Krasbørstig og fræsende postpunk fra Roskilde Festival-aktuelle Savages

Krasbørstig og fræsende postpunk fra Roskilde Festival-aktuelle Savages

Det er en kunst at forædle åbenlyse inspirationskilder til et personligt udtryk. Tilbagevendende tendenser præger særligt én af rockens knopskydninger, og postpunken har de seneste 15 år budt på en lang række formidlere af sen-70’ernes indadvendte, dystre og ekspressive toner.

Med knyttede næver og en take no prisoners-attitude bragede Savages ind på rockscenen for tre år siden med den fræsende debut ‘Silence Yourself’. Omend arven efter Joy Division og Siouxsie and the Banshees var mærkbar, tilførte London-kvartetten anført af den karismatiske Jehnny Beth den noget fortærskede postpunk-formular personlighed og et forløsende endorfin-chok.

Bandets modus operandi er fortsat affyring af krasbørstige sager, hvor guitarist Gemma Thompson, trommeslager Fay Milton og bassist Ayse Hassan nærmest indgår i intens parringsakt på tværs af instrumenterne. Ligesom Beth er leveringsdygtig i memorable paroler: »If you don’t love me / don’t love anybody«, lyder det i det effektive åbningsnummer ‘The Answer’. En sang som indikerer, at Savages i store træk fortsætter, hvor de slap.

Dog er energiudladningerne mere strømlinede i denne ombæring. Det klæder ‘Evil’, ‘Sad Person’ og ‘When In Love’, hvor den kærlighedsløse erotik er det lyriske omdrejningspunkt: »Is it a demon or an angel holding hands when in love / is it love or is it boredom that took me up to your bedroom?«. Det strømlinede udtryk gør derimod ikke noget videre godt for ‘Slowing Down the World’ og ‘T.I.W.Y.G.’, som hører til albummets mere svage stunder og gradvist evaporerer ud i glemslen.

Til gengæld tjener det Savages til ære, at de ikke kun dyrker de fræsende energiudladninger, men at ‘Adore Life’ også byder på en række momenter, hvor det udfarende holdes i ave og afdæmpede sange kultiveres. På den PJ Harvey-influerede ‘Adore’ og ‘Mechanics’ fornemmer man et stille drama udspille sig bag de klagende lydteksturer og Beths kølige vokal. Som et tilbageholdt åndedræt inden et katharsis-skrig.

Ligeledes klæder det bandet i en vis udstrækning at afsondre nyt terræn på ‘Surrender’, hvor en dyb synthbas lægger en kontinuerlig sonisk flade, hvorpå gruppens vanlige elementer kan boltre sig. Det skaber en mere udforskende dimension og en løs struktur i gruppens udtryk, som på både ‘Silence Yourself’ og indeværende album er holdt i stringente tøjler og, hvis vi indstiller det kritiske periskop, skabt efter en lidt for kalkuleret skabelon – hvad angår såvel sangskrivning, lydbillede og fremførelse.

Postpunk-renæssancens avenue er som sagt betrådt af mange artister, nogle med mere på hjerte og sjæl end andre, og Savages hører heldigvis til de bands, hvor gennemskuelig plagiat og åbenlys beundring ikke er på dagsordenen. Dertil er der for meget personlighed på deres kunstneriske agenda, ligesom Beths deskriptive tekster udtrykker, at der i den grad er noget på spil.

Selv om de er godt på vej, har vi fortsat det album til gode, hvor Savages sætter brigaden af lignende postpunk-revisionister til vægs. Albummet, hvor de fire briter pulveriserer de genremæssige restriktioner, som stadig afholder dem fra formfuldendt at folde det potentiale ud, som ‘Adore Life’ heldigvis et solidt bevis på.


Kort sagt:
De fire postpunk-revisionister er tilbage med en ny samling krasbørstige og fræsende energiudladninger. Denne gang i et mere strømlinet udtryk, der også levner plads til afdæmpede øjeblikke. Selv om de ret beset fortsætter, hvor de slap, er der stadig noget på spil for Savages.

Savages. 'Adore Life'. Album. Madator/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af