RECession 04: Ikscheltaschel – dansk sprogs trussel

Danmark har fået et nyt sprog. Det befinder sig ganske vist stadig i undergrunden, men det støder snart hovedet imod overfladen. Det er for stort til at blive gemt væk. For smittende og glædesbetonet til aldrig at blive talt. Denne uprætentiøse dialekt, der bedst kan betegnes som en fandenivoldsk og entusiastisk volapyk. Opfundet af to fætre, der om nogen forstår at indoktrinere i festlige lag og få folk til råbe nonsens som ‘ikscheltaschel’ og ‘neisch bukum beisch’. Fever i Århus i går var ingen undtagelse.

Kresten Osgood og hans fætter Søren Kjærgaard gav den som hiphoppere ad libitum i deres fællesprojekt, Ikscheltaschel, der må misunde selv den svedigste og mest lyriske hængerøv. Der blev vrøvlet til den store guldmedalje, hvor halsmetallet var af fineste karat. Velartikuleret og synkront vås lød ud af højtalerne, og det lærelystne og feststemte publikum lod sig hovedløst diktere.

Der var nu heller ikke meget at indvende imod autoriteterne denne aften. Det var den absolutte elite, Kresten Osgood og Søren Kjærgaard havde taget med som husorkester. Der blev groovet, så det dirrede i hele Fevers baglokale, og Ikscheltaschels blanding af hiphop, jazz og sporadiske soli kom virkelig til sin ret i diskokuglens skær.

Et grønt fabeldyr agerede tilmed maskot og indpisker i bedste superligastil til ære for det begejstrede publikum, der netop blev holdt til hægterne i 90 minutter plus tillægstid. Apropos fodbold overmandede det begejstrede publikum sågar scenen under ekstranumrene, som en anden supporterkare der insisterede på at ønske deres hold tillykke med sejren.

Og sejren gik afgjort til Ikscheltaschel denne aften. Den musikalske og lyriske optræden var i særklasse, og mon ikke det danske sprog snart bliver overfuset af en vrøvlende jargon.