iLoveMakonnen blev stjerne på et splitsekund, da Drake sidste år udsendte sit remix af ‘Tuesday’ inklusiv et gæstevers og en kæmpe blåstempling. Nu er turen kommet til Fetty Wap – den enøjede rapper, der dog på ingen måde er ligeså ukendt, som iLoveMakonnen var på samme tidspunkt sidste år.
Fetty Wap hitter i øjeblikket stort med ‘Trap Queen’, der ligger nummer tre på den amerikanske singlehitliste. Drake har dog kastet sig over et andet nummer, ‘My Way’, hvor han i samme stil som ‘Tuesday’ har et vers midt i sangen.
Og der er ligheder at spore mellem iLoveMakonnen og Fetty Wap – først og fremmest det faktum, at ingen af dem rigtigt rapper, men nærmere synger i et idiosynkratisk leje og tempo.
Fetty Wap gør i øjeblikket klar til at udsende et nyt mixtape og var i går også forbi ‘The Tonight Show’, hvor han spillede ‘Trap Queen’ sammen med The Roots.
Læs også: De 10 bedste hiphop-mixtapes fra 2015 – indtil videre