’Tiny Tina’s Wonderlands’ er tomme kalorier pakket ind i boomer-værdige jokes
Hvis ’Tiny Tina’s Wonderlands’ skulle opsummeres på den hurtigst mulige måde, ville det være igennem ung-med-de-unge-memet »How do you do, fellow kids«.
Her er et spil, som er så desperat efter at fremstå cool, hipt og sjovt, at det gør helt ondt at se på. Det har endda en kryptovaluta-vits og butt stuff-jokes!
Det må de unge da synes er underholdende… Ikke?
Boomer-energi
Uanset hvor du kigger hen, er der fuld plade på boomer-energi i ’Tiny Tina’s Wonderlands’, et ’Borderlands’ spin-off med den højtråbende, maniske, alfe-agtige Tiny Tina i en fortællerrolle, hvor hun skråler upassende ting.
Det er hende, du er plantet foran, når du skaber din karakter og herefter kæmper dig igennem spillets store gimmick, nemlig en omgang ’Bunkers & Badasses’, som egentlig er ’Dungeons & Dragons’ blot med andre ord (fordi det er sjovt, du ved, høhø).
Dit wannabe ’D&D’-eventyr bliver dog forvandlet til et rigtigt spil, du styrer med controlleren i hånden, og herefter udfolder ’Tiny Tina’s Wonderlands’ sig i eskalerende grad.
Men bare rolig, det er ikke kun sværd og trolddom. Bag fantasy-facaden er der et helt almindeligt skydespil.
Der er pistoler, geværer, eksplosioner og alt, hvad hjertet kan begære af vittigheder om enhjørning-dronningen Butt Stallion.
Hvis du før har spillet et af de tidligere ’Borderlands’-spil, kommer du til at føle dig helt hjemme.
Granater er skiftet ud med magi, der kastes mod fjenden, som var det en granat, ligesom pistoler er skiftet ud med armbryster og så videre.
Derfra er det af sted over de fantasy-inspirerede ridderborge, hvor du skal skyde skeletter, drager, orker og alt det bedste fra fantasy-genren, imens du bliver udsat for det, som midaldrende hvide mænd tilsyneladende synes er sjovt.
Dopamin-paradis
Det er virkelig svært ikke at hade spillets humor. De fleste vittigheder bliver serveret, mens du har travlt med at skyde fjender og alligevel ikke kan koncentrere dig om dem.
Resten af vits-repetoirets energi bruges på meta-jokes om, hvordan det hele foregår i et spil inde i et spil.
Men det forfærdelige er, at jeg alligevel hele tiden har lyst til at spille mere. Det er sjovt at trykke aftrækkeren i bund og skyde fjender.
For den fundamentale essens er så dragende og perfekt skruet sammen, at der konstant udløses små dopamin-belønninger, hver gang du foretager dig selv de mindste handlinger.
Det er nemlig fedt at stige i levels, investere tid og ressourcer i nye evner og dræbe fjenderne hurtigere, helt som man kender det fra opslugende rollespil.
Men samtidig er det altså også et spil, der er nogenlunde tomt for substans eller videre interessante øjeblikke.
Dermed bliver ’Tiny Tina’s Wonderlands’ som den takeout-burger, du egentlig godt ved ikke er specielt god, og som du snildt kan få bedre mange andre steder.
Alligevel bestiller du den, for den tilfredsstiller en helt speciel middelmådig sult – og nogle gange er det okay, men det bliver aldrig mere end blot det.
Kort sagt:
’Tiny Tina’s Wonderlands’ affyrer den ene dopamin-salve efter den anden, men det misser oftere, end det rammer.