The National: »For fem år siden sov vi på folks gulve«

På godt fem år er amerikanske The National gået fra at være et undergrundsnavn til at spille for fulde huse i hele verden. Det melankolske rockband er på toppen af karrieren.

»Matt bor i Karen Blixen-suiten. Jeg tror, han ligger og sover nu«, fortæller kvinden fra pladeselskabet, da vi er på vej op med elevatoren til 2. sal på Hotel D’Angleterre. I stedet for at forstyrre den sovende forsanger forsætter vi ned ad en lang gang, der fører til guitarist og sangskriver Aaron Dessners værelse. Han sidder og skyper med sin danske kæreste, da vi træder ind. Den mørkegrå computer er den eneste personlige ejendel i det fornemme og antikke værelse, der vender ud mod Kgs. Nytorv og i dagens anledning er udstyret med alt det, man forestiller sig, et værelse på D’Anglettere er udstyret med: Vindruer, fyldte chokolader, alle mulige former for drikkelse og to sølvfade fyldt til kanten med frugt og indbydende sandwiches.

Så kommer Matt Berninger ind. »Jeg skal lige have noget kaffe«, brummer han med en stemme, der har gjort fans verden over bløde i knæene og ømme i hjerterne. Jeg fortæller, at jeg kommer fra Soundvenue, og så lyser Aaron Dessner op. »Ja,ja, Soundvenue. Det kender jeg godt. Det er min kæreste Stines yndlingsmusikblad. Så må vi forsøge at være ekstra-interessante«. Vi sætter os til rette omkring et rundt, ornamenteret bord, hvorpå min medbragte diktafon og A4-ark med spørgsmål lige akkurat kan ligge blandt de vindruedækkede sølvfade og en stor, bugnende buket blomster.

Første gang I var i Danmark var i 2005, hvor i spillede på Loppen på Christiania. Nu sidder I her på Danmarks dyreste hotel. Hvordan er det gået til?
»Alle de penge, vi tjente den aften, har vi brugt på de her hotelværelser«, siger Matt og afslører et lille smil bag det tætte fuldskæg. »Nej, ‘word of mouth’ tror jeg. Vi har altid fået gode anmeldelser, men der har aldrig rigtig været særlig meget hype omkring os. Langsomt har bandet bare vokset sig stort«. Aaron tager over: »Vores fans snakker meget og spreder rygtet om bandet. Især i Danmark. Da vi kom tilbage efter Loppen-koncerten, spillede vi på Vega, og næste gang spillede vi to aftener på Vega. Det blev bare større og større«.

Hvordan føles det at være nået dertil, hvor I er nu?
»Rigtig godt. Men selvfølgelig havde det været fedt, hvis det var gået hurtigere. For fem år siden sov vi på folks gulve og på vandrehjem, når vi var på turné. Vi har et crew og to busser nu. Det er meget surrealistisk. Nogle gange tror jeg ikke helt på det. Vores koncert i Royal Albert Hall i London blev udsolgt på få minutter. Da jeg vågnede om morgenen, fik jeg en mail fra vores manager, der fortalte, at alle billetterne var solgt. Jeg troede, det var en computerfejl og anklagede hende for ikke at have styr på sit arbejde. Det gjorde hende enormt vred, at jeg ikke bare kunne glæde mig over vores succes«, fortæller Aaron.

Jagten på en ny lyd
The National brød igennem i 2005 med albummet ‘Alligator’. Forinden havde kvintetten, der oprindeligt er fra Ohio men nu er bosiddende i Brooklyn, udgivet to ikke særligt succesfulde album. Men med ‘Alligator’ ramte bandet, der udover Matt Berninger består af de to sæt tvillingebrødre Aaron og Bryce Dessner og Scott og Bryan Devondorf, en melankolsk grundtone, de stadig holder fast i, og som har gjort dem til et bredt respekteret navn, der er elsket af både kritikere og publikum.

»Da vi startede, var vi ikke særlig ambitiøse, vi vidste slet ikke, at vi kunne blive et godt band. Vi gjorde det bare, fordi vi nød det og godt kunne lide at hænge ud som venner«, fortæller Aaron.
Bandets fjerde album ‘Boxer’ udkom i 2007 og blev med hits som ‘Slow Show’, ‘Mistaken For Strangers’ og ‘Fake Empire’ The Nationals hidtil største kommercielle succes. Alene i USA har albummet solgt over 170.000 eksemplarer. Det er derfor helt naturligt, at der er kæmpe forventninger til bandets seneste bedrift ‘High Violet’. Albummet har været undervejs i to år, og for første gang har gruppen indspillet i deres hjemmebyggede studie i Aarons garage i Brooklyn.

»Fordi vi er blevet et større band siden sidst, kunne vi godt have lavet et dyrt studieproduceret album, men det gad vi ikke. Vi ville lave en hjemmelavet plade, der indeholdt aspekter af noget stort og professionelt, og fordi vi havde vores eget studie, kunne vi også arbejde uden deadlines og bruge mere tid på at eksperimentere«.

De løse og afslappede rammer har resulteret i et album, der hverken går efter struben som ‘Alligator’s desperate og storbymættede guitarrock eller langsomt sniger sig ind på sin lytter som de repetitive og anspændte Matt Berninger-monologer på ‘Boxer’. I stedet er ‘High Violet’ mere afbalanceret, mere melodisk varieret og måske lidt mere umiddelbar og lettere at holde af fra første lyt end sine forgængere.

»Hele bandet var klar over, at vi ikke gad gentage os selv, men især Matt var interesseret i, at vi prøvede en ny lyd. Han blev ved med at sige, at det skulle være en ulden lyd, lige som en gammel uldtrøje. I begyndelsen hørte jeg ikke efter, men langsomt prøvede jeg at finde nogle guitareffekter, der lød sådan. Det endte med at blive et tema på albummet, de her beskidte og fragmenterede guitarlyde der står i direkte kontrast til den meget elegante lyd på ‘Boxer’«, fortæller Aaron.

Pensionister får deres hjerter knust hver dag
Den nye lyd er ikke den eneste forandring, der er sket. Siden udgivelsen af ‘Boxer’ er The Nationals naturlige omdrejningspunkt Matt Berninger blevet far til en lille pige. Han er også blevet gift. Alligevel hedder det første nummer på albummet ‘Terrible Love’ og er dedikeret til hans kone. Hvordan hænger det sammen? Hvordan bærer man sig ad med at skrive tekster, der beskæftiger sig med knuste hjerter og altfortærende melankoli, når man privat er både lykkeligt gift og nybagt far?

»Når jeg tænker på hjertesorger, så tænker jeg ikke længere på dreng møder pige, dreng mister pige. Det er ikke den slags kærlighed, jeg skriver om. Hjertesorger er ikke noget, som kun sker for unge singler. Man kan være lykkeligt gift og stadig få sit hjerte knust. Bare på en anden måde. Heldigvis er der, hvis man er gift, ens kone til at reparere det«, smiler han. »Jo ældre man bliver, jo mere går det op for én, at kærlighed er noget, man gør. Det er ikke en eller anden abstrakt følelse, som nogle gange rammer én. Det er ikke noget, man kan jagte. Kærlighed er noget, man gør hver dag. Kærlighed er at stå op om morgenen og ikke klage over ligegyldige ting, selv om de måske irriterer dig. Hvis din kone kører jeres bil i en flod, så er kærlighed ikke at klage over det«.

Er det noget din kone har gjort?
»Haha. Nej. Selv om hun sikkert har haft lyst rigtig mange gange. Det, jeg mener, er bare, at hjertesorger sker for alle mennesker. Pensionister får deres hjerter knust hver dag. Og jeg tror ikke, jeg nogensinde holder op med at synge om den slags. Det er en af de vigtigste ting i livet«.

På en eller anden måde er alt altså alligevel ved det gamle i The National, selv om Matt Berninger har sagt farvel til sit rodløse ungkarleliv, og transporten nu foregår i store busser, og overnatningen klares på D’Angleterre. »Det er faktisk helt tilfældigt, vi valgte det her hotel«, fortæller Aaron. »Jeg kunne bare huske navnet, fra sidste gang vi var i Danmark. Men jeg vidste ikke, at hotellet var så flot«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af