Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange – fra britisk grime-guld til norsk fløjtepop

Ugen har budt på masser af ny musik – stort og småt, dansk og udenlandsk. Vi giver dig et overblik over de bedste nye numre her.
Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange – fra britisk grime-guld til norsk fløjtepop
AJ Tracey.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Rex Orange County ‘Loving Is Easy’

I kølvandet på hans gennemgribende involvering i Tyler, The Creators seneste album ’Flower Boy’ – og udgivelsen af sin egen albumtoer ’Apricot Princess’ tidligere i år – har Rex Orange County så småt skabt sig et navn med sin enormt empatiske mørhed. Med ’Loving Is Easy’ går 19-årige Alex O’Connor et spadestyk dybere ind i sit charmerende mikrokosmos.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Julien Baker ’Turn Out the Lights’

Man fristes næsten til at spørge sig selv, hvordan pokker 22-årige Julien Baker formår at henrykke med sin sitrende sangskrivning hver gang, når hendes klagende og konventionsbundne strukturer så ofte forlader sig på rudimentære guitar- og klaverakkorder. Singer/songwriterens nye ’Turn Out the Lights’ stammer fra langspilleren af samme navn, der lander den 27. oktober.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Sassy 009 ’Are You Leaving’

Hvis du er fan af Smerz – som vi havde med i sidste uges Top Tracks – er du også fan af deres venner Sassy 009. Den norske trio består af Teodora, Sunniva og Johanna, som allerede i folkeskolen slog pjalterne sammen musikalsk. Måske er det derfor, at de på ’Are You Leaving’ alle tre synger i højkoreograferet symbiose, mens et svingende dansegulvsbeat dunker omkring vokalerne og en ret genial fløjte. Tracket er fra trioens snarlige ep ’Do You Mind’, som er ude den 3. november.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. St. Vincent ’Pills’

St. Vincents splinternye plade ‘Masseduction’ er lidt af et mesterværk. Annie Clarks stilistiske palet er lige så mangefacetteret, som den er ambitiøst avanceret, hvorfor højdepunkterne egentlig står i kø, men hvis man skulle vælge ét lige nu og her, må det blive singlen ’Pills’: En jingle-lignende, avant-poppet sag med smæk for skillingen.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Sasha ‘Headlights’

Sashas såre simple kunstnernavn reflekterer hendes såre simple tilgang til musikken. Singer/songwriteren fra det nordlige London har det med at ophøje gængse hjertekvaler til skælvende hjerteblod rent musikalsk, og dette bevisliggøres på ’Headlights’. Nummerets sitren svælger sig i et subtilt electro-touch, inden sene strygere forsøger at bryde igennem, men aldrig helt lykkes – lidt ligesom den ugengældte kærlighed.


6. AJ Tracey ’Bird Call’

AJ Tracey anses af mange som værende Storbritanniens næste store grime-håb, og på sin nye ’Secure the Bag!’-udgivelse jagter han en mere bredtfavnende lyd end den Skepta-hektiske vejbane, han hidtil har ræset i. Bundlinjen er et lidt mere sparsomt og klubbet lydunivers, der sammensvejser cloud rap-lignende produktioner med mindeværdige flows som på kulminationen ’Bird Call’.

Hør sangen på Spotify HER.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Visitor Kane ’The Big Misconception’

Bag projektet Visitor Kane gemmer sig Patrick Kociszewski, som til daglig agerer bassist og sanger i det københavnske rockband Less Win. På ’The Big Misconception’ springer han ud som crooner og multiinstrumentalt i et himmelrum bestående af lige dele trommeprogrammeringer, stramme basgange og æteriske synthflader, der trækker på både David Bowie og Scott Walker. Singlen finder man på Visitor Kanes debutalbum ’Easy Concern’, der udgives den 3. november.


8. RoseGold ‘The One I Need’

Der har været fart over feltet for duoen RoseGold på det seneste. I juli debuterede de med den stilsikre r’n’b-smasker ’Mrs. 123’, og nu vender brødrene Joshua og Ephraim Duncan tilbage med den tydeligt Drake-influerede ’The One I Need’, hvis insulært duvende vibe ikke er til at så for. Broderparret, som er opvokset i både Croydon (London) og Kolding er i øvrigt i stald hos Force One Music, der også huser Jamaika og Ung Cezar.

Hør sangen på Spotify HER.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Porches ’Country’

Siden Porches’ rockede debut ‘Slow Dance in the Cosmos’ har Aaron Maines og co. ulmet mildt i undergrunden med glinsende synthpop. Gruppen ser ud til at fortsætte ned ad samme feberdrømmende sti med den korte, men intense ballade ’Country’, som agerer første snas fra deres kommende album. De nærmest sakrale harmonier stilles til rådighed af Dev Hynes (Blood Orange) og Solange-samarbejdspartneren Bryndon Cook.


10. Morgan Saint ’For God’s Sake’

For godt to måneder siden slog vi et slag for Morgan Saints selvproklamerede moody pop, og nu står newyorker-sangerinden klar med debut-ep’en ’17 Hero’. Højdepunktet åbenbarer sig i form af ’For God’s Sake’: Et pulserende track, der bygger sig op fra et tyst vers til et himmelstræbende og hukommelsesindprentende refræn.

Hør hele ep’en på Spotify HER.

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Spotify HER.

Læs også: Her er syv helt nye album, du skal høre i dag – bl.a. King Krule, Gucci Mane og St. Vincent

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af