Selv ikke en arm i slynge kunne stoppe Oskar Witts vildskab
Jeg nåede lige at blive bange. Den ene gang, jeg tidligere har set punkrapperen Oskar Witt live, var hans fysiske vildskab det ultimative trumfkort. Men da han optrådte på Uhørt, havde han armen i slynge. Dertil truede det første nummer med, at lydbilledet kunne blive for rodet til, at Witts lyrik kunne trænge ordentligt igennem.
Men al min frygt blev gjort til skamme. Bandet spillede med det niveau af barskhed, som Witts univers fordrer, men uden at der skete for meget til, at Witt ubesværet kunne dele ud af hårdkogte historier om livet på gaden og ubehagelige tankestrømme.
Han leverede samtlige linjer med både teknisk præcision og umanerligt scenetække – og så meget vildskab, at man blev bekymret for armen i slyngen, ikke mindst da han stillede sig op på nogle højttalere i siden af scenen. Da han delte publikum i to for at bruge midten til at lege model på en catwalk – med et spejl for enden, hvor han påførte sig læbestift – stod det klart, at han vidste præcis, hvordan han fik publikum i sin hule hånd.
Masiv fik et lille publikum til at dryppe af sved
Den elektroniske trio Masiv arbejder i den allerhårdeste ende af UK-inspireret dance-musik med særligt drum’n’bass og brostep som forlæg.
De spillede som det allersidste navn torsdag aften, så det kun var fåtallet, der var tilbage. Men trioen sørgede for at brage løs, så hvert drop føltes mere kolossalt end det foregående, og hvis man var i stand til at gå fra koncerten uden at være badet i sved, besad man imponerende tilbageholdenhed – så kommanderende var musikken.
Gruppens trommeslager, Allfred Koch Hess, var særligt imponerende. Han spillede med en ildhu, der mindede om trommefænomenet Andreas Grønne – kendt fra Syl, Prisma og Kind Mod Kind – og de to medlemmer bag tastaturerne byggede klart deres udtryk op omkring den vildskab.
In Inkra gav et frisk pust til dansk postpunk
For 10 år siden bugnede den danske rockundergrund nærmest over med bands, der lød som In Inkra – frustreret, beskidt postpunk, hvor en balstyrisk forsanger med let tåget vokallevering agerede anker for publikum. Ofte med danske Iceage som et tydeligt forlæg.
In Inkra er noget mere friske i 2025, hvor markedet ikke er så mættet. Men selv i 2015 tror jeg, de ville skille sig ud.
Dels fordi de forstår at skrive dynamiske, velopbyggede sange, der besidder slagkraft og spænding. Dels fordi alle medlemmerne besidder et energiniveau på scenen, der løfter sangene gevaldigt. Og ikke mindst fordi de har en spændvidde, man sjældent så, da dansk postpunk var overalt.
Som den langsomme, dramatiske ‘Soldier’, der dyrkede tilbageholdenheden, og den afsluttende ‘Popsang’, hvor de udforskede en lyd, der gav mindelser om de danske altrockere Psyched Up Janis’ vellyd fra 1990’erne.
Salon Noir skabte shoegaze-smerte i verdensklasse
På studieindspilninger gør Salon Noirs atmosfæriske indierock indtil videre ikke det helt store væsen af sig, omend det er tydeligt, at de kan deres kram.
Men da de trådte på scenen til Uhørt, gik der ikke længe, før de knuste alle forventninger med en lige dele drømmende og støjende shoegaze-seance, hvor det næsten ikke var til at begribe, at det kun var en trommeslager, en guitarist og en bassist, der indhyllede Volume-scenen i en mur af lyd.
Tro mod shoegaze-genrens navneophav var trioens visuelle udtryk lettere indadvendt. Men det hang heldigvis sammen med, at følelserne blev udtrykt mere end almindeligt godt på et instrumentalt plan.
Nogle bjergtagende, nærmest postrockede instrumentalsekvenser føltes som at bevidne en brutal tragedie. Vokalerne, som guitarist Solveig Margrethe stod for, var ganske sparsomme, men når de dukkede op, besad de kuldegysningsfremkaldende niveauer af smerte.
Paters artpop var et oprør mod kønsnormerne
Artpopbandet Pater udforskede på Uhørt et lydunivers, der særligt ledte tankerne hen mod succesbandet Ganger – blandt andet fordi forsanger Stine Stengaards skælvende vokal besidder meget af den samme kommanderende klang, som Gangers Ninna Lundberg lægger for dagen.
Men også grupper Yör og Uden Ord dukkede op i tankerne, da sekstetten, der blandt andet talte en saxofonist og en trombonist, gjorde oprør mod samfundets kønsnormer med deres insisterende popkompositioner.
Bandmedlemmerne bevægede sig rundt på scenen i en slags sensuel symbiose, og da queerpopstjernen Asbjørn kiggede forbi til en gæsteoptræden, gik han ubesværet i ét med gruppens farverige og svævende univers.
Men højdepunktet kom i form af den hårrejsende ‘Blinke blå’, hvor Pater berettede om en mand, der blev udsat for en hadforbrydelse, da han klædte sig i sin mors jakke. Det var en brutal påmindelse om, at den kønskamp, bandet kæmper, altså er en kamp om liv og død.
Cano skreg, så man fik en klump i halsen
Canos show startede med en Bon Iver-klingende autocroon, hvor hans stemmes intensitet øjeblikkeligt holdt publikum i et kvælertag. Det nummer udviklede sig – som flere af hans sange – fra en øm ballade til en nærmest eksistentielt ængstelig klubsang.
Han har lidt en formel. Men han solgte det med en intensitet i vokalen, der gjorde, at det altid føltes ægte og nærgående. Som at se en ven træde ind i en negativ spiral, man ikke kan få dem ud af.
Han formåede at variere sin optræden så meget, at formlen ikke gjorde det store. Som da han på den underspillede ‘Jeg ik alene mer’ satte sig med sin guitarist ved et bord på scenen, hvor der var hældt rødvin op. En ganske original måde at skabe intimitet. Eller som på ‘Ord er det eneste jeg har’, hvor han stillede sig mellem to mikrofoner i venstre side af scenen.
Her sang han nærmest duet med sig selv. Når han vendte sig 180 grader, røg hans stemme nemlig gennem filtre, der gav den en mere feminin klang ikke ulig Phlakes Mercedes The Virus-figur. Det solgte sårbarheden eminent.
Polite skabte ro på det helt rigtige tidspunkt
Man kunne dårligt have programsat det meget bedre: Efter Canos intense ubehag kunne man gå mod den indendørs skate-scene og bevidne et af dansk indiefolks store nye talenter.
Polite bredte en vidunderlig ro ud over salen, som satte sig i alle dele af kroppen. Hendes blide stemme, der dog sagtens kunne bide fra sig med små jodlende knæk, føltes som at lægge sig i en blød seng efter en hård dag. Og hendes medbragte band besad et niveau af tilbageholdenhed, der gjorde, at hver eneste lille detalje i musikken kunne få plads til at udfolde sig.
Der var dog også plads til lidt storladenhed mod slutningen af koncerten. Polite lagde sin akustiske guitar fra sig på den rockede ‘Collector of Dreams’, hvor det elektriske backingband dermed fik frit råderum og mulighed for at brage mere igennem. Her kom en storhed, der klingede af stadionrock a la The War on Drugs. Men al detaljerigdommen i Polites stemme vedblev.