10 stilsikre nye skuespillerinder på Instagram

Blandt andre Adèle Exarchopoulos, Hailee Steinfeld og Emily Ratajkowski viser god stil også uden for det store lærred.

sv_splitfoto-2015-gal-1   svo_splitfoto-2015-gal-2   soundvenue-2015-gal-31   soundvenue-2015-gal-4@gal_gadot

1. Gal Gadot

Den israelske skuespiller og model er bedst kendt for sin rolle i de hårdtpumpede ‘Fast and Furious’-film, men hun står foran et gigantisk gennembrud næste år i rollen som Wonderwoman i Zack Snyders ‘Batman v Superman: Dawn of Justice’.

Uden for lærredet viser Gadot lige så benhård, stilsikker smag, når hun klæder sig i klassiske herreskjorter, blazere og tidsløse jeans i enkle, men skarpe outfits. Hendes brug af farver holder sig på et absolut minimum – hun er glad for hvid og sort med få glimt af bløde douche-farver.

Se flere stilfulde skuespillerinder på de følgende sider – bl.a. Emily Ratajkowski og ‘Orange Is the New Black’s Samira Wiley.svo_splitfoto-2015-samira-1   svo_splitfoto-2015-samira-2   svo_splitfoto-2015-samira-31   svo_splitfoto-2015-samira-4@whododatlikedat

2. Samira Wiley

I Netflix-serien ’Orange Is the New Black’ ser man udelukkende 27-årige Samira Wiley, der spiller karakteren Poussey, i uflatterende fængselsdragter.

Privat har hun en legende og farverig tomboy-stil. Stakkevis af selfies viser løse sweatshirts, lag-på-lag og korte halskæder i hiphop-inspirerede outfits. Den afslappede stil står i skærende kontrast til de elegante og glamourøse kjoler, hun bærer til formelle begivenheder – dog altid tilsat hendes afslappede attitude. sv-2015-tessa-1m   sv-2015-tessa-2   sv-2015-tessa-3   sv-2015-tessa-4@spankuuuverymuch

3. Tessa Thompson

Den 31-årige skuespillerinde er hot i lige nu og medvirker i to af de film, der har været med til at puste nyt liv ind i afroamerikansk film. I ‘Dear White People’ bærer hun en hovedrolle som den revolutionslystne Sam, og i den Oscar-nominerede ‘Selma’ spiller hun menneskerettighedsaktivisten Diana Nash.

Og det er tydeligt på Thompsons Instagram, at også modebranchen har fået øjnene op for hende. Mange af hendes billeder er fra såkaldte editorials, frem for private fotos. Det gør det dog ikke til en mindre fornøjelse at følge hende i alt det, hun iklæder sig, som viser lange, flagrende kjoler, mønstrede sæt og herreskjorter tilsat hendes store, flotte krøller. sv-2015-lily-1   sv-2015-lily-2   sv-2015-lily-3   sv-2015-lily-4@lilyjamesofficial

4. Lily James

Med rollen som Lady Rose MacClare i ‘Downtown Abbey’ slog den 25-årige englænder igennem med et klassisk yndigt look. Det har nok hjulpet, da hun efterfølgende landede hovedrollen i Disneys stort anlagte, biografaktuelle ‘Cinderella’.

Med en eksklusiv stil, overvejende professionelle billeder og fornemme arrangementer, er det en poleret, men også eventyrlig Instragram-konto at følge. I ægte Askepot-stil smiler unge James sig gennem billeder af smukke, gulvlange kjoler i enten tunge røde blonder med broderede valmuer eller overstrøet med perler – og det selvfølgelig på vej til en premiere eller siddende på første række i afslappet samtale med Anna Wintour. I sjældne glimt får vi dog lov til at se hende privat i en afslappet grå sweater og hue eller i simple sæt holdt i hvidt. soundvenue-2015-adele-1   soundvenue-2015-adele-2   soundvenue-2015-adele-3   soundvenue-2015-adele-4@adeleexarchopoulos

5. Adèle Exarchopoulos

Den 21-årige franskmand fik et verdensomspændende gennembrud med sin hovedrolle i det intense og sensuelle kærlighedsdrama ‘Adèles liv’, som hun endda hentede en pris for under filmfestivalen i Cannes.

Hendes Instagram er på den ene side en verden af sommer og ungdom, hvor flagrende sommerkjoler, farverige mavebluser, skødesløst hår, ingen makeup og cigaretter akkompagnerer en afslappet attitude.

Den anden side viser, hvor stor en stjerne, hun er på vej til at blive, når fx Louis Vuitton igen og igen klæder hende på, og når hun ankommer til den prestigefyldte Met Gala i en drøm af en ædelstensbesat kjole.

soundvenue-2015-cara-1   soundvenue-2015-cara-2   soundvenue-2015-cara-3   soundvenue-2015-cara-4@caradelevingne

6. Cara Delevingne

Alle kender supermodellen Cara, og det bekræftes af hendes Instagram-profil, der netop har rundet ti millioner følgere. Som skuespillerinde er hun dog stadig ‘en af de nye’, selv om hun tydeligvis satser hårdt på det store lærred og har mere end en håndfuld nye film på vej. Senest oplevede vi hende i traileren til Michael Winerbottoms ‘The Face of an Angel’, men vi kan også glæde os til at se hende over for Johnny Depp i ‘London Fields’ og sammen med Will Smith og Jared Leto i ‘Suicide Squad’.

Hendes stil er en dynamisk sammensmeltning af et helt særligt venskab med Chanels chefdesigner Karl Lagerfeld, en forkærlighed for streetwear og hendes karakteristisk legende tilgang til mode. Det bliver tydeligt, når billeder af fransk couture frisk fra den røde løber mikses med sweatre i ‘The Simpsons’-print, burgersokker og hendes finurlige grimasser. soundvenue-2015-nicola-1   soundvenue-2015-nicola-2   soundvenue-2015-nicola-3   soundvenue-2015-nicola-4@nicolaannepeltz

7. Nicola Peltz

Den 20-årige amerikaner er ikke just kendt for sin medvirken i Oscar-contenders (‘The Last Airbender’ og ‘Transformers: Age of Extinction’ er de højest profilerede på hendes foreløbige cv), men Peltz har siden scoret en fast rolle i den hæderlige tv-serie ‘Bates Motel’, så pilen peger i den rigtige retning.

Uden for det store lærred har hun dog en eminent evne til at klæde sig enkelt og elegant, uden at det nogensinde bliver kedeligt. Med sort som den klare yndlingsfarve viser hendes stil mavebluser, bare skuldre, høje skindstøvler og ofte en sweater bundet om livet. soundvenue-2015-emily-1   soundvenue-2015-emily-2   soundvenue-2015-emily-3   soundvenue-2015-emily-4@emrata

8. Emily Ratajkowski

I ‘Kvinden der forsvandt’ spillede hun en mindre rolle som Ben Afflecks karakters elskerinde, og senere i år spiller hun over for Zac Efron ‘We Are Your Friends’. Men den 23-årige model og skuespillerinde er stadig primært kendt for en krop så velskabt, at den har prydet bunker af magasiner og naturligvis ‘Blurred Lines’-videoen.

Af samme grund skal man være forberedt på, at hendes Instagram-billeder ofte viser mere hud end tøj. Men scroller man over bikinibillederne og til de smukke, kropsnære og farverige kjoler, som hun bærer til formelle arrangementer samt de lidt sjældnere glimt ind i hendes egen garderobe, er der masser af inspiration at hente. I mere private øjeblikke ser man hende i korte, mønstrede sommerkjoler, en buksedragt eller rullekrave. soundvenue-2015-hailee-1   soundvenue-2015-hailee-2   soundvenue-2015-hailee-3   soundvenue-2015-Hailee-4@haileesteinfeld

9. Hailee Steinfeld

Den bare 18-årige californier fik sit store gennembrud i Coen-brødrenes ‘True Grit’. Hun har siden imponeret i blandt andet ‘Forelsket i New York’ og ‘Hateship Loveship’ og ser ud til at gå en stor karriere i møde. Det unge talent bliver dog interessant at følge på stilfronten.

I 2011 blev Steinfeld valgt som det italienske modehus Miu Mius nye kampagnemodel, og som et resultat af samarbejdet kan man se hende i brændte 70’er-inspirerede farver, vilde mønstre, knælange kjoler og rullekraver. Hun skaber ofte kontrast i sine looks med sorte negle, tung makeup eller mørkelilla læber. soundvenue-2015-tavi-1   soundvenue-2015-tavi-2   soundvenue-2015-tavi-3   soundvenue-2015-tavi-4@tavitulle

10. Tavi Gevinson

Med bloggen Style Rookie blev Tavi et internetfænomen og finurligt stilikon som blot 11-årig. Nu er hun 18 år gammel og chefredaktør på det feministiske internetmagasin Rookie, imens hun sideløbende spiller skuespil både på scenen og det store lærred i blandt andet den fine ‘Enough Said’.

Hendes Instagram er en humoristisk og farverig fortælling, der næsten udelukkende består af private snapshots, og hendes stil er en modig blanding af farver, mønstre og strukturer. Lige så dygtig, hun er til at overraske stilmæssigt, lige så fornemt formår hun at nedtone det, så hendes stil aldrig overdøver hendes person.

Læs også: Årets 10 mest inspirerende street style-personligheder på Instagram

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af