‘En mindre detalje’: Palæstinensiske Adania Shibli har skrevet en unik bog om et uforgængeligt traume

Nyheder falder i en lind strøm. Konstant og hele tiden konfronteres vi af uhyrligheder, begået af mennesker mod mennesker. Og fordi nyheder falder, som de gør, og fordi vi derfor ser de samme billeder af mennesker, som begår de samme slette handlinger til alle tider og over alle steder, bliver vi følelsesløse i mødet med de menneskelige ugerninger. Det bliver blot mindre detaljer i den store, formørkede billedflade.

Palæstinensisk-fødte Adania Shibli giver i sin ’En mindre detalje’ en sådan, ja, mindre detalje et emblematisk tilsnit. En israelsk sikkerhedsstyrke er udstationeret i Negev-ørkenen i 1949, hvor de patruljerer sandbankerne for resterne af de 700.000 palæstinensere, som året forinden blev fordrevet fra området i det, der siden er blevet kendt som Nakba, katastrofen, som araberne benævner massefordrivelsen.

Under en rekognoscering støder en deling på en beduinlejr, som de udrydder, og en ung kvinde, som de tager med tilbage til lejren, udsættes for en massevoldtægt, hvorefter hun henrettes og efterlades i ørkenen. Og det er den forbrydelse, som er omdrejningspunktet i Shiblis detaljemættede og stilfærdigt gruopvækkende roman.

Den israelske militærenhed anføres af en unavngiven officer. En mærkeligt selvoptaget skygge, helt blottet for refleksioner, uudgrundelig og utilregnelig. Og bogens første halvdel er skrevet i korte afsnit, scener, og fremstår mest af alt som en tålmodig granskning af både lejrliv og ødelæggelse:

»Morgensolen skinnede ind gennem hullerne i loftspladerne og sendte pletter af lys ned på tingene. Han fyldte metalfadet med vand, tog vaskekluden fra sømmet, dyppede den i vandet, vred den op og vaskede ansigtet, brystet, ryggen og armhulerne«.

Her ligger rædslen mellem linjerne, og på den måde glider hverdagsritualer og krigsforbrydelser umærkeligt sammen:

»Hendes mund var dækket af hans højre hånd, og med den venstre holdt han fast om hendes højre bryst. Morgengryets stilhed blev overdøvet af sengen, der nu knirkede mere og mere voldsomt. Hunden gøede udenfor, og da sengen endelig holdt op med at knirke, fortsatte den med at gø et stykke tid endnu«.

Der er ingen følelsesmæssige udbrud i ’En mindre detalje’, kun resignation og golde mennesker, golde landskaber, mørke. Og det er en sanselighed, som Adania Shibli skriver mesterligt frem i det distancerede blik på de repetitive dage i lejren, og de vegetative beskrivelser, som sitrer af alt det, der ligger lige nedenunder.

I bogens anden halvdel ændres både temperament og synsvinkel. Mange år senere læser en kvinde i Ramallah en notits om forbrydelsen og bliver besat af drabet i en sådan grad, at hun forlader den besatte enklave for at opsøge et militærarkiv, som ligger langt fra de områder, hendes ID-papirer giver adgang til.

Modsat den stålsatte officer, er hun anderledes nervøst anlagt, hele tiden på vagt og urolig. På sin vej mod det oprindelige åsted, navigerer hun efter både israelske og palæstinensiske kort, som viser de samme ruter, men under forskellige navne. Bosættelserne er vokset, infrastrukturen anderledes, men landskabet har ikke ændret sig, natten er stadig uigennemtrængelig mørk og fuld af hundenes glammen. Og når ikke landskabet ændrer sig, hvorfor skulle man så tro, at menneskerne gør?

Enkelte steder er romanen lige vel ferm i måden, dens to dele spejler hinanden på, men også i anden halvdel er det hårrejsende at læse, hvordan undtagelsestilstanden bliver normalen, når man lever under årtier lang besættelse, og de hyppige luftbombardementer ender som banale afbrydelser i daglige gøremål. Og der er al mulig grund til at læse ’En mindre detalje’. For det er en virkelig god bog.

Alligevel er der noget ved udgivelsen, som føles en anelse for veltilrettelagt. ’En mindre detalje’ udkom oprindeligt i 2017, blev så oversat til engelsk i 2020, og allerede dengang blev den en mindre litterær sensation. Så sent som sidste år skulle Shibli modtage den tyske LiBeraturpreis under bogmessen i Frankfurt, som tildeles forfattere fra det globale syd. Men efter krisen brød ud i Gaza, fik prisudvalget kolde fødder og trak både pris og invitation tilbage. Og på den måde blev både roman og forfatter gjort til gidsler.

Og fordi den lander på dansk nu midt i en så ophedet virkelighed, er den i overhængende fare for at miste sit nuancerende potentiale og blive en del af den skingre informationsstrøm. Det ville være synd. For den er meget mere end et partsindlæg.

---

Kort sagt:
Palæstinensiske Adania Shibli har skrevet en unik bog om et uforgængeligt traume, som der er al mulig grund til at læse. Der er ingen følelsesmæssige udbrud i ’En mindre detalje’, kun resignation og golde mennesker, golde landskaber, mørke. Det er en virkelig god bog.