1. Disclosure
Fredagens, hvis ikke hele Roskilde Festivals helt store fest på Orange Scene. De britiske Lawrence-brødre rykkede i 2013 Apollo rundt, men har altså fået den ultimative ære med opgraderingen til Orange – og det endda uden at have udgivet et album siden den fornemme blanding af house, pop og britiske bastendenser på ‘Settle’. Det syder og koger dog i Disclosure-gryden, og i slutningen af maj fik vi så den nye single ‘Holding On’ samt lovningen om et nyt album. Forvent helt sikkert nye ting på setlisten, men forvent først og fremmest en elektronisk fest af de helt store.
Orange
Fredag den 3. juli, 22.30
2. Kwabs
Hans debutalbum ‘Love + War’ er godt nok blevet udskudt til september, men det bliver Kwabena Sarkodee Adjepongs vokal jo ikke mindre behagelig af. Kwabs gør sig i en form for soulet og ganske poppet r’n’b, og hans stemme er både stærk, men samtidig rund i kanterne. Den britiske sanger udgav i 2014 hele tre ep’er, så hvis sangene fra det kommende album stadig ikke kan luftes, er der masser af stærkt materiale alligevel. En eftermiddagskoncert i solen virker desuden som den perfekte setting.
Pavilion
Fredag den 3. juli, 17.00
3. Kendrick Lamar
Hvad mere kan der siges… Kong Kendrick indtager Orange Scene, og manden bag dette års bedste hiphop-album (indtil videre, Kanye) virker til at være i topform på alle planer. Roskilde Festival har lovet et band på scenen, og i så fald burde det blive lidt lettere for rapperen at fylde den gigantiske scene ud. Og så har den seneste måneds setlister fra andre festivaler vist, at Kendrick virkelig skruer charmen på – se bare denne her fra Summerfest i USA den 1. juli. Interessant er det dog, at der ‘bare’ er fire numre fra ‘To Pimp a Butterfly’.
Orange
Fredag den 3. juli, 19.30
4. Run the Jewels
Hiphoppens mest umage makkerpar har reddet på en bølge af succes, siden de i 2013 udsendte deres første album som Run the Jewels. El-P og Mikker Mike toppede med sidste års frembrusende ‘RTJ2’, og under El-P’s ofte aggressive, maskinelle produktioner minder projektet mest af alt bare om to ligesindede venner, der har det svine sjovt, men samtidig stikker lidt til samfundets gængse normer. Live er deres energi og samspil i særklasse, hvilket vi på dansk jord senest fik serveret i Pumpehuset i december.
Arena
Fredag den 3. juli, 21.00
5. Goat
Goat leverede en i Roskilde-regi legendarisk koncert, da de i 2013 indhyllede Pavilion i deres shamanistiske og ekstremt groovy, beatdrevne psychrock. Siden da har de maskebærende svenskere udsendt endnu et polyrytmisk rockridt, såvel som cementeret deres status som en af live-scenens mest gådefulde bekendtskaber med en seance i Store Vega sidste år. Det er sådan en koncert, du skal se, selv om du ikke kan fordrage musikken.
Avalon
Fredag den 3. juli, 00.00
6. The Tallest Man on Earth
Kristian Matsson har altid fået skudt i skoen, at han minder lidt for meget om Bob Dylan, men man kan ganske enkelt ikke komme uden om, at svenskeren skriver nogle virkelig gode sande ud fra en tradition, hvor alt udspringer fra guitaren og stemmen. Tidligere udgivelser var meget spartanske i udtrykket, men på dette års ‘Dark Bird Is Home’ ramte Matsson landevejen med inspiration hentet fra både Tom Petty og mere nutidige The War on Drugs. Hvorfor det rent faktisk skal blive spændende at se, hvordan han live vil balancere mellem de forskellige etaper af bagkataloget.
Arena
Fredag den 3. juli, kl. 16.00
7. DJ Mustard
Det er ikke rigtigt til at forudse, hvad der kommer til at ske på Apollo kl. 22.00. DJ Mustard er på programmet, men han er jo ikke en performer, ‘bare’ manden bag en meget stor andel af de allerstørste hiphop- og r’n’b-hits indenfor den seneste håndfuld år. Så det bliver nok et hitpakket dj-set af en art, hvilket på papiret faktisk også lyder ekstremt effektivt. Der er der i hvert fald ikke andre på plakaten, der står for at servere. Et fint festalternativ til Disclosures houseting på Orange.
Apollo
Fredag den 3. juli, kl. 22.00
Læs også: Læs publikums reaktioner fra Pharrell-koncerten: »Pop fungerer perfekt på Orange«