U2

Julen er tiden, hvor giganterne tjener penge flest. Og så sikkert som udspilede maver juleaften sender de fire hellige fra Dublin en ‘gave’ ud på det store julemarked, som vi alle kan hygge os med at give hinanden. I år er det endnu engang en koncertvideo, optaget på deres altid succesfyldte verdenserobrings-togter.

De engang så opløftende, godhjertede irere er nået i den sene alder, men viljen til at sprede et budskab vil de ikke smide fra sig. Ligesom på de efterhånden gamle optagelser af bandets medrivende koncerter på ‘Under a Blood Red Sky’, ‘Rattle and Hum’ og ‘Zoo TV Live From Sidney’ er det omsiggribende kærlighed som Bono messer. I ‘Running To Stand Still’ med oplæsning af menneskerettighederne med adresse til Det Hvide Hus, skæres det massivt ud i pap. Et banalt men vigtigt trick, og hellere erkende magtens muligheder end vende den ryggen, ikke?

Men skal vi sidde i vores stuer og forføres af det gode budskab, skal vi føle, vi står midt imellem de tusinder af publikummer. Det kommer vi bare aldrig til med en lille rund skive, og det keder at skulle forsøge at lade sig rive med. Ikke mindst fordi der overhovedet intet nyt er i hverken nye som gamle sange, ej heller i hus-designeren Willie Williams massive lys- og video-sceneshow, som U2 efterhånden har sat sig selv skakmat med.

Derfor, et sted midt i mellem 80’ernes enkelthed og 90’ernes sanse-bombementer, træder U2 efterhånden vande, og ligner musikere uden mere energi til deres engang så forbløffende evne til selvforvandling. Det understreger de så skærende med en ligegyldig genoplivning af ‘Zoo TV’s visionære billedstorm i showets ‘Achtung Baby’-sange.

Julen koster i forvejen rigeligt, så achtung baby, du opfylder U2’s ønske langt bedre ved at forære dine penge til verdens fattige i stedet for denne julegaves frelsende givere.