Teknisk Grammy-uheld: Lady Gaga og Metallica kæmpede med en ødelagt mikrofon

Det sker en gang i mellem – tekniske problemer. Og det skete desværre også ved en enkelt performance under det storstilede live-show som var årets Grammy Awards. I år gik det ud over Lady Gaga og Metallicas performance af nummeret ‘Moth Into Flame’.

De veloplagte musikere havde ellers sceneshowet på plads, og det skortede derfor heller ikke på hverken ild, røg eller kostumer, da musikken gik igang – men ak, desværre glippede starten for frontmand James Hetfield, som simpelthen manglede lyd i mikrofonen. Hvilket jo på ingen måde var hans fejl, men komisk blev det.

De garvede kunstnere lod sig dog ikke sådan slå ud, og især Lady Gaga formåede at forvandle scenen til sin legeplads, i hvad der virkede til at være sangerindens helt rette element – hun fik rettet op på miseren ved at dele mikrofon med Hetfield og kastede sig endda ud i en mindre omgang crowdsurfing. Gaga er da også svoren metal-fan og havde kort forinden via Instagram fremvist en ny og temmelig stor rygtatovering af et møl som en klar reference til ‘Moth To Flame’.

Men selv om Gagas energi var nok til at fjerne fokus fra den tekniske fejl, var det en tydeligt irriteret James Hetfield, der til slut både væltede mikrofonstativet og kastede med guitaren i ren frustration.

Læs også: Halleluja! Se Chance the Rappers fantastiske Grammy-optræden

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af