10 øjeblikke på internettet, der definerede 2021

Vi samler op på året online med alt fra Elon Musks Twitter-vanvid til Facebooks store nedbrud og et skib, der stoppede ikke kun Suez-kanalen, men også den globale hverdag.
10 øjeblikke på internettet, der definerede 2021
Agatha Harkness i 'WandaVision'. (Foto: Marvel Studios)

2021 tog sig en slapper sammenlignet med kaosåret 2020, men det betyder ikke, at det gik stille for sig.

For helt som traditionen byder sig, har de seneste 12 måneder budt på vanvittige tweets, geniale memes og skelsættende begivenheder, der har defineret årets gang.

Bernie Sanders’ luffer

Da Joe Biden tidligt i 2021 blev indsat som USA’s præsident, stjal Bernie Sanders alt opmærksomheden. Eller hans hjemmelavede, håndstrikkede luffer gjorde. For her var ingen fancy dikkedarer, ingen dyre designermærker eller storhedsvanvid.

I stedet blev der tolket og analyseret (vi kunne heller ikke dy os) på tøjvalget og den uhøjtidelige attitude, der er særdeles on-brand for den amerikanske senator.

Reddit vs. Wall Street

Hvis der var ét definerende øjeblik, som viste, hvad internettet er i stand til, så var det, da Reddit tog kampen op mod Wall Street. En slags David vs. Goliat, men med det overraskende tvist, at Wall Street blev den store taber.

På kort tid formåede tusindvis af Reddit-brugere at manipulere med aktiekurser i sådan en grad, at flere magtfulde hedgefonde blev tvunget i knæ i et koordineret angreb, der startede som både en joke og et nøje planlagt kaos.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Beeples kryptokunstkup

Imens Reddits opgør med Wall Street viste internettets voldsomme magt, blev salget af kunstneren Beeples kryptokunstværk ’Everydays – The First 5000 Days’ for 453 millioner kroner en profeti for, hvad vi alle skulle snakke om resten af året: NFT’er.

Lige pludselig ville alle have en bid af kagen, selvom de færreste havde det fulde overblik over, hvad man faktisk kan med kryptokunst. Diskussionen fortsætter ind i 2022, men NFT’er bliver nok aldrig lige så (over)hyped som i år.

Skibet i Suez-kanalen

Åh, Ever Given. Din store bov borede sig ind i kanten af Suez-kanalen og blokerede en stor del af verdens containerskibstrafik, imens du holdt os i et nervepirrende jerngreb. Hver dag spurgte vi os selv: Er hun fri igen?

Der var så meget at tolke på med et skib (som i øvrigt er tilbage i fuld vigør), der ikke bare stopper sig selv, men alt omkring det, og det ramte direkte ned i en guldåre for memes, der blot understregede skibets altoverskyggende symbolisme for hele året.

Facebook gik ned

I starten af oktober lød der et kollektivt suk af lettelse, da vi kortvarigt brød fri af vores digitale lænker. Alle Metas platforme – heriblandt Facebook, Instagram og WhatsApp – gik pludselig offline.

Tjenesterne gik i sort uden nogen form for varsel, og selvom det ikke nødvendigvis var sjovt at skulle bruge alt vores tid på Twitter (hvor skulle man ellers følge med i udviklingen?), var det en brat – og meget velkommen – opvågning at opleve et internet uden Facebook.

Et legendarisk meme

Hvert år byder på masser af memes, men kun få går over i historien med en skabelon, der kan bruges igen og igen. Men det kunne denne.

Det tragiske forhold mellem et af ’Star Wars’-historiens mest forhadte par blev forvandlet til en skabelon for at afdække slet skjulte intentioner om at fucke alt op, og hvad er mere sigende for 2021?

Et blink med en vognstang

Apropos ikoniske memes så er vi nødt til at runde skurken fra ’WandaVision’, nemlig Agatha Harkness. Ikke nok med, at hun stod bag en kæmpe banger, så leverede hun også årets måske bedste meme.

For imens Padme og Anakin blev brugt til at præsentere en kaotisk dagsorden, så gjorde Agatha det acceptabelt at fortælle en lille hvid løgn og lade som, man faktisk interesserer sig for det, der sker omkring én.

Perfekt til det post-corona-år, som 2021 skulle have været, men aldrig helt blev.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
@francis.bourgeois

Here is Gordon driving a Freightliner Class 66 (66524). He’s a legend! #trains #trending #fyp

♬ original sound – Francis Bourgeois

Den tog-glade TikToker

Du kender måske ikke navnet Francis Bourgeois, men du har helt sikkert set en af hans videoer, hvor han går fuldstændig i selvsving over et forbipasserende tog.

Med et GoPro spændt på hovedet filmer den unge mand sin uhæmmede lykke, når togene brager forbi ham. Det er lige præcis den form for ægte glæde, som internettet havde brug for i år, og Bourgeois leverede hver gang.

🚩🚩🚩🚩🚩🚩🚩🚩🚩🚩

Der er en god chance for, at du er druknet i røde flag på din foretrukne platform, hvis du bevægede dig online i løbet af efteråret. Vimplerne var nemlig umulige at slippe af med.

Her gik de amok som en ofte hudløst ærlig indikation af, at der var fare på færde. Det kunne være ved at citere en person og derefter indsætte de røde flag bagefter eller ved at opstille et scenarie, som alle kender, men frygter (som ananas-eksemplet ovenfor).

Elon Musks mange tweets

Verdens rigeste mand blev valgt som Person of the Year af TIME, og man kan sådan set godt forstå beslutningen, for hvor starter og stopper man egentlig med Elon Musk?

Det oplagte sted at lede efter svaret er naturligvis Twitter, hvor han gennem 2021 har sendt aktieraketter på himmelfart (og skabt totale nedsmeltninger), hånet amerikanske politikere og debuteret technosange – for bare at nævne et lille udvalg af de mange eksempler.

Udsnit af Joy Mogensens Facebook-afsked. (Foto: Joy Mogensen/Facebook)

Regeringens digitale frihedskamp

Det var nærmest tragikomisk, da Joy Mogensen i sensommeren sagde farvel til posten som kulturminister.

Det store farvel kom nemlig, efter regeringen havde blæst til kamp mod tech-giganterne i et opgør, som ministeren kaldte »vores generations frihedskamp«, og som faldt i god tråd med den voksende modstand mod sociale mediers disruption af vores samfund og demokrati.

Men hvori ligger det tragikomiske så, spørger du? Jo, Mogensen annoncerede hverken sin afsked i en pressemeddelelse eller direkte til pressen – det skete såmænd på Facebook.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af