Det er svært at forestille sig, at d’herrer El-P og Killer Mike kan gøre noget halvhjertet. Selv når det handler om et kattejammer-remake af hele deres seneste album, går drengene til opgaven med beundringsværdig (og mildt foruroligende) entusiasme.
Det startede som lidt af en joke. Run the Jewels var klar til at sende deres andet album, ‘RTJ2’, på gaden, og i den forbindelse kunne ivrige fans erhverve sig helt særlige bonuspakker. Foruden pakker, der gav adgang til særlige liveshows, mulighed for at tage duoen med i skole eller sende dem på pension, kunne man for den nette sum af 40.000 dollars sikre sig, at det umage makkerpar remixede hele albummet udelukkende ved hjælp af kattelyde. En fanbaseret Kickstarter-kampagne senere var katte-pakken naturligvis solgt.
Run the Jewels – eller ‘Meow the Jewels’, som duoens katteinficerede alterego går under – er efter blod, sved og katte-auditions ved at være klar med albummet. Forleden delte de pladens første skud, ‘Meowrly’ (meow-versionen af ‘Early’), der har Beyoncé-produceren Boots med på produktionssiden. Duoen afslørede i samme ombæring, at Massive Attack har tilsluttet sig det afsindige projekt, der desuden også får hjælp fra blandt andre Baauer, Just Blaze, Zola Jesus og The Alchemist.
‘Meow the Jewels’ lander til september, og al indtjeningen på vinylsalget går til ofre for politi-brutalitet. Hør ‘Meowrly’ herunder.
Læs også: Her er halvårets 10 vildeste musikvideoer