Få havde set den komme, da Rihanna, Kanye West og Paul McCartney i åbningen af 2015 leverede det underspillede storhit ’FourFive Seconds’, der endte med at dominere radiostationer både indenlands og udenlands.
Ligeså kan siges om Rihannas surprise-visit til gårsdagens Paul McCartney-koncert under anden weekend af den nyslåede amerikanske festival Desert Trip i Californien.
Her dukkede sangerinden pludselig op til en fremvisning af fælleshittet, hvor hun naturligvis sang sit eget vers, mens Beatles-legenden vanen tro tog sig af guitarstrengene, men også Kanye Wests vers i hans fravær.
Den splinternye Desert Trip-festival er blevet tilskrevet det kærlige øgenavn ’Oldchella’, da den er skemalagt over to weekender ligesom Coachella, men har en væsentligt ældre anlagt musikprofil. Foruden Paul McCartney har plakaten bestået af klassiske rockstorspillere som The Rolling Stones, Bob Dylan, Neil Young, Roger Waters og The Who.
Læs også: Legenderne mødtes: Se videoer fra Desert Trip-festivalen med Stones, McCartney og Young