sæson af ’Transparent’ til en enestående og original serie, indfinder sig fra første øjeblik. Alvoren, den skarptskårne dialog, jødiske familieforhold på godt og ond og det aparte, opstyltede L.A. Jill Soloway bygger fermt videre på det helt specifikke univers, hvor især familiens arkitekttegnede hus i det bakkede Pacific Palisades endnu engang spiller en afgørende rolle. En fantastisk kulisse, der stedfæster og beriger serien. Som karaktererne selv er det rummelige hus hele tiden under transformation og skifter nærmest personlighed alt efter, hvem der bebor det. Ja, i ’Transparent’ har selv huset personlighed.
I det hele taget er anden ombæring af serien et visuelt prægnant bekendtskab, der i høj grad lykkes med sit stemningsfulde L.A.-portræt, men også har en uhørt sans for det kvindelige blik – lystfuldt som fordømmende. Det sidste opleves særligt virkningsfuldt i afsnit 9, hvor Maura, Ali og Sarah er draget på weekendtur til en såkaldt frigjort kvindemusikfestival. Her viser det sig, at transkønnede er forment adgang, og atter må Maura se sin andethed i øjnene: »This woman is leaving this feminist fuckhole!« vrænger hun triumferende, mens Jill Soloways fuckfinger til den firkantede gammelfeminisme er til at få øje på.
’Transparent’ er summen af karakterernes stadige søgen efter identitet og selvindsigt. Josh, der får hevet tæppet væk under sin helt igennem coole L.A.-tilværelse som hurtigtsnakkende musikproducer med barn og ægteskab i pipeline. Sarah, der til sin store overraskelse opdager, at hun måske tænder på at blive smækket bagi. Mauras privilegerede hvide, veluddannede position som transkvinde med en støttende familie bag sig versus de transkønnede veninder Davina og Sheas barske (og økonomiske) kamp.
Gaby Hoffmanns Ali giver sæsonen fremdrift. Hoffmann spiller hende med en konstant udfordrende og nysgerrig nerve. Igangsat af Mauras modige spring kaster Ali sig sultent over kønsstudier på universitet. Hun erkender sin forelskelse i veninden Syd (Carrie Brownstein) og undersøger familiens mørke fortid i 1930’ernes åbensindede – og så pludselig ikke så åbensindede – Berlin.
»What is being queer if not questioning everything?«, fremturer den nyslåede feminist og topper den både sande og floskelfyldte udtalelse med en bredside til patriarkatet, så ingen er i tvivl om Jill Soloways sarkastiske vid: »I can’t have emotional intimacy with somebody who hasn’t suffered under the patriarchy«.
Hvor første sæson ofte sendte os tilbage til morsomt skæve og afgørende erkendelsesøjeblikke i Mauras og familiens liv i 1980’erne og 1990’erne, udvides rammen og ambitionsniveauet i anden sæson. Fortiden trænger sig bogstaveligt talt på hos Ali og tilskueren i form af tante Gittel (spillet af den magnetiske debutant Hari Nef), hvis oplevelse som transkvinde i Weimartidens Berlin løber som en rød tråd igennem alle ti afsnit.
Fortid og nutid er forbundet og lidelsestraumet nedarvet. Du må se historien i øjnene for at forstå, hvordan du er kommet hertil (den grundidé er endda indarbejdet i seriens faste introsekvens, der her i anden sæson også indeholder historiske, sort-hvide klip).
Men er Ali overhovedet en pålidelig fortæller at beskue familiens fortid igennem? Bøjer hun ubevidst sandheden, sådan at den passer bedre ind i hendes akademiske tankesæt og nyfundne identifikation som lesbisk?
Pfefferman-sagaen bliver ved med at fascinere. Og Soloway udvider afsnit for afsnit mesterligt rammerne for tv-seriens formåen.
Kort sagt:
Jill Soloway trækker os med anden sæson af ’Transparent’ stadig dybere ind i familien Pferffermans komplekse psyke og historie. Hun stiller nysgerrigt og drillende spørgsmålstegn ved alt og med en åbenlys kønspolitisk, queer-tilgang til stoffet, er der konstant noget på spil og nye (selv)erkendelser lige om hjørnet. Både for karaktererne og dig selv.
Anmeldelsen er baseret på hele anden sæson.