INTERVIEW. To venner, to fædre, gik en martsdag for to år siden en tur rundt om Vallensbæk Sø. Journalist og forfatter Tarek Omar Abdul-Latif talte med sin navnebror jurist og forfatter Tarek Ziad Hussein om, hvad det var for en historie, de som forældre til den næste generation af dansk-palæstinensere skrev videre på.
»Vi havde altid beskrevet os selv som dansk-palæstinensere. Men hvad vil det egentlig sige?«, siger Tarek Omar Abdul-Latif.
Det var det spørgsmål, der fulgte med de to venner rundt om søen, og efterlod dem med idéen til ‘Palæstinenseren’. Den essaysamling, der lige nu ligger foran Tarek Omar Abdul-Latif i et mødelokale på Gads Forlag.
Ti dansk-palæstinensiske stemmer har bidraget med et personligt essay om deres palæstinensiske arv. En af dem er statskundskabsstuderende og debattør Nadeen Aiche, som er med i lokalet over en videoforbindelse.
Da hun i foråret 2024 modtog et opkald fra Tarek Omar Abdul-Latif, havde hun lyst til at sige ja med det samme og dykke direkte ned i følelserne og familiehistorien. Men hun tøvede også.
»Det er et sårbart sprog, det er en sårbar tid, og det er sårbare fortællinger om en arv, som vi bærer rundt på«, siger Nadeen Aiche.
Hun ser ud som om, at hun lige skal tænke sig om, inden hun fortsætter.
»Vores personlige fortællinger kan jo blive genstand for kritik. Det at være palæstinenser er gennem årene blevet voldsomt politiseret, så det er aldrig neutralt at stå frem med vores identitet«.
Idéen til ‘Palæstinenseren’ opstod før Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober 2023 og landets efterfølgende intensive belejring af Gaza. Lige nu er der våbenhvile mellem Israel og Hamas, men krigen mellem parterne har stået på i knap halvandet år. Undervejs har israelerne blandt andet iværksat militære operationer på Vestbredden og bombet i Libanon, hvor der bor omkring 400.000 palæstinensere.
Forholdene i de krigsramte områder og følelserne blandt mange palæstinensere i diasporaen lige nu gjorde essaysamlingen mere nødvendig end nogensinde, fortæller Tarek Omar Abdul-Latif.
For redaktionsgruppen, som ud over ham selv og Tarek Ziad Hussein består af journalisterne Layal Freije og Salim Tayssir Melhem, blev det nærmest akut at sætte ord på den palæstinensiske arv.
»Det var en følelse af, at der var noget, der var ved at forsvinde. Vi har skrevet bogen, mens Israel står anklaget for folkedrab i Gaza. Mange taler om, at volden og ødelæggelserne overgår Nakbaen, hvor hundredetusinder palæstinensere blev fordrevet og flygtede fra Palæstina (i 1948, red.)«.
»For mig blev det at skrive min historie en slags modstand mod udviskelsen af det palæstinensiske«, siger Tarek Omar Abdul-Latif.
Et pas som skjold
Tarek Omar Abdul-Latif og resten af redaktørgruppen gav sig selv og forfatterne en opgave med meget få rammer: Skriv et essay om at være dansk-palæstinenser med afsæt i din egen familiehistorie.
»Vi har alle sammen bevæget os tilbage i tid for at undersøge, hvad det er, der har formet os. Det er et landskab og en arv, som har været fyldt med en masse spørgsmål«, siger Nadeen Aiche.
I ‘Palæstinenseren’ er der følelser og erfaringer, der går igen i forfatternes essays. Alligevel er teksterne vokset i vidt forskellige retninger.
Da Nadeen Aiche skrev sit essay ‘Teta’, som betyder mormor på arabisk, forestillede hun sig for eksempel, at hun skrev et brev til netop sin teta. Hun er den eneste tilbage i familien, der er født i Palæstina før 1948, hvor staten Israel blev oprettet. Som barn blev hun fordrevet fra byen Haifa, og hun har siden boet i flygtningelejren Sabra i Beirut.
Nadeen Aiche er født og opvokset i København, men hun har siden hun var ganske lille besøgt mormoren i Sabra. Hun erindrer ture på markedet hånd i hånd med sin mormor mellem faldefærdige bygninger og strømsvigt. Fattigdom, larm og alt for mange mennesker på alt for lidt plads.
Hun husker også, at hun for alt i verden ikke ville brokke sig, ikke virke som en utaknemmelig, privilegeret europæer. Selvom hendes mormor altid har haft en evne til at abstrahere fra smerten og traumerne.
»Men jeg har altid kunnet mærke, at der ind imellem de grin og den distancering, har gemt sig en historie, som også er min historie, men som har været for smertefuld at tale om«, siger Nadeen Aiche.
Mens hun har beskrevet sin palæstinensiske arv gennem forholdet til sin mormor, genbesøger Tarek Omar Abdul Latif sin familiehistorie med statsborgerskabet som linse.
Da han første gang satte sig ned for at skrive sit essay, ‘Grænseland’, tænkte han på, hvornår han som en person, der er født i Libanon og opvokset i Vejle, har følt sig allermest som palæstinenser. Og så længe han kan huske, har det været ved paskontrollen.
Han husker at lande med flyet i Damaskus i Syrien og blive standset sammen med sin mor, søster og en stor flok andre palæstinensere. Det var før, familien blev danske statsborgere. Hans mor skulle vise fødselsattester på børnene, men havde dem ikke med, og de tilbragte derfor natten i lufthavnen.
»Det blev tydeligt for mig, at jeg tilhørte et fællesskab, der ikke bare kunne passere med sit pas eller de papirer, jeg nu engang havde«, siger Tarek Omar Abdul Latif.
I hans familie er passet symbolet på et skjold.
»Statsborgerskabet gav os de rettigheder, som min far og andre statsløse palæstinensere var nægtet i Libanon. Passet betyder, at du er i sikkerhed. Du kan lige pludselig bevæge dig, rejse frit«, siger Tarek Omar Abdul-Latif, der i dag har en vane med at tjekke udløbsdatoen på sit pas igen og igen ved paskontrollen, når han skal rejse.
Men det svære for Nadeen Aiche og Tarek Omar Abdul-Latif var egentlig ikke at finde ud af, hvad de ville skrive om.
Det svære var at sætte sig til at skrive. At forsøge at finde et sprog for den palæstinensiske arv på dansk, tegnede nemlig også konturerne af deres egne privilegier som palæstinensere i Danmark.
Kompleks arv
En septembermorgen sidste år, en dag hvor hun egentlig havde planlagt at skrive på sit essay, vågnede Nadeen Aiche til, at Israel var begyndt at bombe i Beirut få kilometer fra, hvor hendes mormor bor.
Febrilsk greb hun telefonen og ringede til sin mormor for at høre, om hun var i sikkerhed. Mormoren var på vej ud på markedet for at købe fisk og fortalte sit barnebarn, at hun skulle sætte sin lid til Gud, ikke bekymre sig. Nadeen Aiche satte sig på en café og begyndte at skrive på sin tekst som planlagt, mens efterårssolen skinnede også folk bevægede sig gennem Københavns gader, som om intet var hændt.
»Mit hjerte hamrede af bekymring, fordi jeg vidste, hvad min familie gennemlevede i Beirut. De følelser prøvede jeg at få ned i teksten. Og her blev det ret tydeligt, hvor privilegeret det at skrive teksten er«, siger Nadeen Aiche.
På hver sin måde sætter Nadeen Aiche, Tarek Omar Abdul-Latif og de otte andre forfattere til essaysamlingen også ord på skyld, skam og privilegieforskelle palæstinensere imellem.
»Vi lever jo ikke under bomber, vi lever ikke under besættelse. Det privilegie producerer også en skyldfølelse. Du har valget om at slukke for skærmen eller følge med«, siger Tarek Omar Abdul-Latif.
Selvom skam og skyld har fyldt, har det også været befriende for Nadeen Aiche og Tarek Omar Abdul-Latif at skrive.
Skriveprocessen har nemlig givet anledning til samtaler med dem selv, familiemedlemmer og de andre på bogprojektet om den kultur, men også de traumer, der ligger i deres palæstinensiske ophav. Det, man ikke lige normalt taler om over en »søndags-manakish« – det arabiske brød med ost eller Za’atar – som Nadeen Aiche siger.
Resultatet rummer desuden, hvor forskellig en fælles arv kan se ud.
Journalist Abdel Aziz Mahmoud skriver om skyldfølelsen over ikke at kunne deltage i demonstrationer på grund af sit arbejde. Tarek Ziad Hussein, der er jurist, forfatter og direktør for Dfunk, skriver om sit første møde med skammen over sine privilegier, da han med sit danske statsborgerskab blev evakueret fra en sommerferie i Libanon. Josefine Lehaff, adjunkt i medievidenskab, skriver om at opdage et palæstinensisk ophav sent i livet, og hvornår man egentlig er berettiget til at føle sig palæstinensisk.
Men ud over at være et terapeutisk rum for flere af forfatterne, så har essaysamlingen også skabt et andet rum, hvor de kan findes som dansk-palæstinensere.
Hvor der er plads til den kompleksitet at føle sig tæt forbundet til en arv, til et folk og til byer, man på den ene side hører til, selvom man samtidig er »barn af København«, som Nadeen Aiche formulerer det, og derfor ikke har oplevet, men nedarvet traumer.
Hele mennesker og historier
Bogen er endt som et nærmest mosaisk, flerstemmigt værk, der indkapsler netop denne kompleksitet.
Som ung ledte Tarek Omar Abdul-Latif uden held efter palæstinensiske skønlitterære stemmer på dansk. For både ham og Nadeen Aiche er essaysamlingen et sprog, de selv har manglet.
Men essaysamlingen er ikke en debatbog. Det er en bog, der rummer historier om levet liv og palæstinensisk erfaring. Den formulerer ikke konkrete, politiske ønsker. Alligevel, understreger forfatterne, er ’Palæstinenseren’ – både bogen i sig selv og figuren – politiseret.
»Når vi træder ind i det offentlige rum og vil fortælle vores historie, er vi virkelig bevidste om, at der er nogle narrativer om “sådan nogle som os”. Palæstinenseren er blevet romantiseret og idealiseret, men også kriminaliseret, marginaliseret og i værste fald ignoreret«, siger Tarek Omar Abdul-Latif.
Essaysamlingen er »en insisteren på at fastholde det palæstinensiske, også selvom det er politiseret i et negativt lys«, forklarer Nadeen Ache og understreger, at det især med krigen i Gaza, hvor mennesker reduceres til tal, er vigtigt at udfordre ensidige fremstillinger af palæstinensere.
Ved at give plads til hele mennesket og hele historien, tilføjer hun.
Netop det håber forfatterne, at bogen lægger sider til.
Men i deres arbejde med at realisere den idé, der opstod omkring Vallensbæk Sø, har de ikke kun fundet et sprog for deres palæstinensiske arv.
De har også fundet lidt flere ord for, hvad det vil sige at være dansk-palæstinensere.