Astrid Andersen leverede den perfekte afslutning på Copenhagen Fashion Week

Astrid Andersen leverede den perfekte afslutning på Copenhagen Fashion Week
Foto: Copenhagen Fashion Week

Der var mange grunde til at glæde sig til hendes show, for det var både en homecoming for den danske designer, der de seneste år har fokuseret på London og herremodeugerne derovre, og det var samtidig hendes første med fuldt fokus på den kvindelinje, hun lancerede sidste år.

Og Astrid Andersen leverede på alle parametre og lukkede showkalenderen med den flotteste, mest gennemførte og cool kollektion, jeg så i løbet af ugen. Samtidig viste hun, at midt i streetwear-kulturens hav af autodidakte designere giver en mere klassisk skoling klare fordele.

astridandersen_aw17_cph1

Med fokus på materialemiks – fløjl, velour, pels og blonder – og skrædderdetaljer som lynlåse og eksperimenterende snit var håndværket i fokus, og det har Astrid Andersen styr på. I samspil med en farvepalet, der kredsede om dybrød, beige, guld, sort og grå, var der en eksklusiv aura over nærmest samtlige styles.

astridandersen_aw17_cph5

Alligevel fremstod Astrid Andersens kvinder cool og nede på jorden, som de valsede igennem møbelbutikken &Traditions lokaler på Papirøen. Koblingen til herrekollektionen, som blev vist i januar i London, var tydelig og flere styles gik igen, men derfor var modellerne stadig både feminine og sexede.

astridandersen_aw17_cph3

Velourkjoler havde høje slidser, langærmede toppe havde croppede rygstykker, ligesom åbne trøjer, ærmeløse t-shirts oggennemsigtige blondebukser blottede hud. Samtidig sørgede bælter med gyldne spænder for at accentuere taljerne på flere af de oversize silhuetter.

astridandersen_aw17_cph4

Ligesom i herreshowet skabte Astrid Andersen 80’er-hiphop-vibes med omvendte flat caps lavet i samarbejde med New Era og hendes første solbriller. Og selv om danskeren næppe har samme autentiske cred, som flere streetwear-mærker brander sig på, så har hun i hvert fald noget andet – styr på håndværket og en stærk fornemmelse for den ellers så svært definerbare coolness.

Læs også: Stort interview: Astrid Andersens skelsættende 2016

Læs hele vores modeugedækning HER.

astridandersen_aw17_cph2

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af