Disclosure

Disclosures debutalbum åbner med en prædikende vokal, der beskriver hvad der sker, »when a fire starts to burn«. Sådan en åbning er næsten for oplagt at analysere, for uanset om ilden refererer til hypen omkring Guy og Howard Lawrence eller de unge briters fandenivoldske gåpåmod, er der i den grad tale om et fænomen, der ikke er til at slukke.

‘Settle’ gør alt andet end hvad titlen ellers kunne indikere. Duoen har som kun få andre formået at servere basmusik med ægte elektroniske rødder, der samtidig får dine mindre nørdede venner til at spidse ører. Havde albummet budt på et skift a la James Blake til ren radiovenlig pop, kunne man dårligt have bebrejdet duoen. Resultatet er med få undtagelser dog ligeså fængende og beskidt, som man kunne have ønsket sig.

Læs også: Se den prædikende video til ‘When a Fire Starts to Burn’

Stilen er fortsat den blanding af house og basmusik, som SBTRKT og Katy B senest har haft succes med. Disclosure pakker dog det ubestridelige poppotentiale ind i mere acid-prægede produktioner, og selv om de mange vokalgæster runder kanterne af, har musikken et næsten dyrisk drive med tung percussion og skarpe synths.

Albummet taber lidt af pusten inden en stærk afslutning, men er stadig der en fornøjelse at lytte til. Særligt ‘Confess To Me,’ hvor Jessie Ware leverer en rå og kølig vokal, og viser hvorfor Disclosure har brudt gennem en ellers tætpakket lydmur. Med møgbeskidte synths, dundrende trommer og et drys harmonier smelter de såre simple virkemidler pludselig sammen til noget meget større.

Lad bare ilden brænde.