I Los Angeles lørdag mødtes to af musikverdenens store stjerner i ét stort klassisk værk (eller mash-up, om man vil), da et klassisk orkester spillede musik fra både Kanye West og Ludwig Van Beethoven.
Det var tracks fra Kanyes 2013-mesterværk ‘Yeezus’, der kom under kærlig orkestral behandling, da ‘New Slaves’ og ‘Blood On The Leaves’ blev sneget ind mellem Beethovens legendariske kompositioner. Koncerten blev endda foreviget og kan nu høres via Soundcloud-linket forneden.
Under koncerten udtalte manden bag arrangementet om det utraditionelle musikermøde: »Det stykke, vi lige har hørt af Beethoven, har en slutning, der i høj grad er afskåret fra resten af stykket. Det er for det meste meget kaotisk, og så er det pludseligt jublende og næsten ekstatisk. Det er helt over-the-top i forhold til det, som kom før det. Og Kanye gør det samme på ‘New Slaves’«.
Resultatet er om ikke andet blevet ret fantastisk, og uanset om du er til Yeezy eller Beethoven, tør vi godt anbefale ‘Yeethoven’ som et perfekt soundtrack til en beroligende mandag eftermiddag.
Læs også: Skrillex går banger-bersærk på nyt mashup af ‘Bitch Better Have My Money’ og ‘Hotline Bling’