SÅ DU DET? Der er sket noget undervejs i det ellers næsten overdrevent eventyrlige ‘Først til verdens ende’.
På de fem tv-makkeres kapløb gennem Nordamerika har problemerne indtil nu bestået af logistiske udfordringer, udmattelse, fyldte togruter og aflyste færgeafgange.
Men som gættet er der faldgruber ved at fyre en murica-rundrejse fra Grand Canyon til Key West af i disse tider, lige meget hvor imødekommende amerikanerne er i deres egen selvopfattelse.
Pludselig var deltagerne nemlig fanget i en lille amerikansk by ved grænsen til Canada, hvor Trump-flagene vejede. Som følge virkede konkurrencen, der i bilernes land er dybt afhængig af blafning, ikke helt så fair som før. Og den amerikanskhed, der ellers normalt gør programmet til feelgood-tv, skiftede pludselig tone.
Det var i forvejen svært at finde en venlig sjæl, der gav et lift ud af en by med 300 indbyggere, men for manges yndlingshold – vennerne Rand og Mohammed, »to mænd med fuldskæg« der har rødder i henholdsvis Irak og Palæstina – bekymrede man sig hurtigt for, om det også var ubehageligt.
Hvilket var synd, for det, der normalt gør ‘Først til verdens ende’ til mere end et rejseprogram, er netop casternes evne til at finde folk, hele Danmark kan falde for, samtidig med at det er mere diverst end det meste andet.
Blandt de andre deltagere finder man de forlovede digitale nomader Morten og Benjamin, der har ligget forrest i feltet med vindende charme, Mille og veninden Amalie, der lider af stærkt nedsat syn, og Johnni og Jeanette … der er fra Nordjylland. Derudover er et sæt rejsende allerede røget ud: Anne Sofie og Michael, der skulle bekræfte hinanden i deres far-datter-relation, som viste sig ikke at være biologisk.
Men når man havner i et politisk betændt klima, bliver man også tvunget til at se privilegieforskellene i øjnene midt i den bredeste mainstream-underholdning.
Rand og Mohammed mærkede en klar forskel fra deres positive oplevelser i Canada og tog tingene med oprejst pande, selvom deres erfaringer unægteligt også bragte en anden alvor ind i billedet end i tidligere sæsoner.
»Det er virkelig mærkeligt at træde ind i et område, hvor man måske skal føle sig lidt usikker. Vi skal jo altid passe på os selv, og vi skal sørge for, at vi ikke træder nogen over tæerne«, evaluerede Rand til kameraet. De måtte være mere tilbageholdende og være grundigere med at udplukke, hvem de tog kontakt til, lød konklusionen.
Man åndede lettet op, da byens selvudnævnte »eneste venstreorienterede« lille ældre dame tilbød dem et lift og gav dem samme nedslående råd med på vejen, efter hun havde hilst dem »hola« og spurgt, om de var fra Mexico:
»Heromkring bliver I nødt til at være forsigtige. Det hader jeg at sige. Det her er Trump-land, og de er ikke altid særlig venlige hele tiden«.
Man kan undre sig enormt over destinationsvalget i den politisk betændte destination. Men selvom det risikerer at skævvride ræset eller give nogle af deltagerne mindre positive oplevelser med på vejen, er det en vigtig påmindelse om, hvordan virkeligheden også ser ud – i USA og herhjemme.
I denne sæson af ‘Først til verdens ende’ ser vi, at alle ikke rejser på samme vilkår.
Og selvom det ikke nødvendigvis er retfærdigt, er det også en styrke, at de ellers ufarlige konkurrenceformater sørger for at vise os forskellige slags mennesker såvel som deres forskellige rejsebetingelser.
Jeg hepper om muligt bare endnu mere på Rand og Mohammed.
‘Først til verdens ende’ kan ses på TV 2.