1. Hvad er den vildeste klub, I nogensinde har været på?
Frank: »Jeg ramte engang den her klub på Lower East Side i New York, der inde bag en bogreol havde en lille ekstra bar, der kun solgte Coronitas og kokain. Det synes jeg var rimelig vildt… De er fandeme små de øl!
Skal jeg nævne noget i en helt anden arena må det være Top Hill i Budva i Montenegro, som er en udendørsklub med kapacitet til 5.000 mennesker, et 120 Kw Martin Audio lydsystem og bygget i inspiration efter Pink Floyds ’Pulse’-optrædener på Division Bell Touren i ’95. Det sted er i sin helt egen verdensklasse«.
Lennet: »Jeg vil sgu bare gerne slå et salg for Jumbo’s Clown Room i L.A.. Der vil jeg gerne sidde og blive gammel over en Brandy Alexander«.
2. Hvilken episode fra Simons/Sunday/Chateau Motel husker I også, når I er 80 år?
Frank: »Ét af de glimt, der står lysende klart på den indre celluloid, var da vi havde livesex på Simons i loungen, og nogle af gæsterne bidrog til showet. Rummet var lukket af, og vi havde kun peep holes, hvilket så også betød, at der måske var 30 mennesker, der overhovedet opdagede, at vi havde et mindre gangbang kørende…«
Lennet: »Én episode, jeg for mit vedkommende med glæde ikke glemmer, er da jeg ligger hjemme den første aften efter 21 åbne aftener i træk på Sunday, og Frank sender mig et billede, hvor han hamrer vodkashots med hele U2. Jeg ramte 22 aftener i streg 15 min senere. En anden jeg med mindre glæde nok aldrig glemmer, var da jeg dagen derpå får at vide, at en ung, uforvarende picker aftenen før lige fik hele Metallica afvist i døren med forklaringen: ’For meget langt garn og grimme sko’. Der bed jeg mig sgu lige en ekstra gang i læben. Til info er knægten stadig ansat hos os. Man skal jo ikke straffes for ikke at kunne heavy metal«.
Frank: »Nu har Chateau Motel jo ikke har åbent så længe endnu, men Robyn på åbningsaftenen vil nok stå klart i hvert fald nogle uger endnu… Men endnu mere at se, at vi var lykkedes med at tiltrække et meget mere divercificeret og spændende publikum, end da Sunday lukkede«.
3. Hvad er det fedeste ved klubscenen i København?
Lennet: »Der sker lige nu mere på den københavnske klubscene end i mange, mange år. Og det er jo super fedt – der bliver lagt kræfter og kreativitet i mange steder. Og det gør jo så også, i og med konkurrencen stiger, at man selv lige spænder bæltet og gør sig ekstra umage«.
Frank: »Ja, man må sgu sige, at det københavnske klubpublikum virkelig bliver forkælet lige nu – og i mange genrer og niveauer. Men vi vil jo nok se, at de mest langsomme i klubflokken bliver nappet bagfra. Og det er jo nok sundt for sådan et par gamle klubdrenge som os – vi bliver nød til at være knivskarpe på hver eneste åbningsaften!«
4. Hvad er det mest nederen ved klubscenen i København?
Frank: »Jeg ved ikke, om der er noget decideret nederen ved scenen. Jeg er måske også farvet i og med, jeg elsker scenen sådan helt generelt. Det man skal være klar over er, at klubscenen i København er helt i top set på et international niveau. Danskere kan altså hamre… Og de går sent ud og de sætter pris på gode steder og ordentlige bookinger«.
Lennet: »Jeg synes måske, vi godt kunne bruge lidt mindre smadder nogen gange og lidt mere sådan suave, som Dennis Hopper siger i ’Blue Velvet’. Lige så fedt som det er at danskere hamrer sig ned, lige så meget kan man godt ønske sig nogen gange, at det hele bliver en anelse mere stilfuldt og mindre vikingeagtigt. Når det så er sagt, så er det jo fedt, at man kan feste til man segner modsat for eksempel New York, hvor hele lortet lukker kl. 4 og man skal hjem«.
Frank: »Hold nu kæft Lenny, haha! Du er jo aldrig nogensinde gået hjem i New York kl. 4 – så er det da kl. 4 pm fra en efterfest! Jeg vil nu give Lennet lidt ret – en tur ned af Vestergade eller oppe ved Vesterport kl. 5 om natten i København fremstiller ikke danskere i det pæneste lys«.
5. Hvor mange politikerkarrierer ville I kunne ødelægge med historier fra nattelivet?
Lennet: »På ingen måde nok! Ellers ville der fandeme ikke være nogen tilbage at stemme på fra DF. Problemet er jo, at sådanne mennesker kun fester derhjemme med dansktopmusik og hamburgerryg«.
Frank: »Vi har jo set en del, men de folk, der kommer hos os for at feste og har en eller anden form for notoritet, dem gør vi, hvad vi kan, for at beskytte. Det er jo nederen nok at skulle være en offentlig person og på den måde ikke kunne smide hæmningerne. Så vi gør, hvad vi kan, for at være nogle gode værter og give lidt frirum. Det gælder i det hele taget alle vores gæster. De kan gøre, hvad de vil – så længe det ikke går ud over andre!«
6. Hvornår er man for gammel til at arrangere fester?
Frank: »Det må du spørge Kim Thurman om! Haha… Nej, man er for gammel, når man ikke mere gider at komme til sine egne fester. Det er jo et ekstremt visceralt fag. Du skal kunne føle det i marv og ben. Har du ramt den i aften, er gæsterne glade, bliver de udfordrede, er stedet, stemningen og musikken den rigtige? Du skal have lysten til at undersøge det! Når du ikke har det mere, så er det tid til at pakke sydfrugterne«.
Lennet: »Jeg tror sgu aldrig, jeg bliver for gammel. Det løber i mit blod, og jeg er i den heldige situation, at jeg laver det, jeg er bedst til – og det er en kæmpe tilfredsstillelse, hvilket videre gør det til et stort privilegium at arbejde i og med nattelivet. Når det så er sagt, så taler vi da nogen gange om, hvorvidt vi laver det her om ti år. Måske gør vi, måske ikke. Det kommer an på, om vi stadig synes det er sjovt, og om vi har noget at byde på«.
7. Hvem er de sjoveste gæster – de rige eller de kreative?
Lennet: »Det nemme svar er jo de rige kreative, men dem er der bare ikke særligt mange af! Pointen her er jo, at du kan ikke have en fest med kun én af slagsen – du skal have begge elementer i spil i en farverig cocktail, før det smager af noget. Man kan dog sige, at vi med Chateau Motel hælder lidt tungere fra den kreative flaske – dog uden at holde låget på den anden. For hele pointen med stedet er jo at mikse det hele sammen«.
Frank: »Altså nu er det måske også en lidt generaliserende betragtning. Der findes jo masser af kreative mennesker, der er røvsyge, og masser af rige mennesker, som fester som vilde dyr. Så selv om der i sidste ende er nogen, der skal betale gildet, så se på det som om, at du som gæst også ’betaler’ ved den energi, du giver til festen«.
8, Nu er der jo karaoke på Chateau Motel, derfor det klassiske spørgsmål: Hvis I kun måtte synge én sang på karaokeanlægget resten af livet, hvilken skulle det så være?
Frank: »Nemmeste spørgsmål i mit liv: ’Don’t You Forget About Me’ i Life of Agony-udgaven«.
Lennet: »Det er jo et mareridt at tænke på at skulle lægge ører til! For mit eget vedkommende må det nok være ’La Bohème’ af Charles Aznavour«.
9. Hvor vildt fester Casper Christensen på en skala fra 1-100?
Frank: »Den gode CC er jo et binært menneske. Enten er det minus tre, eller også er det plus 120. Lige i øjeblikket er det tættest på minus 3, da smukke Isabel jo er gravid, og han desuden er ved at optage sin nye film. Men når momentet er rigtigt, så kan de færreste sgu følge med! Jeg har i hvert fald overværet ham drikke seks øl på seks minutter på The Bowery Hotel… til morgenmad. For derefter at se ham lægge mig i seng 16 timer senere og så drikke seks mere at sove på!«
Lennet: »Det fede ved Casper, både som medejer og som ven og gæst på klubben, er jo, at han er en slags menneskesatellit, der kan opfange alle signaler omkring ham og derfra finde sit energiniveau. Det betyder, at hvis der er brug for, at han stepper up og lige får festen op i niveau, så gør han det, og er den kørt lidt for meget af et sidespor, så får han den tilbage på rette spor igen. Og så er han en god vært, hvilket jo nærmest er en raritet nu om dage«.
10. Hvad er det bedste råd, I nogensinde har fået om klubbranchen?
Frank: »Lennet sagde engang til mig, da vi som the new kids on the block kæmpede for at komme frem: ’Frank, det nytter ikke noget, at du drikker så meget vodka, at vi aldrig får løn udbetalt – hvordan fanden skal vi så komme videre? Vi bliver nødt til at kunne bygge lidt på hele tiden, før vi en dag kan have vores eget – og så kan du drikke alt det vodka, du overhovedet kan’. Jeg syntes, det var noget vås, specielt fordi jeg var så tørstig, men Lennet havde jo ret, og på en eller anden måde formåede vi at bygge mere og mere op fra ingenting. Og se hvor vi er i dag!«
Lennet: »Jeg tror ikke, jeg kan pege på et råd, men jeg skal være ærlig og sige, at jeg får gode råd fra Frank hver eneste dag, selv om man ikke skulle tro, han var i stand til det. Men han er god til at minde mig om, at vi aldrig må sove på successen, at vi hele tiden skal udvikle os – helst et skridt eller to før vores gæster – og at nattelivet er ubarmhjertigt. Så hvis du ikke leverer kvalitet, så står der en lige bagved i køen klar til at tage over«.
Frank: »Hvis jeg må tilføje. Det, Lennet er god til, er at minde os begge om, at vi skal have hjertet med i alt, hvad vi gør – vi skal kunne stå inde for det. Ellers bliver det dårligt og falsk, og du lægger ikke nok kræfter i. Chateau Motel er vores måde at vise, at vores hjerter banker hårdere end nogensinde for det københavnske natteliv!«
Læs også: Stor billedserie: Chateau Motel holdt åbningsfest med Robyn bag dj-pulten