Snowboard-spillet ’Shredders’ er en halvsløj tur på kælkebakken
Måske er jeg bare for gammel til de her spil, men ’Shredders’ starter ret skidt, og det bliver bare aldrig rigtig bedre end fint.
Spillet starter med, at hovedpersonen og hans bedste ven, Scotty, vil være YouTube-stjerner, og man er derfor nødt til at buste nogle ’sick tricks’ og ’gnarly grinds’.
Det var allerede her, jeg var klar til at stå af. Men i anmeldelsens ånd undlod jeg at kyle både controller og drømmen om et nyt (og godt) snowboard-spil ud ad vinduet.
I stedet satte mig til rette og gjorde klar til den perfekte puddersne. Det havde jeg virkelig ikke behøvet.
Følelsen af sne
I ’Shredders’ skal man via en kampagne og masser af sidemissioner slå sit navn som konge af bjerget fast, når man lander i ét område af landskabet og fragtes videre til det næste, efter man har sat tilpas mange flueben på to-do-listen.
Der skal frontflippes over bestemte punkter, scores tilpas mange point og indsamles diverse artefakter rundt omkring på de sneklædte bjerge.
Jo længere man kommer, desto flere kendte snowboardere møder man, og jo flere turneringer kan man komme med til.
Det hele er set før, men for ekstremsport-spil er det ikke altid nødvendigt at gemme et sindrigt plot eller en dyb og højhellig karakterudvikling.
Bare spillet føles godt, og oplevelsen er ekstrem nok – som i de klassiske serier ’SSX’ og ’Amped’ eller endda spillet ’Steep’ fra 2016.
Til trods for den lidt vel kække kampagne-intro giver ’Shredders’ dog et solidt førstehåndsindtryk: Det er afsindigt pænt, og sneen føles faktisk sne-agtig (noget som meget sjældent lykkes).
Soundtracket – lavet af den belgiske producer ’Jennifur’ og udgivet som det separate album ’Nowhere, Now Here’ – er ren chill og zen, der giver et perfekt baggrundstapet til at drøne ned ad bjergsiderne, hvor man i øjeblikke føler sig som den prototypiske snebums.
Tricky styring
De øjeblikke varer bare sjældent længe nok til, at det er dem, man husker. Den zen-agtige følelse afbrydes alt for ofte af bipersoner, side-missioner eller påmindelser om, at man skal huske at komme videre i spillet.
Din bedste ven Scotty er et horribelt sidekick, der mest af alt fungerer som fartøj for alle snowboarding-klichéer i hele verden, og Lisa (den brandambassadør som oprindeligt lokker dig med en sponsoraftale) så jeg hellere blive udskiftet med en drypvåd papfigur.
Det er superuheldigt, at de bedste øjeblikke i ’Shredders’ konstant er i fare for at blive afbrudt af et halv-kikset håndtegn eller en pixeleret og neonfarvet missionsmarkør, for det skaber en nærmest ængstelig stemning, hvor man sjældent bare tør læne sig tilbage og nyde spillet.
Styringen i den her slags spil er desuden alfa og omega, og den må hverken slingre eller være usikker. Desværre fungerer den ikke helt perfekt i ’Shredders’.
Man kan hoppe op i luften og dernæst flippe, snurre, spinne og tordne rundt, inden man lander igen. Eller man kan glide elegant og balancerende hen over såkaldte grind rails og andre skarpe ikke-sneklædte kanter.
Hver for sig fungerer de to systemer fint. Men eftersom de samme knapper bruges til at vælge, hvilket trick man udfører, ender man ofte med, at man havner midt imellem et grind eller et hop, man ikke lander med succes.
Nogle gange oplevede jeg sågar, at mit knap-input slet ikke blev registreret. Det er frustrerende og bryder det flow i spillet, som ellers ligger inde under overfladen, men aldrig bryder helt igennem.
Uindfriet potentiale
‘Shredders’ fungerer allerbedst, når det prøver at være en snowboard-oplevelse fremfor et snowboard-spil.
Desværre bliver det en smule gimmicky og tør aldrig helt forpligte sig til en humoristisk pastiche over snowboard-miljøet.
Soundtracket og grafikken lokker med en afslappet søndags-oplevelse i puddersne, alt imens dialogen og det grafiske overlag som menuer og markører taler til tiårige møgunger med Monster-dåser på siden af hjelmen.
Den overdrevent ungdommelige tone emmer af, hvordan en gruppe af aldrende software-udviklere tror, at unge hippe mennesker snakker.
Selvom det kunne have været supersjovt, hvis det havde været med vilje og var blevet brugt overdrevet, så strander spillet lidt som en mangel på formåen og forståen.
Kort sagt:
’Shredders’ gemmer på et rigtig godt spil, men desværre slippes den fede zen-oplevelse aldrig helt løst på pisterne, og man kommer ikke i nærheden af de klassiske ’SSX Tricky’-tinder.