Skræmmende gys i rummet er en mesterlig pragtpræstation for PlayStation 5
Der er en vis glæde i at dø. For imens mine øjne langsomt lukker i, føler jeg en bizar tryghed. Og så tæller jeg ned. 3, 2, 1 – vupti, så er jeg tilbage.
Tilbage, hvor det hele starter. På en øde planet med silende regn, en uddød civilisation og foruroligende monstre, der konstant jagter mig.
Jeg aner ikke, hvad jeg laver, men jeg ved én ting: Det er hverken første eller sidste gang, jeg dør.
Og sådan har hverdagen sin gang i ’Returnal’, Sonys store sci-fi-gyser-satsning til PlayStation 5, der hverken skuffer eller keder – i stedet er det forårets mest funklende stjerne i et ellers tørstende spil-landskab.
Dit navn er Selene. Du er pilot på rumskibet Helios. Du er styrtet ned på planeten Atropos, og du er fanget i en tidslomme, der gentager sig selv. Lev, dø, gentag.
Nogenlunde sådan lyder opsætningen for ’Returnal’. Det er simpelt og effektivt, for ’Returnal’ handler ikke om, hvad du allerede ved – det handler om alt det, du endnu ikke ved.
Det, du dog hurtigt finder ud af, er, at ’Returnal’ altid starter ved dit nedstyrtede rumskib. Herfra er din færd usikker. Skridt for skridt udforsker du Atropos, der ikke ligefrem er gæstfri.
Planeten er fyldt med monstrøse skabninger og sære mysterier. Der er lig overalt, og langsomt indsamler du detaljer om, hvad der sker – og er sket – omkring dig.
Hvorfor dør du konstant? Hvad er der sket med den civilisation, der tidligere har beboet planeten? Og hvad betyder de mange ubehagelige flashbacks, som konstant trænger sig på, når du starter forfra?
Der er mange spørgsmål i ’Returnal’, og den eneste måde, du kan få svar på dem, er ved at dø. Det er den klassiske opskrift for den såkaldte roguelike-genre. Du spiller, indtil du dør, og så starter du forfra.
For hver genstart er du blevet en brøkdel klogere. Du har udforsket en lille smule mere, og du har lært mere om dine omgivelser. Der er en vis glæde i det, for langsomt kan du se dine fremskridt forplante sig i spillet.
De voldsomme fjender, der før var uovervindelige, virker pludselig sårbare. Og dele af Atropos, der før var umulige at gå på opdagelse i, kaster du dig nu ivrigt ud.
Det handler om udforskning og nysgerrig, men det handler også om mod. Det handler om, hvordan vi opsætter grænser for os selv, når vi holder os tilbage i stedet for at gribe chancerne, når de byder sig.
Og så en gang imellem fejler vi komplet. For det er en del af charmen i ’Returnal’, der aldrig lader dig komme nemt til sejren.
Nogle gange ved man bare fem minutter inde i sin cyklus, at det allerede har udspillet sig katastrofalt, imens andre omgange viser sig at være fulde af held, lige præcis når man har mest brug for det.
Der er nemlig en vis tilfældighed over roguelikes, og det er netop det, der holder momentum i ’Returnal’ kørende. Man ved aldrig helt, hvad man får, og så må man bare tage imod slagene, som de lander.
En gang imellem snitter de knap nok én, andre gange er det en knockout efter tre sekunder.
At den evindelige og gentagende trummerum sjældent føles monoton, skyldes den designmæssige bedrift fra finske udvikler Housemarque, der kun få gange mister pusten igennem spillet.
Når man hopper, kaster og løber rundt i det skydegalleri, som ’Returnal’ ofte udmønter sig i, føles det som en tilfredsstillende og strømlinet oplevelse, hvor alt bare klikker.
At det samtidig gøres selskab af en stemning, der vækker kraftige minder om ’Alien’ og især ’Prometheus’ (altså de dele af filmen, som faktisk var gode), er bare endnu en fjer i hatten.
Atropos er fyldt til randen med en creepy atmosfære, der oser af mystik, og hvor man skræmmes og væmmes, men på den helt rigtige måde.
Det er sjældent set så gennemført i et spil, men det vidner også bare om, at PlayStation 5 – når den mestres, som Housemarque gør det – er fremtidens konsol.
Stemningen skabes i høj grad af et fænomenalt lydbillede komponeret af Bobby Krlic (som også har stået bag musikken til ’Midsommar’ samt ’Red Dead Redemption 2’), og den udfolder sig bedst med hovedtelefoner samt PlayStation 5’s controller, DualSense.
Når regnen pisker ned på Selenes dragt, kan du mærke hver eneste dråbe i controllerens rystelser. Og når du skal affyre dine våben, yder den haptiske feedback en så tydelig modstand på aftrækkeren, at det faktisk gør en forskel i spiloplevelsen.
Med lydene omkring dig og bevægelserne i hænderne kan du lukke øjnene og vitterligt tro – i hvert fald for et kort øjeblik – at du befinder dig på Atropos.
Det er hverken gimmicks eller billige tricks. Det er derimod fremtiden for konsolspil.
At der så er lidt malurt i bægeret, kan vi nok ikke komme udenom, for ’Returnal’ er blandt de spil, som PlayStation varslede en højere pris på ved lanceringen af PlayStation 5.
Nu skal vi vænne os til priser på 599 kroner, hvilket unægteligt vil være et ømt punkt for mange, der overvejer ’Returnal’.
Spillet kan ikke trække på et blockbuster-ry som ’The Last of Us’ (hvor de færreste ville stejle ved et prisskilt af den slags), men selvom det umiddelbart er lidt af en kamel at sluge, bør det ikke afskrække én. Spillet er alle pengene værd.
For ’Returnal’ er en ubarmhjertig oplevelse, der skiftevis skræmmer og vækker beundring. Det er en teknisk bedrift og et eksemplarisk sci-fi-gys, der snildt kan mænge sig blandt genrens bedste.
Men mest af alt er det et markant skridt ind i en ny generation af spil – et skridt, der meget vel kan ende med at blive en af årets bedste spiloplevelser.
Kort sagt:
’Returnal’ er et sublimt og intenst gys i rummet, der sjældent holdes tilbage af de roguelike-nicheprægede rødder, men som derimod tager genren til et nyt niveau.