Saks Potts efter Beyoncé-hype: »Vi afleverede pelsen for tre år siden«

Det kræver åbenbart tålmodighed at få sit tøj på en superstjerne. Det erfarede den danske designduo i går, da det endelig lykkedes.
Saks Potts efter Beyoncé-hype: »Vi afleverede pelsen for tre år siden«
Cathrine Saks og Barbara Potts (Foto: Sascha Oda)

Et billede på Beyoncés Instagram-profil med popstjernen iklædt ens tøj er noget, de fleste brands drømmer om, men det er selvfølgelig ikke noget, man bare lige får til at ske. Og selv om det lykkedes for Saks Potts i går, så har det været en lang kamp.

»Vi blev virkelig glade og overraskede, fordi vi faktisk afleverede pelsen for tre år siden. Vi har så været i dialog med hendes stylist lige siden. Som hun skriver, så kan det tage år. De skal lige finde tingene frem fra gemmerne. Vi har også sendt hende nye ting i 2017«, fortæller Barbara Potts til Soundvenue. Hun står bag det danske tøjmærke sammen med Cathrine Saks.

Beyoncé havde altså en pels fra Saks Potts debutkollektion, ‘Collection 1’, på som en del af sit outfit, da hun deltog i velgørenhedskoncerten Tidal x Brooklyn søndag aften.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

?? BEYONCE ??

Et opslag delt af SAKS POTTS (@sakspotts) den

»Det var nogle farvede vaskebjørnsjakker, som vi lavede dengang«, fortæller Potts, der viste brandets ‘Collection 8’ under modeugen i København i august. »Vi er bare glade og taknemmelige. Vi har været fans af Beyoncé siden dag ét. Og så var det dejligt, at hun havde jakken på til et støtte-event for ofrene af orkanen i Houston. Det gjorde det endnu finere«.

»Vi fik det at vide lige inden, at hun skulle have den på. Det var helt fantastisk. Vi var sådan, altså jakken fra Collection 1? What? Det havde jo givet mere mening, at hun havde noget af det nyere på, men vi er selvfølgelig bare glade for, at hun har vores tøj på. Vi er heldige«.

Da Saks Potts opdagede, at de først ikke var krediterede på Beyoncés website, hvor hun ofte skriver, hvad hun har på, skrev de med det samme til stylisten Marni Senofonte, og så blev de tilføjet. For det er selvfølgelig en uvurderlig markedsføring, når en stjerne som Beyoncé går i et mærkes tøj.

»Vi kan se det på vores følgere på Instagram, at der er kommet mange nye til, men nu er jeg lige mødt ind på arbejde, så jeg har ikke tjekket, om det har påvirket salget. Men sådan plejer det at være, når store personligheder har haft tøjet på«, siger Potts.

Fokus på Instagram-marketing

Og Saks Potts har fra starten af været dygtige til at bruge Instagram som en markedsføringsplatform. Herhjemme er de venner med modeller som Caroline Brasch, Maria Palm, Emma Leth og Nadja Bender, der ofte ses i deres tøj og medvirker i kampagner. Og de arbejder aktivt med at få tøjet på stjerner, men med Beyoncé var det faktisk hende, der opdagede brandet, fortæller Potts.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Et opslag delt af SAKS POTTS (@sakspotts) den

Selv om flere har spekuleret i, at Beyoncé tjener op imod en million på et Instagram-post, så forsikre Potts om, at de ikke betaler, selv om det sikkert ville være pengene værd.

»Vi er meget bevidste om, at så snart vi har tøjet på nogle store personligheder, så hjælper det også på salget til butikkerne. Da Rihanna blev spottet i vores ‘Jimi’-jakke (tidligere i år, red.), der kunne vi se, at vores webshop eksploderede med salg af jakken og andre jakker«.

Læs også: Designer mærker Beyoncé-hypen efter stjernens seneste outfit-post

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af