Benal flekser stræbergenet på kendistung, gennemarbejdet albumtoer

Benal flekser stræbergenet på kendistung, gennemarbejdet albumtoer

Det har aldrig skortet på ambitionerne hos hiphop-makkerparret Benal. Lige fra udgivelsen af deres første ep med den rammende titel ‘Baby’ for nærmest præcis fire år siden og op til nu har fortællingen om Benjamin Hav og Albert Wanscher handlet om noget, der vil fremad i verden.

Det ændrer albumtoeren ikke en tøddel på. Første symptom på stræbergenet viser sig i gæstegalleriet. På deres stabile debutalbum ’Nu’ fra sidste år bestod visitterne primært af rappere i forskellige lag af celebritet, men ‘Hvis det virkelig er vigtigt’ går i bredden med alt fra Solveig Sandnes, Lone Hørslev fra Er De Sjældne og jazzsangerinden Cecilie Noer over etablerede popnavne som Medina og Marie Key til et gensyn med Orgi-E. Det er på papiret all over the place og, bortset fra den åbenlyse kendisfaktor, meget sigende for Benals anekdote om, at de finder deres kollaboratører gennem opslag på dba.dk.

Heldigvis vælter læsset ikke under alle gæsterne: Albert Wanschers spændstige produktioner er et evigt sikkert holdepunkt, uanset om det er hans trofaste makker eller en kælen sangerinde, der er på mic’en. Apropos det, så er det nærmest Medina, der falder mest igennem med titelnummeret – et lidt for ligegyldigt stønnende house-hop-track, der minder for meget om hendes øvrige output og ender med at være albummets mest ordinære indslag.

Anderledes spændende er den velvalgte single ‘Hvor går du hen’ med Cecilie Noer som et feminint gæstende yin over for Benjamin Havs mørke, monotont messende yang. Nummeret indleder også en tretrinsraket af rene bangers, hvor den ultra-dansable og catchy ‘Pop’ i midten lyder som et oplagt næste singleudspil i tråd med den fjedrende ‘Uh Babe’ sidst på pladen, mens den kortfattede ‘Et klap’ demonstrerer, hvor få virkemidler duoen egentlig har brug for for at brænde igennem.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Wanschers futuristiske underlægning er i denne omgang mere stemningsfuld og gennemarbejdet end tidligere, men den kølige, kinetiske elegance, der nok kan spores tilbage til hans fortid som techno-aficionado, er intakt. Der er ganske enkelt intet her, der ikke skal være der, eller savner en funktion. Hvor de fleste andre producerkollegaer herhjemme til billedlig sammenligning bumler rundt i lydmæssige folkevognsrugbrød, der har set til lidt af hvert, så er hans soniske slæde simpelthen som en strømlinet Tesla-øse, der hele tiden har snuden peget mod forkromede fremtidshorisonter. Så simpelt er det – og det er svært ikke at have respekt for så stålsat en vision.

Det er faktisk lige før, beatjuveleren upstager sin makker, for Havs benhårde, pågående battlerap-flow har til sammenligning ikke udviklet sig så meget og ender med at blive blot en lille smule one-trick-pony-monotont i længden. Men det er så dér, at gæsterne går hen og bliver det relevante ekstra krydderi, der sikrer variationen på tværs af albummet. Og så gør det bestemt ikke noget, at Havs dansksprogede tekster, på trods af de kredser meget om et ‘jeg’ og et ‘dig’ og parforholdets genvordigheder generelt, altid er originale, følsomme og lytteværdige under den sammenbidte levering.

Om ikke ligefrem et mesterværk, så toner ‘Hvis det virkelig er vigtigt’ atter engang rent flag om, at Benal har én kurs og én retning i livet, og at de bærer den ambition stolt uden på deres blåtonede uniform.

Hør Benal tale om det nye album i det seneste afsnit af Standard, Soundvenues hiphop-podcast.


Kort sagt:
‘Hvis det virkelig er vigtigt’ er en kærkommen gentagelse af fortællingen om Benals stræbergen, og at de bærer deres ambitioner stolt udenpå deres blåtonede uniform. Albumtoeren bærer på et kendistungt gæstegalleri præget af diversitet, der sikrer et mere varieret modspil til Benjamin Havs monotone, aggressive flow, mens Albert Wanschers elegante produktioner er vokset og er blevet mere stemningsfulde og gennemarbejdede med tiden.

Benal. 'Hvis det virkelig er vigtigt'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af