Savages holder pause – nye soloprojekter på vej

Savages holder pause – nye soloprojekter på vej
Jehnny Beth på NorthSide i 2015. (Foto: Soundvenue/Benjamin Lund Nielsen)

Savages har haft solid vind i sejlene, siden de i 2013 debuterede med albummet ‘Silence Yourself’. Tidligere på året udkom gruppen med den stærke opfølger, ‘Adore Life’, men efter endnu et år med turnéer (der blandt andet tog gruppen til både Vega og Roskilde Festival) er den britiske kvartet nu klar til at holde en pause.

Således afslører forsanger Jehnny Beth i et nyt interview med Loud & Quiet:

»Vi tager en pause fra Savages, fordi vi ikke har taget en pause mellem de to plader overhovedet – vi tog en måned, husker jeg«.

Beth fortæller i samme interview, at alle bandmedlemmerne er klar til at prøve kræfter uden for gruppen for en stund – samt at hun allerede er klar til at afsløre om nye samarbejder (»really cool stuff«) til januar.

»Jeg er blevet ved med at skrive meget, så jeg har en masse sange lige nu, som jeg endnu ikke ved, hvad jeg skal gøre med. De er til noget andet, ikke til Savages. At søge de samarbejder, som folk har efterspurgt at lave med mig – det bliver det, der skal ske. Jeg er meget spændt«, lyder til fra Beth.

Allerede tidligere på året fik vi et nyt samarbejde fra den karismatiske forsanger, da hun gæstede Trentemøller-singlen ‘River in Me’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af