Cecilie Bahnsen er den første danske finalist nogensinde i international modepris

I februar blev Cecilie Bahnsen offentliggjort som en af årets 21 nominerede til den prestigefulde modepris LVMH Prize. Det er hun ikke den første danske designer til at blive. Sidste år fik Astrid Andersen for eksempel også det skulderklap.

Til gengæld har Bahnsen skrevet et lille stykke dansk modehistorie nu. Hun er nemlig blevet udvalgt blandt årets otte finalister, som kæmper om æren og to millioner kroner. Et panel bestående af 45 modeeksperter, blandt andre designerne J.W. Andersen, Riccardo Tisci, Phoebe Philo og Marc Jacobs og modellerne Kendall Jenner og Karlie Kloss, har stået bag udvalget.

Sammen med de øvrige finalister, som ud over Bahnsen tæller Yoon Ahn (Ambush), Kozaburo Akasaka (Kozaburo), Nabil El-Nayal (Nabil Nayal), Molly Goddard, Maria Kazakova (Jahnkoy), Marine Serre og Antonin Tron (Atlein), får den danske designer den 16. juni ti minutter til at fremvise sit design og sin vision for det samme panel i Paris, hvor efter vinderen kåres. Det er fjerde gang, at prisen uddeles.

Fra Cecilie Bahnsens AW17-show
Fra Cecilie Bahnsens AW17-show

»Jeg var virkelig imponeret over alle kandidaternes professionalisme. Det bliver et svært valg«, siger Delphine Arnault, der var med til at skabe prisen i 2013 og er executive vice president hos Louis Vuitton, til Vogue, ligesom hun var glad for, at fem af de otte finalister er kvinder.

Finalepladsen er et stort skridt fremad for den danske designer, der i januar viste sit første catwalkshow under den københavnske modeuge, og i oktober sidste år vandt Dansk Design Talent – Magasin Prisen.

Læs også: Cecilie Bahnsen har fart på sit feminine univers: »Designer har altid været min drøm«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af