Alcoholic Faith Mission – højloftet mangfoldighed

Musikcaféens scene i Huset i Magstræde er ikke ligefrem stor, når et syv mand højt band som Alcoholic Faith Mission indtager den. Således var der ikke meget albuerum på scenen til aftenens koncert, men hvad man ikke har på scenen, må man vel så have i musikken.

Og der er i hvert fald albuerum og højt til loftet hos den danske gruppe, som tidligere på året udgav deres tredje, velmodtagede album ‘Let This Be the Last Night We Care’. I livesammenhæng blev det især tydeliggjort i kraft af de nærmest postrockede opbygninger flere af numrene har, som for eksempel ‘Sobriety Up and Left’ der blev fremført med en forførende intensitet.

Den altid mangfoldige instrumentering, som blandt andet betød to trommeslagere på en stor del af sangene, gav sættet en god variation og kulminerede i højdepunktet ‘Got Love? Got Shellfish!’, der er én af bagkatalogets mere letbenede skæringer. Her bidrog et par gæster ydermere med et ekstra, mandligt råbekor, et af gruppens effektfulde virkemidler, og det gav sangen ekstra nerve. Man kunne derfor have håbet, det samme ville ske med ‘Season Me Right’, men på nær en opfindsom ‘walk out’-outro virkede den en kende rodet og mindre tiltalende, end den ellers har potentiale til.

At Alcoholic Faith Mission tilsyneladende har en relativt sparsom fanbase i Danmark virker dog uforståeligt, for selv om gruppen denne aften ikke leverede en øreorgasmisk koncert, beviste de stadig, at de rent kvalitetsmæssigt tilhører det højere vækstlag på den danske indiescene.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af