Tenacious D
Det er seks år siden, at Jack Black (aka Hollywood Jack) og Kyle Gass (aka Rage Kage) sidst gav lyd fra sig som Tenacious D. Da udsendte duoen filmen ’The Pick of Destiny’ og det dertilhørende soundtrack, der begge floppede fælt – i hvert fald, hvis man vælger at tro på den historie, som der udspiller sig på comedy-bandets nye album. Her udgør forgængerens fiasko og duoens aktuelle genopstandelse nemlig hovedtemaerne.
Historien lyder, at makkerparrets veje skiltes efter fiaskoen. Black drog til Hollywood og levede det vilde liv i sus og dus som filmstjerne. Han glemte alt om sin gamle ven Rage Kage, der blev tvangsindlagt på et sindssygehospital som følge af nedturen og bruddet. Black er dog nu steget ned fra elfenbenstårnet, fået Kage udskrevet, og the D er nu tilbage – på godt og ondt.
Indholdsmæssigt er der fortsat tale om et temmelig kitschet miks af hård rock, powerballader og spoken word-vignetter. Musikken leveres sikkert og kompetent (duoen får blandt andet musikalsk bistand af grydetæveren Dave Grohl), og fjollerierne fungerer eksempelvis fint på det folkede uptempo-nummer ‘The Ballad of Hollywood Jack & The Rage Kage’ og på stomperen ‘Throwdown’.
I længden kammer det dog over for Tenacious D. Humoren er sjældent hverken specielt intelligent eller dyb, og albummet ender med at være ambivalent på samme måde som en pruttepude, der er ganske underholdende til at begynde med, men lidt for trættende og anstrengende i længden.