‘På alle fire’: Det syder og bobler i Miranda Julys tragikomiske pageturner om frihed, kærlighed og hormoner
ROMAN. Tillad mig at begynde med et citat fra ‘På alle fire’, Miranda Julys hypede anden roman, som nu er blevet oversat til dansk af Mathilde Moestrup:
»Jeg stod med sedlen i hånden og fik den spøjse lille forladthedsfølelse, der opstår en million gange om dagen inden for hjemmets fire vægge. Jeg kunne godt have grædt, men hvorfor egentlig? Jeg har ikke brug for at sludre løs med min mand om hver eneste lille ting, der sker; det er det, man har sine venner til. Harris og jeg er mere formelle, lidt ligesom to diplomater, der ikke ved, om den anden har kommet gift i ens glas. Altid tørstige, men evigt forhippede på, at den anden tager den første slurk.«
Overvej lige denne hule ensomhed, der hurtigt og henkastet affejes, efterfulgt af en overraskende sammenligning, som tilmed er ret grineren. Det er driv- og urkraften i Julys insisterende, uforudsigelige og fremragende fortælling.
July er en amerikansk filminstruktør slash manuskriptforfatter slash skuespiller slash forfatter og er semikendt for – som de mange titler indikerer – lidt af hvert. Det har hun tilfælles med den navnløse fortæller i ‘På alle fire’.
Fortælleren, en fantasifuld, forfængelig, smådeprimeret fortysomething, går på listefødder i hjemmet i Los Angeles, som hun deler med sit barn Sam og sin mand Harris. Hun laver kålsalat til Sams madpakke og har skemalagt sex med Harris en gang om ugen: »Jeg ser det lidt som træning«, siger hun til sin veninde. »Man skal ikke spørge sig selv, om man har lyst til at træne. Det er det forkerte spørgsmål«.
Ifølge Harris er fortælleren den slags menneske, der (i overført betydning) Parkerer med stort P fremfor at Køre med stort K. »De, der Kører, er i stand til at holde fokus og engagement, selv når livet er kedeligt«, mens de andre har brug for afgrænsede opgaver og nogen, der klapper ad dem, når de er løst. Ifølge denne teori er det sidstnævnte, som keder sig mest, fordi de altid er lidt »skuffede«.
For at modbevise hans tese vil fortælleren køre tværs gennem landet til New York, men ender (vitterligt) med at parkere bilen 30 minutter fra sin hoveddør, tjekke ind på et motel og aflyse alle sine planer i New York.
Hvad i alverden, tænker man, når hun hyrer en indretningsarkitekt til at dekorere sit mugne motelværelse med mønstrede fliser, gardiner og antikke møbler inspireret af »Brunelleschi, bourgognerød, sharonfrugt, georginer og tonkabønner«. Således perfekt iscenesat til den intense tougers affære, som hun indleder med lokale Davey, der i øvrigt er indretningsarkitektens kæreste.
Det er ikke nytænkende, at en kvinde mister troen på villa, Volvo og vovse-treenigheden. Nora forlod ikke sit dukkehjem for ingenting i Henrik Ibsens drama fra 1879. Til tider bliver beskrivelserne af fortællerens grå hverdag med skemalagt eller ingen sex lidt for klichéfyldte, uagtet at de er komiske. Mere vellykket er det, når fortælleren gør op med egne og andres forventninger. Selv i sin vildeste fantasi kunne Nora ikke forestille sig denne fortællers forsøg udi frihed.
Motelværelset bliver det sted, hvor hun kan være »uperfekt, ukønnet, klar på det hele, skamløs«, men hendes ophold kunne til forveksling ligne – som en af hendes veninder også påpeger – en midtlivskrise. Da hun kommer hjem til sit hverdagsliv (»en farveløs udstrakt flade uden ende«), erklærer hendes gynækolog da også, at hun er gået tidligt i overgangsalderen.
Dagene, hvor man betragtede overgangsalderen som en udefineret afgrund, lader til at være forbi.
Som Politiken for nylig udfoldede i en tendensartikel, er overgangsalderen – med sveddryppende repræsentanter som vores allesammens fiktive statsminister Birgitte Nyborg – her, der og alle vegne. Allerede sidste år rapporterede The Guardian, at menopausen var et hot topic i litteraturen.
I ‘På alle fire’ er den også bare hot. I den forstand, at jeg sjældent har læst så mange, så varierede og så skønt sære onani- og sexseancer (tilsat en tør tampon, ekstatisk dans og en imaginær polyp) spredt ud på knap 400 sider. Men også i den forstand, at bogen har været sommerens hotteste accessory blandt (l)it-kvinder i Brooklyn.
‘På alle fire’ insisterer på, at vi er langt fra færdige med at snakke om overgangsalderen. Der er et udtalt forsøg på at skabe et fælles sprog, når fortælleren får sine veninder til at dele deres erfaringer med at blive ældre.
Man forstår behovet for dette. Fortællerens farmor Esther sprang ud ad vinduet i sin lejlighed på Park Avenue, da hun nåede en vis (mid)alder, og fortællerens tante Ruthie fulgte trop ud ad samme vindue 23 år senere. De dødelige konsekvenser minder denne læser om, at kvinder for mindre end 100 år siden stadig kunne blive (fejl)diagnosticeret med “hysteri” og “dårlige nerver.”
»Hvor skør og forfængelig skulle man være for at slå sig selv ihjel, når man fandt ud af, at ens største fryd, det, der virkelig fik en op at køre, var væk for evigt? Måske ikke så skør«, tænker fortælleren, da det går op for hende, at hun er den næste i den matriarkalske række.
Det ender ikke så galt. Snarere godt. Hvilket ikke rigtig er en spoiler, for vejen derhen er ikke til at forudsige.
Harris’ hypotese til trods, så er det alt andet end kedeligt at være i selskab med en der Parkerer. ‘På alle fire’ drøner derudaf, og det er både overvældende og befriende læsning.
Kort sagt:
Det syder og bobler i Miranda Julys tragikomiske pageturner om frihed, kærlighed og hormoner.