Savages
Utæmmet vilde, frygtløse og uden forvarsel dukkede den britiske all-girl-kvartet Savages pludselig op på en lillebitte London-scene i januar sidste år og drejede nådesløst hoveder om på hjemlandets musikkritikere én for én. Siden har kvartetten kun høstet endnu mere ros, men der er absolut ingen popularitetsleflerier i den sønderflående nerve og brutalt dramafyldte energi på debutalbummet.
Med en åndenødslammende intensitet tromler debuten ind i sin lytter. Og som en vrælende påmindelse om den tungt malede postpunk-dronning Siouxsie Sioux, eller som en kvindelig udgave af den unge Nick Cave i The Birthday Party-tiden, krænger forsangerinden Jehnny Beth med desperat opråbsfortvivlelse, arrigskab, væmmelse og frustration ud over en grumset tung basbund, der får kroppen til at sitre, mens guitarkaskaderne skurrer, snerrer og river, og Fay Miltons trommer raser tordnende af sted.
Læs også: Hør Savages’ debutalbum ‘Silence Yourself’
Men det er ikke vakkelvornt og kaotisk. Tværtimod besidder Savages-kvinderne en stram, stålsat og poesifuld fremdrift, der næsten slår benene væk under en. De er heller ikke blot skingre skrig og voldsomme instrumentangreb. På ’Strife’ er det storladent, systematisk destruktion, på ’City’s Full’ er der en riot grrrl-opsang i luften og med albumlukkeren ’Marshal Dear’ ebber albummet ud i viltert smukke blæser- og pianostykker.
Selv om Savages uomtvisteligt lyder som sammenstykket af meget, man har hørt før, griber postpunkpigerne ikke kun tilbage i tiden. Det er alt andet end pastiche, men derimod et nyt, næsten kvælende, dirrende følelsesladet univers. Den aggressivt frontende albumtitel stemmer fuldstændig overens med indholdet. Hold kæft og fortab dig selv i vildskaben.