Kolleger bakker op om dansk model efter Louis Vuitton-fadæse

Efter at den danske model Ulrikke Høyer i går stod frem på sociale medier og fortalte historien om, hvordan hun blev behandlet under forberedelserne til Louis Vuittons cruise-show, som blev afholdt i sidste uge, har opbakningen fra kolleger og andre bekymrede været enorm.

Der er folk, som deler hendes opslag, fordi de også finder situationen absurd og er kede af at have fået endnu et bevis på en modebranchen, der stadig har et forskruet skønhedsideal. Men der er også andre modeller og agenter, som desværre kan fortælle, at der langt fra er tale om et isoleret tilfælde.

Blandt andet fortæller sundhedseksperten Michelle Nørgaard Kristensen, om hvordan hun hjalp Ulrikke Høyer med at blive klar til Louis Vuitton-showet, og at det derfor netop er utroligt, at de stadig behandlede hende, som de gjorde, og endte med at droppe hende fra showet.

Den norske model Eline Syrdalen har også delt Ulrikkes opslag og skriver blandt andet: »Mine venner og jeg plejer at joke med, at man aldrig er for tynd til Paris, jo tyndere og syg, du ser ud, jo bedre i visse markeder. Og jeg kender desværre mange piger med spiseforstyrrelse og ekstremt lavt selvværd som et result af det her job«.

Chilenske Sofia, som tilsyneladende arbejder i modebranchen, har delt opslaget og skriver blandt andet: »Jeg har også set, hvordan de ydmyger modeller for at være for tynde eller for benede, lige meget hvad er casting-agenter, stylister og fotografer aldrig tilfredse med modellens udseende«.

I alt er Ulrikke Høyers Facebook-opslag blevet delt 719 gange i skrivende stund, mens hendes Instagram-post har fået flere end 27.500 likes og 1.800 kommentarer, der næsten udelukkende udviser foragt for den behandling, Ulrikke er blevet udsat for.

Læs også: Dansk model vraget af Louis Vuitton før show: Du er for tyk

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af